Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK AW22, MODEUGE

4 talentudstillinger sætter fokus på en ny tøjkultur

Med modeugen som anledning bliver der i fire nye udstillinger sat fokus på ansvarlighed, mangfoldighed og bæredygtighed, hvor der er plads til eftertanke og refleksion.
Med modeugen som anledning bliver der i fire nye udstillinger sat fokus på ansvarlighed, mangfoldighed og bæredygtighed, hvor der er plads til eftertanke og refleksion.

Med Copenhagen Fashion Week som anledning ønsker flere af landets designstuderende og unge talenter at sætte fokus på mere ansvarlige og bæredygtige løsninger. Det sker blandt andet med fire udstillinger, som kan ses i København i løbet af modeugen, der tager fat i temaer som kulturel bæredygtighed, inklusion og social ansvarlighed. 

Bud på en ny tøjkultur hos Chrysalis

Studerende fra designskolerne VIA University College, KEA, Designskolen Kolding og Det Kongelige Akademi slår i samarbejde med Lifestyle and Design Cluster dørene op for udstillingen ‘Chrysalis’. ‘Chrysalis’ sætter fokus på kulturel bæredygtighed, som handler om at gentænke hele den måde, tøj forbruges og produceres på. Tøjet skal skabes til at passe kroppen bedre og være i bedre kvalitet, så det kan holde og bruges i lang tid og dermed skabe et mindre behov for nyt.

“De studerendes bidrag er dermed et input til skabe en ny tøjkultur, der bygger på inklusion, diversitet og længere brugsfaser. Det er samtidig et modtræk til ’brug og smid væk tankegangen’,” siger lektor, ph.d. Else Skjold om udstillingen i en pressemeddelelse.

De studerende har i samarbejde med blandt andre Ganni, Soulland og Mads Nørgaard skabt projekter, der tager fat i identitetspolitiske emner som kropspositivisme, alder, samt inklusion af minoriteter i forhold til køn, race og socialklasse.

Fra udstillingen ‘Chrysalis’.

Designers’ Nest-talenter udsmykker Magasin

I denne og næste uge kan du se udstillingen ’Shift’ i Magasin du Nords vinduer, hvor seks designtalenter er udvalgt af Designers’ Nests direktør Ane Lynge-Jorlén og Magasin udfra deres arbejde med social og bæredygtig ansvarlighed. De udvalgte talenter er Marie Sloth Rousing, der i 2021 blev en del af Statens Kunstfonds karriereprogram ’Den Unge Kunstneriske Elite’ og i 2018 vandt Designers’ Nest, Vika Im, der var nomineret til Desginers’ Nest i 2019 og arbejder sammen med grafisk designer Nina Sandgaard, Belinda Rasmussen, der var nomineret til Designers’ Nest i 2021, Jeppe Juel, der blandt andet var aktuel med et værk på M/S Museet for Søfarts udstilling ’Oceanista’, og sidst men ikke mindst Andri Unnarson, som Fashion Forum interviewede i forbindelse med Det Kongelige Akademis afgangsshow ved sidste modeuge.

Marie Sloth-Rousing med sit værk ‘Manner’.

Vinduesudstillingerne er skabt med en kunstnerisk fortolkning af moden, hvor alternative materialer er taget i brug, og der sigtes efter at skabe debat om køn, krop og formgivning. Både Designers’ Nest og Magasin har en mission om at støtte og fremme unge designtalenter, og det er udstillingerne et middel til.

“Jeg er meget begejstret over samarbejdet mellem Designers’ Nest og Magasin, hvor vi sammen støtter unge modetalenter, der både arbejder ansvarligt og med mangfoldighed. Magasin er en historisk institution, som alle kender, og vinduerne ud mod Kongens Nytorv er en attraktiv udstillingsplatform for vækstlaget. Her kan de vise deres kreative visioner, ønsker om forandring og eksperimentelle formgivning til et stort publikum. Det er en unik mulighed for at vise fremtidens design i et demokratisk format, der berører mange mennesker,” fortæller Ane Lynge-Jorlén i en pressemeddelelse.

Som afrunding på de to ugers udstilling vil Ane Lynge-Jorlén og de seks designere deltage i en talk, som er modereret af Fashion Forums chefredaktør, Carla Christine Bruus Aagaard-Strube. Talken finder sted den 10. februar i Kong Hans Salen i Magasin du Nord, og tilmelding til eventet kan ske lige her.

Endnu flere talenter på hotel Skt. Petri og CIFF

Og der er flere udstillinger, hvis du savner inspiration og et blik ind i fremtidens designeres kreative hoveder. På hotel Skt. Petri udstiller 15 kandidatstuderende fra programmet ‘Fashion, Clothing & Textiles; New Landscapes for Change’ på Det Kongelige Akademi deres projekter i foyeren, hvor alle er velkomne til at kigge forbi. Udstillingen – ‘Fremtidens bæredygtige mode- og tekstildesignere’ – er lavet i samarbejde med Han Kjøbenhavn, Marimekko, Designmuseum Danmark, Nationalmuseet og SAXO instituttet på KU, Navia, Woven in the Bone, Baum und Pferdgarten, Mads Nørgaard, Museum Amager, Nadia Tehran, som hver især har samarbejdet med en studerende.

Og skal du forbi CIFF i Bella Center, viser VIA Fashion Designs dimmitender udstillingen ‘Designing for a responsible future’, hvor de viser kollektioner med forskellige perspektiver på ansvarlighed som upcycling, deadstock, minimal waste, holdbarhed og slow fashion.   I en pressemeddelelse om udstillingen siger Pia Vejrup Larsen, leder af VIA Fashion Design:

“De unge har en holdning til deres fremtid og vores vigtigste opgave er at forberede dem til de stigende krav om ansvarlige processer i fremtidens modebranche. Designerne spiller jo en afgørende rolle i den indledende proces, hvor de skal træffe vigtige beslutninger, når kollektionerne bliver til. De har i høj grad brug for at være ‘openminded’, og derfor er det fantastisk at se kollektioner med så stor diversitet og bevidsthed i forhold til at tænke ansvarlighed. Vi glæder os til at tage imod gæsterne på vores stand, hvor de får mulighed for at møde designerne og høre mere om tankerne bag de enkelte kollektioner.”

Fra kollektionen “Grief is fluid” af Anne Mette Strand Sørensen, som kan ses sammen med 13 andre bachelorprojekter fra VIA Fashion Design.

’Chrysalis’ kan opleves 1.-4. februar i Lifestyle Lab CPH på Bredgade 74 i København.

’Shift’ kan ses i Magasin du Nords vinduer ud mod Kgs. Nytorv i uge 5 og 6.

‘Fremtidens bæredygtige mode- og tekstildesignere’ kan besøges på Hotel Skt. Petri, Krystalgade 22 i København den  31. januar-8. februar.

‘Designing for a responsible future’ kan ses på CIFF, stand EN-004 i Bella Center 2.-4. februar.