Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK SS22, Uddannelse

Designer Andri Unnarson: “Jeg oplever et klart skifte fra forældede værdier i moden”

Denne sæson er Det Kongelige Akademi tilbage på Copenhagen Fashion Weeks showkalender. Derfor har vi talt med tre designstuderende, der vil vise deres kollektioner under modeugen – her den tredje og sidste i rækken: Andri Unnarson.
Denne sæson er Det Kongelige Akademi tilbage på Copenhagen Fashion Weeks showkalender. Derfor har vi talt med tre designstuderende, der vil vise deres kollektioner under modeugen – her den tredje og sidste i rækken: Andri Unnarson.

Sorte læderoutfits med pigge kombineret med feminine silhuetter og skinnende lyserød. Andri Unnarsons univers er konfliktfyldt, men samtidig harmonisk. De modsatte udtryk skaber nemlig snarere balance end kaos, og med sit design er det lykkedes ham at sætte beskueren fri fra tanker om mandetøj og kvindetøj – og er i den kombination en helt ny definition af powertøj. Han er lige blevet færdig med sin kandidat i Fashion Design fra Det Kongelige Akademi med sin afgangskollektion ‘Feel My Masculinity’, som vil blive vist under Copenhagen Fashion Week i et fælles show for de afgangsstuderende i København. Med sit afgangsprojekt undersøger han spændet mellem det feminine og det maskuline – med udgangspunkt i egne minder og situationer, han er havnet i, fordi han er homoseksuel. Han arbejder med upcycling og har med sin afgang brugt læder fra møbelindustrien og givet det nyt liv som tøj. Med ironi og humor udfordrer han vores forestillinger om det maskuline ved at sætte maskuliniteten fri i en feminin og homoseksuel kontekst. Andri Unnarson, der er fra Reykjavik i Island, drømmer om at åbne sit eget atelier i København med fokus på upcycling.

“Ud fra Copenhagen Fashion Weeks arbejde med bæredygtighed at dømme tror jeg, at København vil være en af ​​de vigtigste modebyer om ti år. Det skal jeg være en del af,” siger Andri Unnarson.

Biker-bukser i sort og lyserødt læder fra Andri Unnarsons afgangskollektion.

Hvem laver du tøj til?

“Jeg designer tøj til folk, der er interesseret i et bredere udtryk, end hvad man normalt finder. For mig er mode en fortælling frem for noget, man hiver ned fra hylderne. Min afgangskollektion er inspireret af konceptet maskulinitet, og hvert look er inspireret af bestemte minder, jeg har erhvervet mig som homoseksuel mand – nogle af dem smertefulde erindringer. Jeg har arbejdet meget med konflikten mellem det maskuline og det feminine, og mit tøj er til dem, der gerne vil udfordre samfundets sondring om de to som poler.”

Model Prince Henry i sort læderoutfit.

Hvad inspirerer dig?

“Jeg leder altid efter noget, der rammer mig følelsesmæssigt – med min afgangskollektion blev det maskulinitet – og så visualiserer jeg i mit hoved, hvordan jeg kan bruge det emne og udtrykke det gennem mine design. Hvis jeg sidder fast og mangler inspiration, så løber jeg en tur eller kigger på mennesker. Det er inspirerende at være i København. Her er en meget speciel energi. Folk klæder sig smukt, og her er en vis bevidsthed om det gode liv. Danskerne er gode til at nyde livet.”

Hvad er det mest interessante ved modebranchen lige nu?

“Jeg oplever et helt klart skifte fra forældede værdier i moden. Folk i branchen, særligt studerende, forstår og ser det giftige ved den og fokuserer meget på, hvordan vi kan blive bedre for hinanden og vores omgivelser.”

Andri Unnarson.

Hvordan vil du bidrage til dansk mode?

“Jeg kan godt lide at reflektere over branchens udfordringer og udfolde mine refleksioner gennem mit arbejde. Jeg er ikke nødvendigvis løsningen, men jeg vil gerne være spørgsmålet. I forhold til bæredygtighed kunne scenen bruge mere mangfoldighed, så folk kan se, at det også kan være sjovt og farverigt. At være bæredygtig behøver ikke være gråt og kedeligt. Dét sætter jeg spørgsmålstegn ved, ligesom jeg også stiller spørgsmål til vores forestillinger om identitet og inklusivitet. Jeg har været et sted i mit liv, hvor der ikke var plads til at være mig, men det hjalp mode mig ud af. Mode kan have en magisk, opslugende indvirkning ligesom musik, og det er sådan et godt værktøj til at skabe et socialt frirum fra samfundets normer. Dét er min drivkraft.”

Det Kongelige Akademi viser sine dimittenders show tirsdag den 10. august under Copenhagen Fashion Week.

Designer Agnes Saaby Thomsen: “Min graviditet var et lynkursus i at lære alt om kvindekroppen”