Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Kultur, SOMMERLÆSNING

5 bøger, der udvider din horisont

Spørgsmål om køn er hverken blevet færre eller mindre forvirrende – og det er spørgsmål, som griber langt ind i modebranchen. Fashion Forum giver dig her fem anbefalinger til sommerferielæsning, der kan klæde dig på til arbejdet efter ferien.
Spørgsmål om køn er hverken blevet færre eller mindre forvirrende – og det er spørgsmål, som griber langt ind i modebranchen. Fashion Forum giver dig her fem anbefalinger til sommerferielæsning, der kan klæde dig på til arbejdet efter ferien.

‘Han Hun Hen’ af Cecilie Nørgaard

Feminisme og ligestilling er aktuelle og vidt diskuterede emner, men det kan være svært at se, hvis man stikker hovedet ind i de fleste danske børneværelser, hvor børn i høj grad vokser op med enten blå eller lyserød på væggene. Det er kønsnormer, der stikker dybt i samfundet og vores egen opdragelse – og dét ønsker Cecilie Nørgaard at gøre op med. ‘Han Hun Hen’ er hendes bud på en god og konkret løsning. Hun giver 10 bud på, hvordan man kan være mere kritisk over for de normer, der eksisterer i vores samfund, og hvordan vi kan udfordre hinanden, når vi tager os selv i at acceptere status quo og opretholde skadelige og begrænsende fordomme.

Gyldendal. Udgivet 25. maj 2021. 176 sider.

‘Look’ af Ida Holmegaard

‘Look’ er en bog om tøj, tekstiler og mode og om det transformative i at klæde sig på, klæde sig ud og skabe et look. Gennem en række tekster, som spænder fra essayistik til lyrisk prosa, undersøger Ida Holmegaard tøj som sprog og materiale. Hun kommer blandt andet ind på tøjets roller i litteraturen og i vores forståelse af køn, sex og kærlighed og ikke mindst dets betydning på arbejdsmarkedet. Ida Holmegaard debuterede med ‘EMMA EMMA’ i 2015 og fik siden et anmeldergennembrud med romanen ‘Graceland’, der blev nomineret til Politikens Litteraturpris.

Rosinante. Udgivet 7. februar 2020. 169 sider.

‘Killjoy manifest’ af Sara Ahmed

Sara Ahmed er en britisk-australsk akademiker og aktivist. Hun har været leder af Center for Kønsstudier på Lancaster University og har stiftet Center for Feministisk Forskning på Goldsmiths College i London. I protest over at ledelsen ikke forholdt sig til en række af de studerendes anklager om sexchikane mod ansatte på universitetet, opsagde hun i 2016 sin stilling som professor i Race- og Kulturstudier på Goldsmiths. ‘Killjoy manifest’ er et uddrag af Sara Ahmeds bog ‘Living a Feminist Life’ fra 2017. Manifestet oplister en række principper for, hvordan man bliver i stand til at stå stærkt uden for de herskende normer for passende opførsel.

Informations Forlag. Udgivet 8. marts 2018. 114 sider.

‘Beklædning imod kvinder’ af Anne Boyer

Anne Boyer kredser på lyrisk og personlig vis om tematikker som klasseskel, køn, kærlighed, sygdom og kunst. Det er en nysgerrig og reflekteret bog om hendes liv som kvinde, kunstner og mor, og hvordan økonomiske forskelle og strukturer afspejles i livets muligheder. ‘Beklædning imod kvinder’ blev Anne Boyers helt store litterære gennembrud, og senere i 2020 modtog hun Pulitzer-prisen i kategorien general nonfiction for sin bog ‘The Undying’.

OVO. Udgivet 24. april 2020. 99 sider.

‘Kvinde kend din historie’ af Gry Jexen

‘Kvinde kend din historie’ tager et kig på 50 danske kvinder, der har levet i løbet af de sidste 500 år. Bogen er en videreudvikling af Gry Jexens podcast og Instagramprofil af samme navn, hvor hun fortæller læserne og lytterne om inspirerende kvinder, der har levet i Danmark og haft betydning for kvinder i dag. Podcasten ‘Kvinde Kend Din Historie’ vandt i 2020 Podcastprisen for Årets Nørderi for at formidle et særligt emne på en inspirerende og indlevende måde. Bogen er illustreret af grafikeren Thit Thyrring.

Gyldendal. Udgivet 11. maj 2021. 336 sider.