Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS24, Modeuge

Overlegent viste Mark Kenly Domino Tan sin glans

Designer Caroline Engelgaar slog med dagens show endelig fast, hvorfor hun er den helt rigtige til at fylde de store sko hos Mark Tan.
Designer Caroline Engelgaar slog med dagens show endelig fast, hvorfor hun er den helt rigtige til at fylde de store sko hos Mark Tan.

Mark Kenly Domino Tan, torsdag den 10. august 2023 klokken 15.00 ved Glyptotekshaven

Da Fashion Forums anmelder sidste sæson skulle kaste dom over Mark Kenly Domino Tans AW23-show – det første uden Mark the man himself og med Caroline Engelgaar som ny designer – var det med konklusionen, at nok var det smukt, men der manglede en smule af Mark Tans eget stjernestøv. 

Og det er muligvis også sandt. Men efter brandets SS24-show i dag står det klart, at Caroline Engelgaar heller ikke har brug for det – hun har sit eget stjernestøv, som hun generøst har drysset ud over kollektionen. 

For det var flot. Altså sådan virkelig, virkelig flot. 

Showet blev afholdt i Glyptotekets have, hvor ugens formentlig første solstråle aflagde os et visit og pludselig malede grå København tilbage i farver med blomsterbedenes gule, lyserøde og lilla blomster strålende om kap. Og det var da også meget godt, for farver er ikke det, man får mest af til et Mark Kenly Domino Tan-show – heller ikke med Caroline ved roret. Men til gengæld får man en gavebod af vidunderlige materialer, gedigent håndværk, overlegne skrædderteknikker og legende silhuetter. 

Første look var en fuldstændig vidunderlig smuk, perlehvid, kortærmet kjole i en helt tyk silkekvalitet med ekstra bredt sømbånd. Efterfulgt af den samme style bare i skinnende sort tilsat en tyk, hvid perlekrans. Og perlerne gik da også igen i denne kollektion som en kæde, der bandt elementerne sammen. Vi så perlebesatte skjorter, hovedbeklædninger, det yndigste, hvide pencilskirt med påsyede perler i små buketter på hele skørtet. Og en simpel, hvid tanktop med perler rundt i kant af både krave og ærmegab. 

De gennemgående amish-referencer med korte forklæder i taljen, hvide kraver, gennemsigtige hvide hatte og hovedbeklædninger er ikke nye for Caroline Engelgaar – og gør det da også fint som et show-element, der bringer lidt ekstra til brandets meget rene æstetik. Men det er ikke i stylingen, at vi finder de guldkorn, som førnævnte stjernestøv er lavet af. 

Det gør vi til gengæld i de enkelte fuldkomment gennemarbejdede stykker tøj. Værker, får jeg næsten lyst til at sige. Som den lange sort/hvide boucléfrakke med gavmildt rundskårne ærmer og hofter og fremhævet talje. Eller i det helt lyse gråmelerede, dobbeltradede jakkesæt med lang blazer, løse bukser stylet over en finstrikket, v-halset vest i striber af hvid, grå og lyseblå. 

Og ja, jeg kunne blive ved. For kollektionen bød på det ene smukke look efter det andet og var i sin helhed imponerende gennemført og anvendelig – og åh, hvem der bare kunne eje det hele. 

Nedenfor kan du se et udvalg af billeder fra showet. Se hele kollektionen her