Copenhagen Cartel tager næste skridt med Løvens Hule-investor
Copenhagen Cartel, der laver badetøj ud af genanvendt nylon fra verdenshavene, har landet investering – samt fast job og kontorplads – med investor fra Løvens Hule.Så man første afsnit af Løvens Hules sjette sæson, der gik over skærmen den 7. januar i år, kunne man se, at der ikke gik lang tid, før den første investering var lagt. I en modevirksomhed. Investor Christian Arnstedt tilbød Katrine Lee Larsen, stifter af badetøjsbrandet Copenhagen Cartel, 700.000 kroner for 20 procent af virksomheden, som hun takkede ja til.
Brandet, der lancerede sin første kollektion af bikinier og badedragter i maj 2019, ramte med sit udgangspunkt og materiale et blødt punkt hos Christian Arnstedt: Ikke bikinier som sådan, men det, at Copenhagen Cartels produkter er spundet af fibre fra de nylonnet, der flyder som plastikaffald i havet. Og dermed at brandet har tanke på miljøet i sin tilblivelse og produktion.
“Jeg kunne mærke, at Christian virkelig forstod min mission. Derfor var naturligt, at valget faldt på ham, og jeg har ikke fortrudt beslutningen et eneste sekund. Vi gik i gang nærmest dagen efter optagelserne. Christian tror på min mission, og han er ikke kun kommet med kapital, han har også været meget aktiv i udviklingen af Copenhagen Cartel og har hjulpet med alt fra rekruttering til strategi,” lyder det fra Katrine Lee Larsen.
Balinesiske strande svømmer i plastik
Katrine Lee Larsen fik ideen til virksomheden under et længere ophold på Bali i 2016, hvor hun som surfer og dykker oplevede, hvordan havets dyr og natur er ved at blive kvalt i plastikaffald. At det skulle være badetøj, hun skulle producere, lå også lige for, da bikinien, som hun også fortæller i programmet, var hendes arbejdsuniform på øen. Men selv om det er badetøjet, der er blikfanget, er det fokusset på de mere end fem milliarder stykker plastik, der flyder rundt i verdenshavene, der er brandets største opgave.
“Der skal være et purpose – en mening, der er større end indtjening – når jeg går ind i noget, og der skal være et problem, jeg kan være med til at ændre til det bedre. Det har jeg formået at gøre med Copenhagen Cartel. Det virker kontraintuitivt at sige det, men for mig handler det om ’people and planet before profits’, og selvom jeg gerne vil sælge bikinier, så vil jeg allerhelst skabe fokus på plastikproblemet i vores oceaner,” siger Katrine Lee Larsen, der samarbejder med organisationen Plastic Change og igennem en del af kollektionen støtter The Turtle Conservation Center: Seragan, der redder babyhavskildpadder.
Investor med bæredygtigt fokus
Katrine Lee Larsens holistiske tilgang til sin modevirksomhed var da også noget af det, der – med hans egne ord – tændte en ild i Christian Arnstedt. Allerede inden programmet kendte han til Copenhagen Cartels produkter og foruden investeringen tilbød han hende en kontorplads og en fast månedsløn, så hun kan fokusere al tid sin i firmaet.
Men selvom det var badetøjet og den miljøvenlige vinkel, der var vejen ind for investoren, er det næppe uden et blik på mulighederne for ikke bare vækst, men også udvidelse af sortimentet. Allerede inden jul lancerede Katrine Lee Larsen mindre sæsonfølsomme varer som sportstøj og tracksuits. Varer, der løber stærkere over disken end badetøj, der, mildt sagt, ikke har været meget salg af i et år med ikke alene en sløj sommer, men også en verdensomspændende pandemi, der har lukket både grænser og rejsedrømme.
“Katrine har formået at bygge en virksomhed, hvor ikke bare produktet, men alt i hele produktions- og købsprocessen er bæredygtigt. Hun har også skabt et brand, der gør en positiv forskel i verden og for klimaet. Men det vigtigste er Katrines passion og energi – ikke bare for Copenhagen Cartel, men også for havet – som er ægte og smitter og motiverer. Copenhagen Cartels koncept er fantastisk, men i sidste ende er det Katrine og hendes historie og rejse, som jeg har investeret i,” slutter Christian Arnstedt.