Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Investordarling kåret til årets grønne startup

Copenhagen Cartel vandt førstepladsen til årets Lifestyle Growth-event, der blev holdt torsdag i København.
Copenhagen Cartel vandt førstepladsen til årets Lifestyle Growth-event, der blev holdt torsdag i København.

Det er ikke nemt at være en startup, men i dag fik nogle unge virksomheder, der arbejder med grønne løsninger en chance. I dag kunne man nemlig i Danske Bank i København opleve en slags virkelighedens Løvens Hule for grønne iværksættere i mode- og livsstilsbranchen.

Lifestyle Growth hedder det årligt tilbagevendende event, der skal parre iværksætterne med investorer, og i dag skulle de pitche deres grønne idéer foran et panel bestående af Christian Stadil, Thornico, Nicolaj Reffstrup, Ganni, Henrik Hansen, investor BoShop, Jens Poulsen, DK Company, Margrethe Dal Lehrmann, indkøbsdirektør i Magasin Du Nord, Vigga Svensson, Continued, Kaja Møller, Fredericia Furniture og Betina Simonsen, Lifestyle & Design Cluster.

Panelet skulle dog ikke som i Løvens Hule byde ind med investeringer, men i stedet kåre en første- og andenplads.

Den heldige vinder af førstepladsen blev det københavnske brand Copenhagen Cartel, der skaber badetøj ud af genanvendt nylon, og som du måske kender fra DR’s Løvens Hule, hvor investoren Christian Arnstedt dengang i begyndelsen af året valgte at satse på brandet.

I dag kunne badetøjsbrandet så gå fra Danske Bank med yderligere opbakning i form af en præmie på 35.000 kroner, et års medlemskab af Dansk Mode & Textil, mentortimer, gratis produktion af 50 styles og meget mere.

“Jeg er overvældet, fordi der var så mange andre dygtige iværksættere med fede idéer. Både sparring og værktøjerne til at vækste og skalere er guld værd for en lille virksomhed som vores,” siger en glad Katrine Lee Larsen, stifter af Copenhagen Cartel.

Andenpladsen gik til designvirksomheden ReCollector, der har skabt et brugervenligt system til affaldssortering i dansk designånd for at gøre det både smukt og nemt.

Copenhagen Cartel
Copenhagen Cartel vandt førsteprisen i Lifestyle Growth, som blev afviklet af Lifestyle & Design Cluster i Kuppelsalen i Danske Bank. Foto: Gorm Branderup

Initiativ af Lifestyle & Design Cluster vil skaffe investorer til grønne iværksættere