Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Talent

“Manglen på tid er branchens største udfordring lige nu”

Hvad optager den næste generation af designere lige nu? Mød KEA-dimittend Anders Christian Felsager her, der gennem sin uddannelse har fokuseret på udvikling af biobaserede materialer.
Hvad optager den næste generation af designere lige nu? Mød KEA-dimittend Anders Christian Felsager her, der gennem sin uddannelse har fokuseret på udvikling af biobaserede materialer.

Anders Christian Felsager er med egne ord snublet ind i modebranchen. Snublet i den forstand, at han ikke havde overvejet en designuddannelse som en mulighed, før han som 22-årig – mere eller mindre tilfældigt – startede på daghøjskolen for kunst og design, VERA. Men skabertrangen har han altid haft, lige siden han som barn elskede at bygge med træ nede i sin farfars kælder.
 
Og netop en særlige interesse for naturens materialer blev gennemgående for Anders Christian Felsagers arbejde med design som Sustainable Fashion Tech-studerende ved KEA, hvorfra han dimitterede i januar 2023. Et arbejde, der for nyligt sikrede ham prisen som ’Årets Talent’ ved dette års Salling Future Friendly Fashion Award.
 
For Anders Christian Felsager har allerede arbejdet med at udvikle biobaserede materialer som et fremtidigt alternativ til syntetiske tekstiler. Gennem sin uddannelse har han blandt andet eksperimenteret med mycelium, der er rodnettet fra svampe, kombucha og bioplast.
 
En grundlæggende nysgerrighed for den teknologiske udvikling er da også den røde tråd i Anders Christian Felsagers arbejde. Om det er som praktikant hos det netop lukkede ISO.POETISM by Tobias Birk Nielsen, hvor han var i 2022, eller som udvekslingsstuderende på Amsterdam Fashion Institute, hvor han arbejdede med 3D-designsoftware – til i dag, hvor han fortsat fokuserer på naturlige alternative materialer.
 
Vi har talt med den unge designer om det, han kalder ’material driven design’, og hvorfor han mener, at manglen på tid er branchens største udfordring lige nu.
 
Du er en del af den næste generation af designere – hvad mener du er modebranchens største svaghed?

“Jeg oplever, at den største svaghed er mangel på tid. Mange brands har gode intentioner, men har ikke tid nok. For eksempel hvis man vil arbejde med nye biomaterialer som mycelium og bioplastik, så tager det lang tid at udforske, og det kræver mange mislykkede forsøg at komme frem til noget, som fungerer. Og dét er en udfordring for en meget stresset branche, der hele tiden skal genopfinde sig selv, og hvor du nærmest ikke når at vise din kollektion, før du er i gang med den næste.”


 
Du arbejder særligt med ’material driven design’ – hvad er det, der tiltrækker dig ved det?  

“Jeg er ikke specielt interesseret i at sy, men mere i at eksperimentere med tekstiler og deres egenskaber. Jeg har altid syntes, det er spændende, hvordan materialer ændrer vores oplevelse af tøj gennem farver og teksturer. Jeg laver materialer, som jeg synes er interessante, selvom jeg ikke altid ved, hvad det ender ud i – i princippet kunne det lige så godt være en sål i en sko eller en pude til en stol. På den måde er processen for mig helt omvendt, fordi jeg først ser på, hvad materialet kan, og bagefter tilføjer det et design.”

Videopræsentation fra Anders Christian Felsagers bachelor-projekt

Der er i øjeblikket stor fokus på teknologi i modebranchen i forhold til blandt andet generative AI og 3D-printteknologi – er det noget, der interesserer dig?

“Ja, helt klart. Jeg arbejder meget intuitivt og mit fokus ligger ikke på at konstruere, så med eksempelvis 3D kan jeg prøve noget af og gøre det om, hvis det ikke virker. Det er en stor hjælp for mig i mit arbejde. Det handler om at vide, hvad man kan bruge teknologien til, som et værktøj til at blive bedre. Og alting ændrer sig hele tiden, så hvorfor ikke følge med?”


Hvad vil du gerne bidrage med som modedesigner?

“Jeg har arbejdet med mycelium, bioplastik og forskellige alternative, naturlige materialer, som tager tid at udforske. Den viden og erfaring, jeg har fået gennem årene, vil jeg gerne dele. Det kunne for eksempel være at vejlede brands op til en modeuge om alternativer til plastik og lim. Jeg har virkelig mange prøver, og jeg har også doneret noget af mit bioplast til KEAs materialelaboratorium. Vi er nødt til at samarbejde og vidensdele, hvis vi skal kunne arbejde mere bæredygtigt.”