Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, INTERVIEW

Tobias Birk Nielsen: “Jeg ser mig selv mere som konceptualist end designer”

Poesi og dystopi er bærende for Iso.Poetism by Tobias Birk Nielsens designunivers, hvor følelser er pakket ind i tekniske outdoor-tekstiler. Brandet er nu blandt de nominerede til Wessel & Vetts Fashion Prize. Mød designeren her.
Poesi og dystopi er bærende for Iso.Poetism by Tobias Birk Nielsens designunivers, hvor følelser er pakket ind i tekniske outdoor-tekstiler. Brandet er nu blandt de nominerede til Wessel & Vetts Fashion Prize. Mød designeren her.

Efter Tobias Birk Nielsen dimitterede i 2016 med en kandidat i modedesign fra Det Kongelige Akademi, har han formået at markere sig som designer og står bag i alt 16 kollektioner – seks under brandet Iso.Poetism by Tobias Birk Nielsen, samt flere samarbejder med brands som Kamo og Vibram. Han fik ros til det seneste show under sommerens modeuge, og så vandt hans debutshow i februar Zalandos Sustainability Award.

Hans dystopiske univers pakker følelsesladede budskaber ind i gorpcore-kollektioner af hvide, grå og sorte urban-nomade-agtige outdoor looks, og hans brand har spredt sig ud i 35 lande via 60 forhandlere – heriblandt Illum, END Clothing og Luisa Via Roma. For nyligt har Tobias Birk Nielsen flyttet sit studio fra Nørrebro til CIFF Showrooms i Bella Center på grund af pladsmangel efter de seneste års vokseværk på medarbejderfronten, der nu består af seks ansatte og fem praktikanter, som arbejder på højtryk med designeren om nye kollektioner.

Vi mødte Tobias Birk Nielsen i hans nye studio omringet af flyttekasser, dragtposer, ivrige medarbejdere og rå tekstiler til et interview om hans målgruppe, hans bidrag til moden, og hvordan hans brand forholder sig til branchens udfordringer.

Partner og Production Manager Paride Priolo til venstre for Commercial Manager Maria Dissing Christensen i studiets bagerste indhak til møder og workshops.

Hvem laver du tøj til?

“Jeg designer til den kritiske forbruger, som tænker holistisk, og som mangler et tilhørsforhold til deres tøj. Vi prøver at vise, hvordan man kan lave tøj, som har mere betydning end bare det at være funktionelt. Det kan nemlig også kommunikere nogle temaer, som vi synes er vigtige at snakke om. Det er til dem, der er åbne for at møde tøj, som tager fat i meget emotionelle oplevelser, og som forhåbentligt også kan relatere til de følelser, som vi prøver at visualisere.”

Brandets moodboard og Tobias Birk Nielsen i færd med redigering af designskitser.

Hvad vil dit brand bidrage med til modebranchen?

“Jeg ser mig selv mere som konceptualist end designer, så æstetisk bidrager jeg med noget unikt – et mix mellem noget teknisk crafted highend-outdoor, men fra et meget følelsesladet ståsted, som jeg ikke synes, at der er så mange, der repræsenterer i branchen.

Min kreative proces tager altid udgangspunkt i mit eget liv, hvor jeg på kort tid både har oplevet en af de største glæder, da jeg fik min søn, men også en følelse af at være fuldstændig rystet i mit fundament, efter jeg mistede min kone. Derfor balancerer brandets visuelle udtryk et sted mellem noget dystopisk og noget smukt. De her ting kan være svære at tale om, men i virkeligheden er alt mit arbejde en hyldest til livet – selvom romantik og poesi er pakket ind i et lidt dystert univers. Det er bare her, jeg kommunikerer bedst. Så selvom den nye kollektion for eksempel kommer fra en meget positiv vibe, hvor taknemmelighed er den bærende tematik, så er jeg bare bedst i den dystopiske arena. Her føler jeg, at der er noget mere på spil, og i det univers har jeg fat i en nerve, hvor jeg er bedst.”

Designstuderende praktikanter med fingrene i nye metervarer.

Hvilke udfordringer synes du er modebranchens største? Og hvor placerer du dig som designer i forhold til de udfordringer?

“Den allermest alarmerende problematik er det enorme klimaaftryk, som branchen sætter. Det skal der simpelthen gøres noget mere ved, og det er ikke nok, at det kun er enkelte aktører, der gør noget aktivt, mens mange ser passivt til. En problematik i forlængelse heraf er desuden, at der er en skæv synergi mellem konstante forventninger til nye kollektioner via det evigt løbende sæson-system, og så det paradigmeskifte, der forventes at ske i branchen i form af overproduktion.

Et naivt utopisk drømmescenearie ville være, at man pausede sæsonhjulet sådan cirka forevigt, eller bare for en stund, sådan at vi alle fik tid til at tænke over vores roller i branchen, og hvad vores handlinger bidrager med. Designeren skal spørge sig selv: hvorfor skabe til en industri, der i forvejen har rigeligt? Kan det gøres anderledes, og kan vi påvirke en ny kultur? Samme spørgsmål skal forhandlerne stille sig selv i kurationen af de produkter, som de også er ansvarlige for at formidle ud i markedet. Til slut skal forbrugeren turde se sig selv som en aktiv ressource i retningen mod en mere bæredygtig verden ved aktivt at tage stilling til produkternes produktion, brug af materialer og social ansvarlighed.

Vi arbejder selv med materialer, der er udvundet via genbrug, og vi prøver hele tiden at finde produktions- og indfarvningsteknikker, der bruger så få ressourcer som muligt. Lige nu er 70 procent af kollektionen lavet ud fra et fundament, hvor bæredygtighed er den altafgørende faktor, og så er de sidste 30 procent historiefortællende og virkelig vigtige for kollektionens tematik, som jeg også tror på skaber emotionel værdi for forbrugerne, så de beholder tøjet længere.”

En igangværende sustainability workshop, hvor kreativiteten til kommende kollektioner sprudler.

Wessel & Vett Fashion Prize bliver afgjort på finaledagen, den 9. november 2022, på Designmuseum Danmark. Wessel & Vett Fashion Prize, tidligere Magasin du Nord Fashion Prize, er blevet uddelt siden 2012 – i år er tiårsjubilæet. Prisen er en af Skandinaviens største priser for designtalenter med en præmie på 500.000 kroner og en omfattende mentorordning. Wessel & Vett Fashion Prize er organiseret af Wessel & Vett Foundation med Nina Wedell-Wedellsborg som initiativtager.