4 etablerede smykkebrands, der viser vejen
Den grønne dagsorden præger også smykkebranchen, hvor brands konkurrerer om at komme først med bæredygtige løsninger til forbrugerne.Når vi nu kan skrive 2022 i kalenderen, er der kun otte år til de afgørende 2030-mål, der ifølge Paris-aftalen skal holde os inden for 1,5 graders global opvarmning. Den grønne omstilling er tydeligvis et mere presserende emne end nogensinde og foregår i stort set alle brancher. Det gælder også smykkebranchen, som den cirkulære bølge i den grad skyller ind over for tiden med initiativer som omsmeltning af eksisterende smykker, Fairtrade-guld, ambitiøse mål for nedbringelse af CO2 og større transparens.
I højere grad end modebranchen er smykkeindustrien afhængig af globale og uigennemsigtige forsyningskæder, der besværliggør arbejdet med den grønne omstilling, men det forhindrer ikke mange brands i smøge ærmerne op og tage fat. Her er fire eksempler på etablerede smykkebrands, der forsøger at vende skuden med seriøse – og inspirerende – tilgange til en grøn omstilling.
byBiehl
Smykkemærket byBiehl bruger primært genanvendt guld og sølv til deres smykker – bortset fra guldet brugt til forgyldte smykker. Ifølge brandet findes der nemlig endnu ikke gode nok løsninger, der sikrer, at materialet brugt til forgyldningen rent faktisk er genanvendt. Derudover er mærkets producenter certificerede af Responsible Jewelry Council, som har fokus på menneskerettigheder, arbejdsforhold, miljø og socialt ansvar. I oktober måned åbnede byBiehl desuden op for indlevering af kunders gamle sølvsmykker. Til gengæld modtager man et gavekort til byBiehl. De gamle smykker vil blive omsmeltet og brugt til at producere nye byBiehl-smykker.
“Ved at kvittere med et gavekort for indleveringen af de gamle smykker, håber vi, at vi kan motivere så mange som muligt til at tage del i konceptet, og forhåbentlig gøre sig nogle tanker om bæredygtig smykkeproduktion,” udtalte CEO og ejer Charlotte Biehl i en pressemeddelelse, da det nye koncept blev udrullet i byBiehls to flagship-butikker i København og Aarhus i oktober måned.
Fokus på smykkets levetid har dog længe været en del af konceptet hos byBiehl, hvor man har arbejdet med et mantra om, at ældre kollektioner ikke bliver erstattet af nye. Det betyder, at du stadig kan købe styles fra byBiehl i butikker og på webshoppen, der er lanceret flere år tidligere.
“At vi ikke er presset på at skulle levere varer til specifikke sæsoner, har givet os mulighed for at skabe bæredygtige varer i bedre kvalitet,” siger Charlotte Biehl.
byBiehl har 110 forhandlere i Danmark og er desuden repræsenteret i Norge, Sverige, England, Irland og Grækenland.
Maria Black
Fra og med september måned gik Maria Black over til at bruge det, brandet selv kalder impact-guld i alle produkter, der produceres. Det er guld af en blandet legering bestående af 30 procent Fairtrade-guld og 70 procent genbrugsguld.
Guld, der bærer Fairtrade-certifikatet, sikrer, at anstændige arbejds- og levestandarder overholdes, at minedriften er miljøfokuseret, og de lokale minesamfund inddrages og har medindflydelse.
Det genbrugte guld, Maria Black brug, bærer SCS Global Services-certificeringen. Det sikrer, at de udvundne materialer er sporbare, miljøfokuserede og fremmer etiske arbejdsforhold.
Næste projekt for det københavnske smykkebrand er at finde en mere ansvarlig sourcing af sølv. Her vil Maria Black hovedsageligt gå over til genbrugssølv, da en Fairtrade-mulighed for sølv i øjeblikket ikke er tilgængelig. Det nuværende skøn er, at 80 procent af Maria Blacks sølvprodukter nemt kan omstilles til at blive skabt af genbrug, og i 2022 vil alle sølvprodukter være impact-sølv.
Sidst, men ikke mindst har Maria Black valgt at vinke farvel til udvundne diamanter. I stedet vil der fremover kun blive brugt laboratoriedyrkede diamanter, som ifølge smykkebrandet selv er identiske med dem, der udvindes, men de har ikke den samme negative påvirkning på sociale forhold i forsyningskæden. Maria Black-brandet kalder det selv for “vigtigt at undersøge denne mulighed, da det fjerner minedrift, sociale konflikter, jordødelæggelser, kartelpriser, fordrivelse af vilde dyr og skader på lokalsamfund”.
Pandora
I februar måned sidste år annoncerede Pandora, at virksomhedens egne driftsoperationer skal være klimaneutrale inden 2025, men siden har det globale smykkefirma taget skridtet videre.
Inden 2030 vil Pandora halvere sine drivhusgasudledninger med 50 procent på tværs af hele smykkefirmaets værdikæde, og senest ti år efter – inden 2040 – skal værdikæden være klimaneutral. Planen gælder altså ikke kun Pandora, men også alle leverandører og forretningspartnere.
I 2020 skiftede Pandora til 100 procent vedvarende energi på sine fabrikker, og virksomheden planlægger at købe grøn strøm til sine mere end 1.300 butikker og distributionscentre. Det skal være med til at gøre selve Pandora kulstofneutral inden 2025. Men Pandoras egen drift udgør ifølge virksomheden selv under tyve procent af værdikædens samlede udledning.
Udledninger fra råvarer, emballage, transport, franchisebutikker og andre kilder uden for Pandoras egen drift står nemlig for mere end 80 procent af virksomhedens samlede drivhusgasaftryk. Pandora planlægger at kunne reducere aftrykket med 42 procent inden 2030 og oplyser, at smykkefirmaet indtil videre arbejder mod målet ved at vælge kulstoffattige materialer som genbrugssølv og -guld og mere bæredygtig emballage.
Fremadrettet vil kulstofpåvirkningen i stigende grad blive indregnet i centrale forretningsbeslutninger såsom valg – og udelukkelse – af leverandører og partnere.
Pilgrim
Genbrug er guld, kan forstås meget konkret, når man taler grøn omstilling i smykkebranchen. Tilbage i september måned introducerede Pilgrim sin første kollektion lavet af genanvendte materialer. Den håndlavede kollektion hedder Leaf by Pilgrim og er produceret af minimum 75 procent genanvendte materialer. Initiativet blev startskuddet på en større plan om en grøn omstilling af Pilgrim, og kollektionen kom da også sammen med nye årlige mål:
I 2022 skal 10 procent af alle kollektioner være lavet af minimum 75 procent genanvendte materialer, i 2023 er målet 30 procent, og i 2024 skal det gælde for hele 60 procent af kollektionerne.
Næste skridt for Pilgrim er en kortlægning af forsyningskædens udledning af drivhusgasser. Det danske smykkefirma har nemlig forpligtet sig til at benytte Higg-indekset til at udarbejde en bæredygtighedsprofil af virksomheden. Higg-indekset er en selvbedømmelsesstandard, der bruges til at kortlægge mode- og tekstilvirksomheders sociale og miljø- og klimamæssige bæredygtighedsniveau.
RETTELSE: Tidligere fremgik det, at byBiehl bruger 100 procent genanvendt guld og sølv til deres smykker. Det er ikke korrekt, da forgyldningen på smykkerne ikke er genanvendt. Det er nu rettet.