Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS24

Mere plads, flere internationale brands: CIFF udvider sit fokus på beauty

Skønhed kommer fremover til at fylde mere på CIFF, der lancerede et særskilt område for beauty-brands tilbage i februar.
Skønhed kommer fremover til at fylde mere på CIFF, der lancerede et særskilt område for beauty-brands tilbage i februar.

CIFF, der alene i juni har afholdt Scandinavian Manifesto på Pitti Uomo og børnemessen CIFF Kids, lancerede for første gang et nyt kurateret område til nordiske beauty-brands til modemessen i februar 2023 – og det vil de nu vil bygge videre på med flere kvadratmeter og internationale aktører.

”Vi er meget stolte over de flotte resultater og den positive brancherespons, vi oplevede i kølvandet på den første udgave af CIFF Beauty. At få initiativet omtalt globalt i bl.a. Forbes Magazine var en kæmpe milepæl. Vi vil være den samme handelsplatform, vækstmotor og fællesskabsfacilitator for beautybranchen, som CIFF har været for modebranchen i årtier,” siger Sofie Dolva, der tiltrådte som ny direktør tilbage i august 2022 og har taget sine erfaringer i skønhedsbranchen med sig ind i CIFF-regi. Hun uddyber videre i pressemeddelelsen:

”Selvom der er tætte tråde mellem fashion og beauty, har vi her også at gøre med en branche, der er helt sin egen hvad angår teknologi, forbrugerkrav, tendenser, certificeringer og produktion. De dynamikker og særegenheder har vi øje for, når vi målrettet arbejder med at skabe opmærksomhed om vores udstillende beauty brands fra Danmark, Norden og andre lande.”

Blandt de danske og nordiske beauty brands, der deltager ved den kommende messe, er blandt andre Rudolph Care, HONEY, S:KØN Skincare, Mantle, Woods, men som noget nyt vil CIFF Beauty ligeledes kunne præsentere internationale brands, herunder polske Bogna Skin. 

Derudover udvides konceptet med et forbrugerorienteret set-up, hvor besøgende kan opleve og interagere med de udstillede beauty brands, og dertil kan man opleve et talk-program, der er målrettet beauty-segmentet.

Den kommende CIFF-messe finder sted under den københavnske modeuge fra den 9. til den 11. august 2023, hvor det nye CIFF x Revolver-format for første gang vil blive afholdt under samme tag i Bella Center.