Louise Lyngh Bjerregaard: “Tøjet er mit sprog, når jeg ikke ved, hvad jeg skal sige"

En kunstner.

Det er det, der falder én ind, når man taler med Louise Lyngh Bjerregaard.

En kunstner, der væver sindets skrøbelighed og modets styrke ind i tekstiler og delikat strik og finder og fortæller sine historier i andres henlagte materialer og egne prints.

“Tøjet er mit sprog, når jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. Når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Det er min ventil,” siger Louise Lyngh Bjerregaard over telefonen fra Paris. Det er tre dage før hendes første prêt-á-porter-show i forbindelse med modeugen i Paris, og omkring hende i atelieret er der gang i de sidste modelcastings.

“Det er en stor mundfuld at arbejde sådan, men med den vej, jeg har valgt, er der aldrig en plug-and-play-løsning – det håber jeg også bliver tydeligt i mit show,” fortæller Louise Lyngh Bjerregaard, der i juli havde sin showdebut i forbindelse med Haute Couture-modeugen også i Paris, men måtte, på grund af arbejde for et fransk modehus, springe januarsæsonen over.  I stedet valgte hun at holde show under prêt-á-porter-modeugen uden at være en del af den officielle kalender – og det er det, der ligger lige foran hende nu.

“Jeg startede med at bygge kollektionen som en Haute Couture-kollektion, og det har været et benspænd, der betyder, at jeg kommer til at skabe bredere rammer for, hvad prêt-a-porter er, for vi syr og strikker alt selv,” fortæller designeren, der til dagligt holder til i Paris, hvor hun arbejder sammen med et helt team af praktikanter.

“Jeg ville skabe en kollektion, der er på én gang stærk og skrøbelig med tunge smykker på ansigt og ben, tunge, intelligente strikteknikker og derigennem finde balancen mellem noget, der er så delikat og så heavy. Fordi jeg arbejder så meget i strik, så skaber jeg et sprog, der transcenderer sæsonerne. Jeg vil ikke lave tøj, der insisterer på at være én bestemt sæson. Min intention er ikke, at det skal være kontrært, men det bliver det,” fortæller Louise Lyngh Bjerregaard. Hun leder nogle gange efter ordene og undskylder sig med, at det alene er hendes mor, hun taler dansk med – ellers foregår alt på fransk og engelsk.

“Jeg har valgt kun at have 16 looks med på showet. Jeg har konkretiseret kollektionen, for jeg tror, at tiden er til det – og jeg tror på, at jeg kan manifestere min vision i de her looks. Jeg har haft de sidste fittings og kunne se kollektionen i sin helhed og synes, at det fungerer. Alle modeller har hellange slør som et billede på, at vi alle er vores egen brud. Jeg har kun mig selv og mine følelser og det, jeg skaber, og det udtrykker jeg her. Mit udgangspunkt har været destruktivt og meget tungt, og det har nu har manifesteret sig i noget, som jeg prøver at vende til noget lettere, et nyt udgangspunkt.”

Deadstock og tålmodige hjerter

Det har på mange måder været Louise Lyngh Bjerregaards år, de sidste par år. Og samtidig har det ikke. Hun blev nomineret til talent-slottet under Copenhagen Fashion Week til AW21-kalenderen i februar 2021, men måtte melde fra på grund af corona. Hun blev nomineret til Magasin du Nord Fashion Prize, men vandt ikke. Hun blev støttet af Fédération de la Haute Couture et de la Mode i sommer, men måtte springe over den følgende sæson i januar. Og nu har hun så valgt at vise under modeugen i Paris – også selvom det betyder at være uden for kalenderen.

“Jeg er super taknemmelig over, at jeg har skabt denne kollektion. Det er en ekstremt omstændig måde, jeg har valgt at arbejde på, men det er den eneste, der fungerer for mig. Alle materialer er deadstock eller upcyclede – resten har vi lavet selv i studiet. Hvis du ser de hvide bukser med hjerter, så tager bare tre hjerter tager to timer at lave – det kan du så gange op til et helt stykke stof. Det er virkelig langsommeligt arbejde. Og derfor er det en virkelig stor ting for mig at lave to shows på et halvt år,” siger Louise Lyngh Bjerregaard, der ikke arbejder med moodboards, når hun skal tilrettelægge en kollektion. Og ikke, slår hun fast, fokuserer på salg.

“Jeg arbejder i tekstil, fordi jeg som kunstner prøver at finde min vej i verden og er meget insisterende på, at jeg som formgiver automatisk finder en form og et sprog. Min hjerne fungerer bedst, når jeg har gang i seks stykker tøj, så bliver jeg ikke låst i mit udtryk, og universet omkring tøjet bliver mere tydeligt,” siger hun og griner lidt af spørgsmålet om, hvordan hun videreformidler sine nogle gange abstrakte ideer til sine praktikanter.

“Jeg er ret god til at kommunikere i mit team. Det er noget, jeg har lært af Anne Sophie Madsen. Det handler om at vide, hvorfor du gør, som du gør. Samtidig opfordrer jeg mit team til at tænke selv, så de lærer at tage stilling og konstant udfordre sig selv i arbejdet med et stykke tøj. Men jeg holder af ikke at have et mikro-management kørende, selv om jeg er med i alle processer.”

Louise Lyngh Bjerregaard skal tilbage til arbejdet og den allersidste fitting. Hun slutter:

“Jeg tænker hver gang, at måske bliver det her show det sidste. Men jeg håber, at det viser min vej. Jeg håber, at det kan stå.”

Louise Lyngh Bjerregaard: “Jeg er nok ‘the odd one out’”