Dansk modes nye navn er helt sin egen
Louise Lyngh Bjerregaard står bag suverænt håndværk og frihedselskende couture med attitude.Louise Lyngh Bjerregaard, Charlottenborgs filmsal, torsdag den 12. august klokken 19.oo
Det var ’kun’ en film og ikke et show, der blev vist live, men alligevel blev der klappet og hujet efter visningen af Louise Lyngh Bjerregaards debutkollektion på Charlottenborg.
Meget symptomatisk var filmen faktisk en redigeret version af det show, Lyngh Bjerregaard holdt under AW21-haute couture-ugen for en måned siden i hjembyen Paris, mens vi nu er i København og har med SS22 at gøre. Symptomatisk, fordi Louise Lyngh Bjerregaard ikke går det mindste op i sæsoner. Hvad hun derimod går op i, er godt håndværk, bæredygtighed og genbrug ned til mindste detalje (som når man lige præcis mangler stof til det inderste af en buksegylp, og man løser det ved at sy fem strimler sammen, eller som når man klipper et vist show sammen til et nyt og gør det med en energi, så man som tilskuer ikke føler sig snydt, men tværtimod beriget). Og så er hun sig yderst bevidst om, at hun lægger navn til kollektionen her, så den skal afspejle hendes udvikling som menneske og som designer.
Derfor finder du heller ikke 10 variationer over det samme look. Til gengæld vil du opdage, at alt er præget af feminin elegance, grundighed og humor; at alt kan mikses på kryds og tværs; og at visse detaljer går igen, for eksempel små trykknaplommer langs bukseben eller ærmer, eller det grafiske LLB-logo brugt på knapper og i print, ofte bare zoomet helt ind, så man skal vide det for at se det – ikke mindst på et gennemsigtigt tekstil i lilla nuancer, som går igen i flere styles.
At dømme ud fra showfilmen er der primært to Louise Lyngh Bjerregaard-looks: En ’techno’-inspireret silhuet med bukser, en tætsiddende bluse og en korsage eller buste over samt et mere fyldigt og taktilt look bygget op omkring strik. Strik er nemlig Louise Lyngh Bjerregaards udgangspunkt som designer. Der er for eksempel en helt skøn bolerocardigan i rødgrød med fløde-farver og et sæt med kegler og bowlingkugle med stribet for. En grøn trøje med hvide roser og logo og en beslægtet nederdel, som er skabt ved at blive draperet på levende model. På den måde, forklarer designeren, ved hun præcis, hvordan stoffet vil falde, i modsætning til en flad tegning, der vil overraske.
Louise Lyngh Bjerregaards kollektion indeholder også mere kompliceret strik baseret på hendes minutiøse viden om sit håndværk, så hun kan forme det præcis, som hun vil. Som nu den chokoladebrune frakkekjole i chenille, den lilla, ærmeløse kjole med runde “huller” i form af spindelvævstyndt sølvstrik eller den stribede dragt med lynlåslukning i halsen a la skitrøje; alle dele med markante, rullede borter.
Og så har jeg slet ikke nævnt en helt vidunderlig off-brun stropløs patchworkkjole komponeret af rester fra gamle læderbukser, eller en gulvlang, mønstret grøn og gylden nederdel med knapper ned langs siden, så man kan gøre den mere eller mindre vovet. Nederdelen har i øvrigt ingen afsluttende søm; stoffet har fået lov at være “sig selv”. Tilsvarende tanker om frihed præger kollektionens korsetter, hvor for eksempel snoreværket vender forrest, og hvor bændler bevidst er i opløsning. For ikke at tale om den multifarvede patchworklæderbuste, der stadig sidder spor af tape på, fordi læderresterne nu engang så sådan ud, eller dens matchende nederdel, som – så vi i ’showet’ – også kan bruges som stropløs kjole; igen ud fra såvel tanken om frihed, som for at bruge det, man har.
Og sådan er det med Louise Lyngh Bjerregaards showdebutkollektion: Her har dansk mode fået en createur og en håndværker med attitude, som er beslægtet med Ivan Grundahl, Henrik Vibskov og Anne-Sofie Madsen, men som er helt sin egen. En, som kan konstruere, hvad det skal være, og som lytter til såvel sig selv som til tekstilet. Resultatet er hendes og stoffets fælles, ærlige udtryk i items, som i den grad er til stede i rummet. Hvor er det en glæde, at moden har fået dette nye navn!
Se hele videoen her.
