Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Kærlighed, nærhed, fornyelse og forandring

Pas på dig selv er budskabet i Moons & Junes’ nye undertøjskollektion, fordyb dig i luksus med Para Moda, og kom helt tæt på designerne Freya Dalsjø og Maja Brix i deres midlertidige butikker i Borgergade.
Pas på dig selv er budskabet i Moons & Junes’ nye undertøjskollektion, fordyb dig i luksus med Para Moda, og kom helt tæt på designerne Freya Dalsjø og Maja Brix i deres midlertidige butikker i Borgergade.

En yderst politisk uge går på hæld – en uge, hvor folketinget, tradition tro, åbnede dørene den første tirsdag i oktober, en uge, hvor de nationale restriktioner endnu engang blev forlænget, hvor Radikale Venstre har haft et af sine mest dramatiske og afgørende døgn, hvor Trump igen-igen har skabt tvivl og uro, denne gang med sin egen coronasyge – og endeligt en uge, hvor 139 fremtrædende personer fra politik, forskningsverdenen og erhvervslivet gik sammen om en klimaappel til regeringen. Blandt dem er prominente modeprofiler som Eva Kruse, CEO, Global Fashion Agenda, Maria Glæsel, CEO, AIAYU, Melissa Bech, medstifter og branddirektør, Blanche, og Mads Nørgaard, stifter og ejer af brandet med samme navn. Klimaappellen sker på initiativ af Dagbladet Information og opfordrer til konkret handling i forbindelse med Danmarks mål om CO2-reduktion. I appellen anerkender de underskrivende det ambitiøse mål om at reducere danske drivhusgasser med 70 procent i 2030, men bekymrer sig over den manglende handling:

“Klimaloven forpligter til inden året er gået at anvise tiltag, der kan bringe os til 2030-målet, men halvandet år efter ’klimavalget’ er der kun vedtaget politik, der kan bringe os en fjerdedel af vejen.”

I forlængelse af dette fremgår det, at der allerede i efteråret blandt andet er brug for optrapning på indsatsen for elektrificering og energieffektivisering i bygninger og industrier samt en udfasning af fossilbiler. Dertil er der et ønske om initiativer, der overalt i landet stimulerer til folkelig deltagelse i den grønne omstilling.

Den danske modebranche er på mange kommet langt, når det gælder bæredygtige initiativer. Men vi må ikke slække nu – det tydeliggjorde Frederikke Antoine Schmidt for kort tid siden i et interview om hendes rolle som forperson i et af otte genstartsteams for den danske eksport. Heldigvis kommer flere og flere grønne tiltag frem. I denne uge kunne vi berette om, at Uddannelses- og Forskningsministeriet har udpeget Lifestyle & Design Cluster som national erhvervsklynge, der over de næste tre år skal sikre innovation i livsstilsbranchen – særligt indenfor bæredygtig omstilling.

Klimaappellen, den nye erhvervsklynge for mode og flere af ugens andre små nyheder – som du kan læse nedenfor – giver i hvert fald anledning til håb om en grønnere fremtid.

Moons & Junes vil give din krop en velfortjent pause 

“Det er en påmindelse om at stoppe op, kigge indad og passe på sig selv – og hvorfor ikke starte med det lag, der sidder tættest på kroppen?”

Således skriver stifter af undertøjsbrandet Moons & Junes Agnete Bjerre-Madsen om ‘Notice’ – en ny kollektion skabt med ønsket om at give krop og sind ro i en kaotisk tid. Med denne kollektion har brandet haft en ny tilgang til produktudvikling gennem både fokusgrupper og fittings med mere end 50 kvinder involveret, hvilket ifølge Agnete Bjerre-Madsen helt konkret gav indsigt i “et behov for for eksempel større skåle og bredere stroppe.” Det har resulteret i en kollektion med ny BH-model og to par nye højtaljede trusser i to forskellige farver – mørkegrå og dæmpet lyserød.

Kollektionen er efterfølgende blevet fortolket af fotograf Petra Kleis i en rå, analog fotoserie på en gruppe kvinder i alle størrelser, farver og aldre og hylder kvindekroppen, præcis som den er.

Kollektionen blev lanceret den 1. oktober og kan derfor købes allerede nu på brandets hjemmeside.

Petra Kleis for Moons & Junes
Petra Kleis for Moons & Junes.

Lav din egen luksus med det nye strikkebrand Para Moda

Håndlavede unikaprodukter har længe været på vej frem i modebilledet, ikke mindst i relation til tidens store fokus på bæredygtighed. Oveni har pandemien givet mange mennesker mere tid til fordybelse, hvilket har banet vejen for nye trends og tendenser. Kombinationen af unika og tid er da også udgangspunktet for det nye brand Para Moda, der vil give alle muligheden for at skabe deres egen luksusmode. Med designer Benedicte Holmboe – der tidligere har arbejdet for modehuse som Céline, Stella McCartney og Ralph Lauren – bag roret tilbyder Para Moda strikkekits med enkle designs, omfattende videoinstruktioner og lækre materialer, som blandt andet cashmere. De kalder det for ‘self-made luxury’.

Om det nye brand skriver Benedicte Holmboe:

“Jeg finder det i stigende grad vigtigt at genfinde forbindelsen til vores omgivelser på en taktil måde, hvor alle vores sanser er i spil. I en travl hverdag bliver vi konstant bombarderet med digitale impulser – det er derfor både vigtigt og værdifuldt for vores velvære at sænke tempoet og skabe en hånd-til-hjerne forbindelse.”

Para Moda skal ifølge pressemeddelelsen – foruden et lækkert produkt – give forbrugeren en bevidsthed omkring arbejdet bag det tøj, vi til daglig iklæder os. Samtidig vil Benedicte Holmboe dele den store tilfredsstillelse, der medfølger at skabe noget fra bunden. Og med deres instruktionsvideoer garanterer de, at alle kan være med, uanset niveau.

Para Moda blev lanceret i går, den 8. oktober, og deres strikkekits kan købes på brandets hjemmeside. Hvis du ikke har mod på at starte et projekt selv, kan du deltage i en af brandets workshops i løbet af året.

Dansk designskole skifter navn og lancerer ny visuel identitet

Fremover kan vi ikke længere henvise til designskolen i København med forkortelsen KADK – der blev indført i 2011, da Arkitektskolen, Designskolen og Konservatorskolen blev lagt sammen. Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering skifter nu navn til det mere mundrette og lettere kommunikerbare navn ‘Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering’. Det sker med ønsket om at skabe en fælles fortælling på tværs af skolerne, som både understreger skolens aktualitet og rødder. Sammen med navneskiftet er det velkendte historiske segl med Frederik den 5.s monogram opdateret i ny farve og dertil specialdesignet typografi:

“Vi er dybt forankret i den kongelige akademitradition og dansk velfærdsdesign. Men vi er i høj grad også et akademi, der orienterer sig mod omverdenen og de vigtige dagsordener, der præger vores samtid. Vi forsker og uddanner for at skabe ny viden og positiv forandring – for at forme fremtiden – og vores navn og visuelle identitet skal udtrykke denne dynamik mellem fornyelse og tradition,” skriver rektor Lene Dammand Lund.

Navnet og den visuelle identitet er udarbejdet i samarbejde med Urgent.Agency.

Samtale og nærhed er omdrejningspunkt for Freya Dalsjøs midlertidige butik i København

I år så vi en helt ny modeuge med alt fra det klassiske catwalkshow til digitale modefilm og kunstinstallationer. Freya Dalsjø er gået en helt tredje vej udenom den officielle modeuge og afholder en slags forlænget præsentation over de næste tre måneder i en midlertidig butik i Borgergade, som løbende vil blive opdateret med nye designs:

“Jeg har i en længere årrække præsenteret to årlige kollektioner med både messe og show. Det er et system, der er vanskeligt at bryde ud af, men i år er spillereglerne til genforhandling på godt og ondt. Jeg har længe ønsket at starte en samtale om, hvordan vi kan gøre det hele på en anden måde, og den kan starte nu,” skriver Freya Dalsjø i en pressemeddelelse.

I den nye butik, skabt i samarbejde med arkitekt Joshua Waterstone og billedkunstner Jack Davey, vil kunder og interesserede eksklusivt kunne se, mærke og købe genstande. Derudover vil designeren selv være til stede i Borgergade det meste af tiden:

“Jeg ser frem til det direkte møde. Med butikken ønsker jeg at ære den nødvendige refleksion, som jeg dels er så privilegeret at være forpligtet til grundet mit arbejdslegat, og som jeg mener er nødvendig i en tid, hvor svarene ikke kan hugges i sten.”

Den nye butik i Borgergade 15F, 1300 København, åbner på lørdag den 10. oktober. Butikken vil derefter være åben hver torsdag og fredag fra 12.00 til 18.00 samt lørdag fra 10.00 til 14.00.  

Maja Brix popper up i kunst- og designgalleri

Freya Dalsjø er ikke den eneste, som ser muligheder i det midlertidige. Den danske designer Maja Brix – tidligere chefdesigner for Henrik Vibskovs kvindelinje – er også gået pop-up vejen, med en midlertidig butik ved Etage Projects, et kunst- og designgalleri i København.

Siden Maja Brix i 2016 første gang præsenterede tøj i eget navn, er hun konsekvent gået udenom modesystemets tempo og tendens til overproduktion. Hendes første ‘kollektion’ bestod af ét jakkesæt – og hun har lige siden kun præsenteret én style ad gangen, hvor summen af alle styles i sidste ende udgør den samlede kollektion. Intet er lavet på forhånd, designs produceres ved bestilling. Fra den 10. oktober til den 23. december præsenteres alle styles og nye designs i galleriet.

Butikken åbner ved Etage Projects, Borgergade 15E, 1300 København, på lørdag den 10. oktober. Åbningstiderne er derefter tirsdag til fredag fra 11.00 til 18.00 og lørdag fra 12.00 til 16.00.