Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, UDDANNELSE

En vej ind til Bottega Veneta og Browns: Designers' Nest lander nye ambitiøse partnerskaber

Bliver du en af finalisterne i Designers' Nest, vinder du muligheden for at få din kollektion produceret og solgt af Browns Fashion og et betalt praktikophold hos Bottega Veneta. Men skynd dig – der er deadline fredag den 2. oktober.
Bliver du en af finalisterne i Designers' Nest, vinder du muligheden for at få din kollektion produceret og solgt af Browns Fashion og et betalt praktikophold hos Bottega Veneta. Men skynd dig – der er deadline fredag den 2. oktober.

Siden Ane Lynge-Jorlén i 2019 satte sig i stolen som direktør for Designers’ Nest, er der kommet fart over designkonkurrencens inkubatorrolle for nyt talent. Dette understreges i dag med offentliggørelsen af partnerskabet med den britiske luksusmodeforhandler Browns Fashion – et samarbejde, der for alvor kan være med til at sætte skub i en ung designers karriere. Browns vil nemlig udvælge én designer fra Designers’ Nest, hvis kollektion herefter vil blive produceret ansvarligt i samarbejde med produktionsvirksomheden The Bear Scouts og derefter solgt hos Browns Fashion både online og fysisk.

“Jeg er henrykt over samarbejdet med Browns Fashion! Det er et kæmpe skridt for Designers’ Nest. Siden jeg blev chef, har mine ambitioner været at skabe internationale muligheder for det nordiske vækstlag, så de særligt dygtige både kan få jobmuligheder og udvikle deres talenter ved hjælp af den allerbedste sparring. Partnerskabet med Browns er derfor en drøm, der er blevet realiseret. Ida Petersson har været en fantastisk støtte af Designers’ Nest gennem årene, og gennem Ida og Browns bliver en af vores nordiske talenter nu hjulpet af én af de mest anerkendte retailinstitutioner på verdensplan. Bare tænk på, at det var Browns, der opkøbte John Galliano og Alexander McQueens afgangskollektioner, og nu er det altså én af vores nyuddannede, der får den mulighed! Det kan jeg godt knibe mig lidt i armen over. Prikken over i’et er, at kollektionen skal skaleres og laves bæredygtigt i samarbejde med The Bear Scouts. Det er intet mindre end fantastisk,” fortæller Ane Lynge-Jorlén.

Vigtigere end nogensinde før at støtte de studerendes indtræden i branchen

Samarbejdet med Browns er der dog ikke er det eneste ambitiøse partnerskab, Ane Lynge-Jorlén har landet i indeværende år:

Én af vinderne i konkurrencen vil nemlig også få mulighed for et seks-måneders betalt praktikophold hos Bottega Veneta i deres studio i Milano. En ret unik mulighed, som alle, der enten har søgt praktikplads eller været i praktik, kender den enorme værdi af. En del af Designers’ Nest prisen er herudover en udstilling, og den del af prisen gives i år i samarbejde med museet Prins Eugen Waldemarsudde i Stockholm. Museet åbner til næste år udstillingen ‘Men’s Fashion’, hvor der udvælges herretøjs-designere fra konkurrencen til et specifikt Designers’ Nest-rum, der skal vise fremtidens nordiske herretøj.

Endeligt vil de ti finalister, der udvælges af et internationalt panel bestående af chefredaktører og kreative direktører fra blandt andre Vogue, Y/Project, Bottega Veneta, Dior Homme og selvfølgelig Browns Fashion, blive inviteret til at deltage i et show under Copenhagen Fashion Week i februar 2021.

Om samarbejdet siger Ida Petterson, indkøbsdirektør hos Browns:

“Browns har stået bag nyt talent i 50 år, og vi er stolte af at fortsætte Fru B’s (Joan Bursteins, red.) arv ved løbende at søge efter yderligere måder at støtte og fremhæve talenter på. På den måde er det en meget vigtig del af min rolle i Browns at holde øje med designkandidaterne, og jeg er altid beæret over at deltage i aktiviteter, der støtter og plejer dem. Designers’ Nest er et af få initiativer, som vi er en del af, og i løbet af mine tre år med Ane og hendes team er jeg blevet væltet omkuld af kandidaternes talent og energi. Modeuddannede er en vigtig del af modens fremtid, og i disse usikre tider føles det vigtigere end nogensinde før at være med til at støtte deres indtræden i branchen. Jeg håber, at vi vil være i stand til at give dem indsigt i, hvordan man kan køre sit eget mærke og give vinderen den eksponering, de så meget fortjener.”

Designers’ Nest modtager ansøgninger fra kandidater fra BA og MA-niveau, der enten har dimitteret eller dimitterer i 2020 fra følgende skoler: Designskolen Kolding, KADK, Aalto University, School of Design, Beckmans College of Design, The Swedish School of Textiles, Esmod Oslo og Oslo National Academy of the Arts.

Kandidater fra ovenstående skoler kan ansøge ved at registrere navn og kontaktoplysninger på Eyes on Talents ved at sende en e-mail til contact@eyesontalents.com og tilføje Designers’ Nest i emnelinjen, hvorefter der kommer en invitation til upload af CV og portefølje.

OBS! DER ER ANSØGNINGSFRIST FREDAG DEN 2. OKTOBER 2020.

Buying Director i Browns om hybrid modeuge: Digitale indkøb virker bedst med model og materialeprøver