Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
kulturanbefalinger
Alle nyheder, Kultur, KULTURANBEFALINGER

“Det er vigtigt at forstå, hvor de kategorier, modeverdenen arbejder med, kommer fra, og hvordan de har med politik og magtstrukturer at gøre"

En dokumentar fra 1968, en essayistisk antologi og en modehistorisk podcastserie. Luka Holmegaard, forfatter til bogen 'Look', deler ud af inspirationen i sit arbejde og giver os sine kulturanbefalinger.
En dokumentar fra 1968, en essayistisk antologi og en modehistorisk podcastserie. Luka Holmegaard, forfatter til bogen 'Look', deler ud af inspirationen i sit arbejde og giver os sine kulturanbefalinger.

I denne uge giver forfatterkometen Luka Holmegaard os sine kulturanbefalinger, der byder på en dokumentar om en drag-konkurrence i 60’ernes New York, en antologi om sammenhænge mellem tekstilproduktion, arbejderes vilkår og kunstneriske praksisser og sidst, men ikke mindst en podcast med modeekspert og transaktivist Alok Vaid-Menon.

Luka Holmegaard er uddannet fra Forfatterskolen i 2013 og har en MA i Writing for Performance fra Goldsmiths University of London. Hen har tidligere udgivet under navnet Ida Holmegaard og debuterede med ‘EMMA EMMA’ i 2015. Siden fik Luka Holmegaard et anmeldergennembrud med romanen ‘Graceland’ og har to gange være nomineret til Politikens litteraturpris.

Hen har blandt andet udgivet bogen ‘Look’, som vi anbefalede tidligere på året – en bog om tøj, tekstiler og mode og om det transformative i at klæde sig på, klæde sig ud og skabe et look. Gennem en række tekster, som spænder fra essayistik til lyrisk prosa, undersøger Luka Holmegaard tøj som sprog og materiale. Romanen kommer blandt andet ind på tøjets roller i litteraturen og i vores forståelse af køn, sex og kærlighed og ikke mindst dets betydning på arbejdsmarkedet.

I dag er Luka Homegaard fast underviser på Skrivekreds i Nordvest, en skriveskole, der holder til i den feministiske boghandel Det Lilla Rum i Skotterupgade på Nørrebro. Hen skriver desuden essays og anmeldelser i diverse medier, blandt andet i Dagbladet Information, og arbejder for tiden på en ny roman.

“Det projekt, jeg arbejder på lige nu, foregår i slutningen af 1700-tallet og handler om en gruppe skuespillere – det er lidt en slags roadroman, eller måske en slags fanfiction over senbarokkens dramaer,” siger hen.

Fashion Forum giver dig her anbefalinger til kulturstof, som inspirerer Luka Holmegaard.

‘The Queen’ fra 1968

Er der en film, du kan anbefale?

“På en togtur for nylig så jeg dokumentaren ‘The Queen’ fra 1968 af Frank Simon, som handler om en Miss All-America dragkonkurrence, der blev afholdt i New York året før. Man følger deltagernes forberedelser, ser dem øve koreografier og catwalks, i scener fra hotelværelserne kan man høre samtaler om køn, seksualitet, familie. Det er et enkelt og meget rørende portræt af livet som queer i 60’erne, og et lille indblik i New Yorks store og på det tidspunkt allerede for længst etablerede dragscene. I en verden, hvor vi ofte får at vide, at det at bryde kønsnormer er noget helt nyt eller noget, der er svært at forstå, tror jeg, at det kan være godt at se en film som denne for at huske på al den queer kultur, som ikke får plads i historiebøgerne, og ikke mindst på hvor meget for eksempel drag- og queermiljøer har bidraget til mode og tendenser, ofte uden at blive krediteret. Den her film er en perle, så nærværende og smuk.”

‘The Object of Labour – Art, cloth and cultural production’, forlaget MIT Press, 422 sider

Du er jo forfatter, så hvilken bog skal vi læse?

“Det er faktisk noget tid siden, jeg har læst den, men jeg synes, at så mange som muligt i modebranchen skulle tage og få fingre i antologien ‘The Object of Labour – Art, cloth and cultural production’ fra MIT Press. I essayform og i gengivne kunstværker undersøger bogens forskellige forfattere sammenhænge mellem en globaliseret tekstilproduktion, arbejderes vilkår og kunstneriske praksisser. Det, der er så særligt ved denne udgivelse, er, at de perspektiver, den præsenterer, er virkelig mangfoldige; den handler om billedtæppevævning, migranters vilkår som tekstilarbejdere, om queer identiteter og kortlægning af udbytning i modeindustrien. Et mangfoldigt og spændende værk, som i hvert fald gav mig adgang til mange nye perspektiver på tøj, mode og arbejde.”

‘Dressed: The History of Fashion’, iHeartRadio

Har du hørt en vigtig podcast for nylig?

“Podcastserien ‘Dressed’, som handler om modehistorie, har lavet to afsnit med forfatter, modeekspert og transaktivist Alok Vaid-Menon, som jeg virkelig vil anbefale alle at lytte til. Alok har en umådeligt stor historisk viden om, hvordan idéen om det binære køn – at der kun findes to, gensidigt udelukkende køn, og at man ikke kan være begge dele eller imellem – er opstået, og hvordan den fortælling er blevet brugt både til at undertrykke kvinder og transkønnede og som grundfortælling i vestlig kolonialisme. Jeg synes virkelig modebranchen skal lytte med her! Det er så vigtigt at forstå, hvor de kategorier, modeverdenen arbejder med i forhold til dame- og herretøj, kommer fra, hvordan de er formet, og hvordan de har med politik og magtstrukturer at gøre. Uanset om man selv er trans eller ciskønnet, tror jeg, at der er meget at hente ved at lytte til Alok Vaid-Menon. De to podcastafsnit har begge overskriften ‘(De)gender fashion’ og kan findes i podcast-apps.”

Portræt af Luka Holmegaard. Foto: Sarah Michelle Riisager.

“Begge var ildsjæle, karismatiske, übersociale og fik folk(et) med sig”