Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Økonomi

Bruuns Bazaar understreger comeback med nyt rekordresultat

Det går fortsat i den helt rigtige retning for Bruuns Bazaar – det viser brandets nye årsregnskab for 2022 med en bundlinje, der er vokset 38 procent siden 2021.  
Det går fortsat i den helt rigtige retning for Bruuns Bazaar – det viser brandets nye årsregnskab for 2022 med en bundlinje, der er vokset 38 procent siden 2021.  

Meget er sket siden 2019, hvor Bruuns Bazaar efter nogle hårde år – inklusiv en konkurs og derefter opkøb i 2016fremlagde første regnskab med tegn på bedring. Dengang viste årsregnskabet for 2018, at både top og bund netop havde fundet vej til plus med en bruttofortjeneste på knap 2,5 millioner kroner og et årsresultat på 120.913 kroner. Nu, fire år senere, har brandet netop fremlagt årsregnskab for 2022. Og det fortæller en helt anden historie.

Her ses det nemlig, at Bruuns Bazaar, som dengang blev overtaget af Hanssens Brands A/S, med Thomas Bæch som ny CEO, har fået godt gang i både salg og indtjening igen. Bruttofortjenesten ender på 22,8 millioner kroner mod 16,6 millioner året før. Årets resultat efter skat lyder på 8,5 millioner kroner, hvilket er en stigning på 38 procent sammenlignet med de 6,1 millioner, man fandt på bunden i årsregnskabet for 2021. Egenkapitalen er ligeledes vokset fra 12,3 millioner kroner til 16,8 millioner. Omsætningen er i regnskabet ikke oplyst, men er, ifølge Bruuns Bazaar selv, blevet fordoblet i løbet af de sidste to år.

“Vi kan takke vores hurtigt voksende portefølje af kunder og partnere for dette flotte resultat, som med deres loyalitet og tro på Bruuns Bazaar har været stærkt medvirkende til dette resultat. Vi er ekstrem ydmyge over den tillid, vi oplever til vores design, og vi kan allerede nu se, at den udvikling forsætter i 2023,” siger Thomas Bæch i en pressemeddelelse og tilføjer:

“Vi er kommet styrket igennem de udefrakommende udfordringer, som omverdenen har budt os de seneste år, hvilket har bekræftet os i, at vi har et utroligt stærkt fundament bygget af solide butikker, stormagasiner og e-commerce-partnere på den ene side og en håndfuld stærke leverandører og dedikerede kollegaer på den anden, som alle er gearede til at vækste yderligere med os de kommende år.”

Internationale markeder kræver ansvarlighed

Bruuns Bazaar er lige nu repræsenteret i otte showrooms i Europa og USA, men målet er at kunne tilføje flere lande til listen de kommende år – og det kræver i dag, at man som brand øger sin bæredygtige profil, oplever Thomas Bæch:

“Vi oplever en meget positiv interesse for vores brand og for skandinavisk mode generelt fra lande, der ikke er vores normale tætteste markeder. Og det skal vi selvfølgelig forfølge. Vi startede allerede for en del år tilbage en strategi om, at vores Premium-produkter skulle komme fra en mere bæredygtig produktion – noget, vi arbejder på at forbedre hver sæson, og hvor vi nu er oppe på cirka 70 procent af vores samlede produktion som værende mere bæredygtig. Det er et kriterie for overhovedet at komme i betragtning til nogle af de markeder og hos de internationale kunder, vi er i dialog med, og det giver os en klar fordel, at vi er så langt i vores bæredygtige omstilling allerede.”

Bruuns Bazaar har netop præsenteret sin AW23-kollektion under Copenhagen Fashion Week, og er nu rejst videre til Oslo og Stockholm, inden de slutter messesæsonen på Coterie i New York den 21.-23. februar.