Tre butikskoncepter, et sommerligt surfer-samarbejde og tid til handling
Nye butikker blomstrer op i det danske land, H&M støtter kvindelige fælleskaber i nyt samarbejde med Women + Waves og en Black Lives Matter-bevægelse, der – med rette – er øverst på dagsordenen.I tirsdags gik de sociale medier i sort med hashtagget #blackouttuesday. Gaderne er fortsat fyldte af demonstrationer verden over. Og alles øjne synes at være rettet mod et nyt fælles mål: at få sat en stopper for den racisme, der så udtalt stadig eksisterer, og som endnu en gang blev tydelig i forbindelse med drabet på George Floyd i Minneapolis i sidste uge.
Også i modebranchen har reaktionerne været voksende – men blandede. For hvor langt de fleste er hurtige til at tage bladet fra munden i støtten til blandt andet Black Lives Matter-bevægelsen, er ikke alle ligeså hurtige til også at sætte handling bag. Og handling er essentielt lige nu. Både som virksomhed og privatperson.
Det kan både ske i form af donationer – som heldigvis også mange allerede har gjort. Her kan man for eksempel støtte nogle af de organisationer – både herhjemme eller i USA – der arbejder målrettet med anti-racisme. Der er også flere fredelige demonstrationer forskellige steder i landet, man kan slå sig til. Endeligt kan man gå aktivt ind i at skabe forandring ved at begynde at uddanne sig selv, læse op på emnet, lytte og være åben – også over for de mange black-owned virksomheder, som lige nu – og altid – er værd at gå på opdagelse i og støtte op om.
Klik på Mark Tan
Mark Kenly Domino Tans talent er unægteligt. Det beviser ikke mindst de seneste års shows og kollektioner fra designerens hånd, som foldede hans overlegne håndværk og karakteristisk voluminøse æstetik endnu mere ud. Og nu folder også hans salgsmæssige rækkevidde sig også yderligere ud – Mark Kenly Domino Tan har nemlig slået de virtuelle døre op til sit eget webunivers, markkenlydominotan.com, hvor man lige nu kan gå på opdagelse i den anmelderroste forår/sommerkollektion.
Ud i bølgen blå
Sommeren er over os. Det indbyder til nye tilføjelser til garderoben – på ansvarlig vis. Og her er H&M aldrig sene til at byde ind. I går, torsdag den 4. juni, lancerede de et samarbejde med surferfællesskabet Women + Waves, der er kulmineret i en kollektion af badetøj, sportstøj, accessories – samt en våddragt i det innovative materiale Yulex®, der er lavet af naturligt gummi, og som blandt andre også Patagonia benytter. Derudover er kollektionen skabt af materialer som genanvendt polyester og polyamid samt økologisk bomuld. Men det er ikke kun kvinderne, der skal klædes bedre på til sommervejret. H&M har også netop lanceret en ny kollektion til mænd skabt i Coolmax ® – et ’smart’ materiale, der er designet til at holde dig nedkølet i varmen ved at absorbere fugt og lade vind og luft passere igennem.
Begge kollektioner kan købes online samt i udvalgte butikker sommeren over.
Retail-treenighed
Tiden er inde til nytænkning og samarbejde. Det ved urbrandet About Vintage, solbrillemærket Christopher Cloos og skjortebrandet Barons. De er gået sammen om etableringen af et anderledes butikskoncept på Strøget i København. Nærmere bestemt er der tale om en pop-up i About Vintages eksisterende butik, som åbnede tilbage i januar 2020. Her skal Christopher Cloos og Barons skiftevis rykke ind og på den måde danne en slags ’fusionsbutik’, der “er gennemført tematiseret og specialiseret.”
“Ved at skabe en foranderlig butik, der løbende udvikler sig i forhold til det specialiserede sortiment, tror vi på, at vi kan tilfredsstille oplevelseslysten hos kunderne fra besøg til besøg. Det giver helt nye muligheder for at kunne skabe en ny type af butik til fremtiden,” siger Thomas Andersen, medstifter af About Vintage, i en pressemeddelelse.
Første indryk er Christopher Cloos, der flytter ind med både produkter og egne medarbejdere fra den 2. juni 2020, hvorefter Barons slutter sig til den 15. september 2020.
Uhøjtideligt og indbydende på Vesterbro
Og vi bliver ved butikkerne. Det stadig ganske unge brand Another Aspect har nemlig valgt at trodse både coronakrise og onlinevækst og åbne deres første butik i hjertet af Vesterbro i København. Her er målet at skabe den retailoplevelse, de selv altid har været på udkig efter: uhøjtidelig, indbydende og overvejet – selvfølgelig krydret med en indretning, der formidler brandets minimalistiske, rene og langtidsholdbare univers og bæredygtige idealer.
Butikken er placeret på Oehlenschlægersgade 13, 1663 København V, og holder åbent torsdag, fredag og lørdag.