Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
john casablancas Kulturanbefalinger: Marie Louise ‘Malou’ Wedel Bruun
Alle nyheder, Kultur, KULTURANBEFALINGER

“Begge var ildsjæle, karismatiske, übersociale og fik folk(et) med sig"

En dokumentar på Netflix, en bog af Søren Ulrik Thomsen og et album med julesalmer. Bog- og modeanmelder Marie Louise ‘Malou’ Wedel Bruun deler ud af inspirationen fra sin dagligdag og giver sine kulturanbefalinger.
En dokumentar på Netflix, en bog af Søren Ulrik Thomsen og et album med julesalmer. Bog- og modeanmelder Marie Louise ‘Malou’ Wedel Bruun deler ud af inspirationen fra sin dagligdag og giver sine kulturanbefalinger.

I denne uge giver bog- og modeanmelder Marie Louise ‘Malou’ Wedel Bruun os sine kulturanbefalinger, der byder på dokumentarer, aviser og bøger – og masser af musik. Hun er uddannet cand.mag. i dansk med tilvalgsfag i retorik og moderne kultur fra Københavns Universitet og har gjort karriere i mediebranchen med særligt mode, litteratur og interview som stofområde. Hun var redaktionschef og redaktør på ELLE fra 2008 til 2020, havde en midlertidig stilling som kommunikationsdirektør for Global Fashion Agenda i 2020-21 og er i dag selvstændig redaktør og skribent. Blandt andet anmelder hun modeshows under Copenhagen Fashion Week for Fashion Forum og bøger for Berlingske.

I dag er hun aktuel med samtalebogen ‘Borgerlige samtaler’, udgivet på Grønningen 1, hvor hun taler med ti forskellige konservative personligheder, blandt andre Per Stig Møller, Kathrine Lilleør, Ditlev Tamm og Søren Pape.

“Netop samtaler er omdrejningspunktet i alle menneskelige relationer og udvikling. Det gælder også de to emner, jeg arbejder med: Moden, som er et udtryk for, hvordan vi oplever vores samtid, og litteraturen, som er erfaringsgaver fra ét menneske, forfatteren, til et andet, læseren,” siger Marie Louise ’Malou’ Wedel Bruun.

Her fortæller hun, hvad der har inspireret hende den seneste tid.

Har du streamet noget anbefalelsesværdigt for nylig?

“To dokumentarer om to visionære mænd: ‘The Man Who Loved Women’ om grundlæggeren af Elite Models, John Casablancas, på Netflix, og ‘Brixtofte – helt, skurk, far’ om bykongen Peter Brixtofte på DR.dk. De to havde påfaldende meget tilfælles: Begge var ildsjæle, karismatiske, übersociale og fik folk(et) med sig, og begge kunne se manglerne og mulighederne i et eksisterende system, før alle andre; Casablancas opfandt Elite Models og supermodellerne, Brixtofte opfandt kommunale pensionistrejser, gratis pc’er til skolebørn, Farum Arena med mere. Og så var de begge glade for kvinder, der kunne gøre deres verden endnu større: Casablancas dannede blandt andet par med danske Jeanette Christiansen og amerikanske Christy Turlington (da hun var 16…), mens Brixtofte mødte hele to af sine kærester i lufthavnen, blandt andet den supercharmerende ægyptisk-danske Nadia Alim. Den helt store forskel på de to mænd lå i, at Casablancas havde styr på finanserne, det havde Brixtofte ikke. Og af det kan man lære, at med karisma, talent og sans for at analysere markedet kan man både komme langt og forvandle sin metier, men man er nødt til at have økonomien på plads. Eller produktionskæden, samtykket, lovhjemmelen; hvad der nu end er afgørende i den givne situation.”

brixtofte Kulturanbefalinger: Marie Louise ‘Malou’ Wedel Bruun
Borgmesteren og alkoholikeren Peter Brixtofte gav skolebørn en computer, sendte de ældre til Lanzarote og førte Farum i Champions League. Foto: DR

Hvad læser du for tiden?

“Aviser og bøger! Jeg læser printaviser dagligt, fordi de skærper min viden og min nysgerrighed, som er nogle af mine vigtigste arbejdsredskaber. De seneste år har jeg suppleret med Kristeligt Dagblad fredag til lørdag; de har nogle af landets bedste boganbefalinger, hvilket er inspirerende for mig som anmelder. Og så har de altid dybe interview om eksistens og identitet, hvilket giver nogle helt andre, tidløse vinkler på folk, end de sædvanlige interview. Af bøger kan jeg anbefale to korte, som kan læses på en aften eller to: Søren Ulrik Thomsens ‘Store Kongensgade 23’ (Gyldendal) er et smukt, rørende og også bidsk essay med afsæt i den adresse, hvor digterens ungdom tog fart med erotik og hvide lygter i byens oktobermørke. Men alt sammen på en klangbund af hans mors depression, behandlet med elektrochok uden effekt. Først da en psykiater lagde journalen væk og talte med hende som menneske, blev hun rask. Og svenske Agneta Pleijels roman ‘Dobbeltportræt’ (Batzer & Co.) om seks møder mellem ekspressionisten Oskar Kokoschka og krimidronningen Agatha Christie. Lyder det fortænkt? Det er faktisk sandt! Kokoschka malede hendes portræt i 1969. Hvad de talte om, ved vi ikke, men Pleijel kommer med et vidunderligt bud og skaber dermed sit eget portræt af begge. Begge bøger minder om, at samtaler er afgørende for os mennesker, og det uanset om vi taler om kunst, ledelse eller konfliktløsning. Det ved jeg også fra mine egne portrætsamtaler gennem tiden, blandt andet de 10 i ‘Borgerlige samtaler’.”

borgerlige samtaler Kulturanbefalinger: Marie Louise ‘Malou’ Wedel Bruun
‘Borgerlige samtaler’ af Marie Louise Wedel Bruun, Forlaget Grønningen 1, 230 sider.

Hvilken musik lytter du til?

“Jeg lytter altid til musik, mens jeg læser og skriver. Og altid hele albums. Det gør jeg for at forstå den fortælling, et album er, og for at blive i den stemning, det skaber, så min koncentration ikke afbrydes. Derfor kan jeg heller ikke høre radio… I fast rotation er der dels klassisk som for eksempel Brahms klavertrio No. 1, Op. 8, Bachs Goldberg-variationer og Mozarts klarinetkoncert, dels de fulde repertoirer fra herrer som Leonard Cohen, Bob Dylan og Benjamin Biolay og damer som Taylor Swift, Billie Eilish og Olivia Rodrigo. Men nu nærmer julen sig, og så er ‘Endurance in Christmas Time’ fra 2011 af danske Hymns from Nineveh med Jonas Haarh Petersen i front fuldstændig obligatorisk som lydspor hjemme hos os. Jonas H. Petersens karakteristiske stemme, den dragende, stemningsskabende, sorgmuntre musik og de poetiske, stærke tekster baseret på et både mytologisk og nutidigt stof gør decembermørket ekstra magisk, hver gang.”

Kulturanbefalinger: Marie Louise ‘Malou’ Wedel Bruun
Portræt af Marie Louise ‘Malou’ Wedel Bruun. Foto: Sif Meincke

“Kan arkitekturen skabe nye fællesskaber i en verden i forandring?”