“Det er vigtigt at lukke moden ind på kulturhistoriske museer, fordi den kan stille vigtige spørgsmål til samtiden”

Med udstillingen 'Oceanista: Havet & moden gennem 100 år' udfolder Museet for Søfart branchens fascination af det maritime – men hvorfor har det betydning at udstille mode? Vi har spurgt gæstekurator Maria Mackinney-Valentin.
18.05.2021 ∙ af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube
Foto: Siw Aldershvile Nielsen.

Besøger man netop nu Museet for Søfart i Helsingør, kan man tage med moden til søs og se, hvordan den maritime mode med sine striber og uniformer er hevet i land og blevet en del af modebilledet i de 100 år, som udstillingen ‘Oceanista: Havet & moden gennem 100 år’ dækker. Og derudover, hvordan havets myter har ageret inspirationskilde for designere som Iris Van Herpen, Mads Nørgaard og Paul Gaultier, hvis tøj også er medtaget i udstillingen. Men udover den æstetiske oplevelse ved at se mode iscenesat i nye rammer, hvorfor har det så betydning at udstille mode – og hvilken betydning kan det have for branchen? Vi har spurgt gæstekurator og lektor på Det Kongelige Akademi Maria Mackinney-Valentin.

Hvorfor er det vigtigt at få mode udstillet?
“I ‘Oceanista: Havet & moden gennem 100 år’ ser vi nærmere på modens lange – og ikke altid gengældte – forelskelse i søfarten; fra skibene på det store åbne hav til den sexede sømand på landgang. Det handler både om funktionel strik og konceptuelle fortolkninger af farlige søslanger. Det er vigtigt at lukke moden ind på kulturhistoriske museer, fordi mode kan være med til at stille vigtige spørgsmål til samtiden. På udstillingen her handler det blandt andet om langtidsholdbar beklædning, det gode håndværk, queer-kultur og en påmindelse om, at skønhed skaber bedre trivsel sådan helt bogstaveligt ved at frigive seratonin og dopamin i hjernen.”

Tøjet, temaet og museet går op i en sjælden høj grad som total oplevelse her – men hvilken oplevelse er det, I gerne vil have de besøgende skal tage med sig derfra?
“Mange museer er optaget af at udfordre den traditionelle måde, vi oplever udstillinger på, der ofte fokuserer på, at vi står og betragter en genstand. På Oceanista har vi genstande fra de mest hverdagsagtige sømandsstriber til magiske elementer som Iris van Herpens kjole lavet af over 1000 håndpustede glaskugler. Men vi har prøvet at tage oplevelsen skridtet videre ved at placere genstandene i en scenografi skabt af Julian Juhlin, som forvandler rummet til en kæmpe installation, der sammen med lyd og lys suger publikum ind, så de for en tid bliver en del af udstillingen. Passende med udstillingens tema kan man sige, at den skyller ind over en, eller man springer på hovedet ind i den. Så vi håber, at publikum vil gå derfra med alle sanser stimulerede – blevet lidt klogere på forholdet mellem mode og søfart, blevet rørt over det smukke håndværk og blevet sansebestormet i hele kroppen.”

Philip Treacys mageløse ‘Ghost Ship Hat’.

Udstillingen rummer både de åbenlyse referencer, striberne, matrostøjet og uniformerne, men også de mere abstrakte fortolkninger. Havde du fra starten en klar idé om, hvilke items der skulle med?
“Udstillingen er et produkt af et enestående teamwork, der har været styret af begejstring, faglig respekt og nysgerrighed igennem det halvandet år, det har taget af skabe den. Der var temaer, der som en selvfølge skulle være med, som Gaultiers striber, Mads Nørgaards strik og uniformer. Vi vidste også, at vi ville have mere konceptuelle fortolkninger af havet som Craig Green og Iris van Herpen. Vi var også optaget af at se på havet som et sted, hvor modebranchen kan source nye, bæredygtige materialer som for eksempel fiskeskind, alger og tang. Endelig var det også vigtigt at vise nogle af de helt unge designere som Jeppe Juel med hans druknede sømand ved siden af de store internationale stjerner, som jo engang selv var upcoming. Og så har det været vigtigt at være så inklusive og diverse som muligt i forhold til blandt andet etnicitet, kultur og seksualitet.”

Var der særligt et stykke tøj eller ét værk, du bare ville have med?
“Vi kuratorer har hver især haft noget, der fra starten var særligt vigtigt for os at have med. For chefkurator Marie Ørstedholm var det især Philip Treacys mageløse ‘Ghost Ship Hat’, der fortolker på den franske fregat Belle Poule fra slutningen af 1700-tallet. For mig var det et stykke ægte tatoveret sømandshud, som et måske lidt makabert eksempel på både mode som second skin og tatoveringer som ægte slow fashion.”

Hvad tror du en udstilling som denne betyder for modebranchen?
“Moden er desværre ofte stadig kun på tålt ophold i kulturlivet. Så jeg håber, at en udstilling som denne kan være med til at styrke opfattelsen af mode som en kunstform, der både skaber nydelse og kan stille kritiske spørgsmål omkring for eksempel klima, køn og identitet.”

Iris van Herpen.