3 designere, der gav os et feministisk AW22-show
Feminisme og kønsinklusion er et varmt emne i den offentlige debat, og det sås afspejlet i AW22-udgaven af Copenhagen Fashion Week. Her er tre brands, der leverede feministiske og kønsinkluderende budskaber på catwalken.A. Roege Hove
Med sin stretchy og gennemsigtige strik, der fremviser kvindekroppen, virker Amalie Røge Hoves (kvinden bag brandet) designs frigørende i sig selv. På en måde overlader hun intet til fantasien, på en anden forbliver kvindekroppen mystisk sofistikeret.
“Den sorte gennemsigtige kjole, som ved hjælp af ærmehuller, der er placeret skævt i forhold til ribben, skaber en drapering over brystet, og får mig til at stoppe op og kigge en ekstra gang, er en af de styles, der gør, at jeg ved, at her har vi altså fat i en designer og håndværker, som ved, hvad hun laver,” skrev anmelder Amalie Thejls Uebel om det unge designtalents AW22-show.
LÆS ANMELDELSEN: ‘VI FIK, HVAD VI FORVENTEDE AF A. ROEGE HOVE’
Martin Asbjørn
“Martin Asbjørn beviste, at man altså ikke behøver en stor fortælling til at formidle en historie. Hans var så fundamental, som den kan, ja, måske skal være. Den handlede om godt tøj,” skrev anmelder Martin Mitchell om et AW22-show, der viste styles til både mænd og kvinder og alt derimellem.
Martin Asbjørn arbejder tydeligt med kønsinklusion og udfordrede med sit show kønsstereotyperne ved at bytte om på fastlåste forestillinger om såkaldt mandetøj og kvindetøj. Og han er autentisk. For han designer ikke bare en kvindeblazer for derefter at give en mandlig model den på. Han designer og syer tøjet til præcis de mennesker, han gerne vil tale til.
LÆS ANMELDELSEN: ‘VELKOMPONERET SHOW-COMEBACK AF MARTIN ASBJØRN’
Jade Cropper
Med et modigt, vovet og sexet show cementerede det unge designtalent sig som hende, der kan blive Sveriges næste store designer. Og så er hun tydeligt feminist; med sit AW22-show skabte hun en opløftende fortælling om den stærke kvinde.
“Men de her kvinder (modellerne, red.) var på en feministisk mission og tog ejerskabet tilbage over ikke bare deres egen, men alle kvinders seksualitet. Ingen skal fortælle kvinder, hvem eller hvad de er, eller hvordan de skal håndteres,” skrev undertegnede i anmeldelsen af Jade Croppers AW22-show, som i øvrigt var hendes debut siden hendes afgang fra Beckmans College of Design.
“For de her kvinder kan ikke tæmmes. Det var stærkt, pirrende og befriende.”
LÆS ANMELDELSEN: ‘JADE CROPPER ER HARDCORE PUSSY POWER’
Du kan finde digitale visninger af alle AW22-shows fra Copenhagen Fashion Week her.