Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK SS22

Nikolaj Storm: “Mit mål er, at folk tør bruge farver med selvtillid"

Denne sæson præsenterer Copenhagen Fashion Week et lineup præget af ungdom og et fremadstormende vækstlag af nye talenter. De kommende uger sætter vi derfor fokus på nye designere, du skal holde øje med. I denne uge møder vi den unge designer bag unisex-brandet Nikolaj Storm Copenhagen, der skubber til normerne med sit kulørte univers.
Denne sæson præsenterer Copenhagen Fashion Week et lineup præget af ungdom og et fremadstormende vækstlag af nye talenter. De kommende uger sætter vi derfor fokus på nye designere, du skal holde øje med. I denne uge møder vi den unge designer bag unisex-brandet Nikolaj Storm Copenhagen, der skubber til normerne med sit kulørte univers.

Orange, pink, lilla, grøn. Der er drøn på farvevalget hos Nikolaj Storm Copenhagen, som kombinerer sit kulørte udtryk med transparente stoffer, oversize størrelser og en gennemgående blå grundtone, som samler paletten. Det er dog ikke kun farver, der fylder i designerens visioner. Da han grundlagde sit brand i 2016 – to år før sin afgang fra Det Kongelige Akademi – skulle det gøres rigtigt fra starten. Hele virksomheden skulle bygges op omkring tanker om bæredygtighed, og det betyder i dag, at alt materiale skal bruges op: rester bliver syet om til noget nyt, og det, der måtte være tilbage, bliver brugt til fyld i møbelbranchen. Han arbejder helst med mere ansvarlige tekstiler eller naturmaterialer som 100 procent silke, ren uld eller viskose, og han fokuserer på små ‘limited edition’-kollektioner for at undgå udsalg. Kunderne skal føle, at de køber noget unikt, der ikke går ud af stil. Også derfor planlægger han at skabe et online klædeskabunivers, som inspirerer kunderne til at kombinere gamle styles på nye måder. Hans gennemgående grønne tråd er grunden til, at han sammen med to britiske brands er nomineret til denne sæsons Zalando Sustainability Award. Mød et af modebranchens nye talenter: Nikolaj Storm.

Portræt af Nikolaj Storm

Hvem laver du tøj til?

“Jeg laver egentlig tøj til alle, selvom der er mange, der fortæller mig, at jeg ikke må have så stor en målgruppe. Hvis du kan lide det, så kan du gå i det, ligegyldigt hvilket køn du er, eller hvordan du ser ud. Vi har lige haft et ældre ægtepar med i en kampagne – det blev vildt godt. Man kunne se, hvordan tøjet fik dem til at ændre attitude.”

Hvordan arbejder du?

“Jeg arbejder først med materialerne: hvad kan jeg få fat i, hvad føler jeg for, og hvor bæredygtigt kan det blive? Når jeg endelig finder det, er processen meget intuitiv. Jeg arbejder ikke så meget med sæsoner, så det kan sagtens være, at der kommer en vinterkollektion uden en overjakke. For mig er fokus i stedet på historiefortællingen. Jeg har en idé om, at alle mine kollektioner hænger sammen i den samme historie. Det startede under min uddannelse på Det Kongelige Akademi med min afgangsudstilling ‘Gangster’s Paradise’, der handlede om en person på en øde ø, der var meget flamboyant og stilet i sit tøj. Ham har jeg taget med videre i brandet, hvor han nu rejser rundt fra kollektion til kollektion og får nye oplevelser i nye kulturer.”

Nikolaj Storm Copenhagens SS22-kollektion

Hvad synes du, er det mest interessante ved modebranchen lige nu?

“Der sker rigtig meget lige nu. Det fedeste er, at vi som branche er begyndt at sætte os op på politiske holdninger. Det sidste stykke tid er der opstået en bevidsthed og en stor stillingtagen til diversitet og etniske problematikker – det har fandeme bare manglet. Der kommer mange nye talenter frem med progressive agendaer, mens gamle brands er begyndt at se indad.”

Hvordan vil du bidrage til dansk mode?

“Jeg var af bæredygtighedsmæssige årsager i konflikt med mig selv om, hvorvidt jeg overhovedet skulle starte mit eget brand, men jeg syntes, der manglede farverige brands, der vil lege med materialerne. Den her mangfoldighed og glæde, der er i tøj og mode, vil jeg have mine kunder til at genopdage. Når du går ind i en herrebutik, så er alt sort, mørkeblåt eller beige. Jeg vil have, at folk tør bruge farver med selvtillid – det er det, der er mit mål, og heldigvis har mange lyst til at skubbe til grænserne. Der er en mere eksperimentel tilgang til moden i dag, hvor især de yngre er mindre optagede af gammeldags kønsnormer og udtryk.”

Nikolaj Storm Copenhagen viser sit næste show tirsdag den 10. august 2021 under Copenhagen Fashion Week.

Louise Lyngh Bjerregaard: “Jeg er nok ‘the odd one out’”