Ny Carcel-strategi satser på direct-to-consumer – og gør op med sæsonhjulet
“Nu, mere end nogensinde før, står det klart, at der er behov for innovation,” lyder det fra Carcel, der i dag har taget hul på en helt ny og e-commerce-fokuseret forretningsmodel.Carcel har, siden stiftelsen i 2016, haft som sin raison d’être at gå imod strømmen i modebranchen. Både når det kommer til sæsoner, udsalg, produktion, modeshows og transparens. Selv i Coronatid, hvor alle i branchen kæmper for overlevelse, viser Carcel, at de vil – og tør – gribe krisestyringen helt anderledes an. Med ønsket om at kunne opretholde en form for omsætning – og dermed arbejdet for de kvindelige indsatte, som strikker og syer deres uld og silkestyles – valgte de i slutningen af marts at indføre en ny og kontroversiel prisstrategi: i en periode kunne kunderne selv bestemme, om de ville betale 50 eller 125 procent af prisen på deres tøj.
Men nu ser det ud til, at krisen har ført til endnu et tiltag hos det populære mærke. I dag lancerer Carcel en nye strategi, som de selv definerer som et nyt ’e-commerce fokus’. Målet er at bryde med den traditionelle engrosmodel og i stedet fokusere på at sælge direct-to-consumer via deres egen nyudviklede platform. Det skal give dem mulighed for at rive sig fri fra og samtidig udfordre branchens lager-, sæson- og salgsmetoder – samt give dem frihed til at sætte deres egne priser og designe i mere begrænsede mængder via små, løbende drops, så de i endnu højere grad kan undgå spild.
“Nu, mere end nogensinde før, står det klart, at der er behov for innovation og et brud med sæsonhjulet i modeindustrien for at kunne genopfinde, hvordan vi kan skabe tøj, der opretholder sin værdi over tid, samt hvordan vi kan eliminere overproduktion og deadstock. At designe og sælge uafhængigt af sæsoner er ikke kun økonomisk fornuftigt, men også nødvendigt for at fremtidens mode kan tilpasses med de begrænsede ressourcer på vores planet,” lyder det fra Carcel i en pressemeddelelse. CEO Veronica D’Souza tilføjer:
“Men det betyder ikke, at vi nu udelukkende vil fokusere digitalt og sige helt nej til fysiske butikker. De er stadig sindsygt vigtige for moden. Men det er tid til at finde nye måder at sælge på. At bryde med nogle de strukturer, der definerer branchen – også for butikkernes egen skyld,” fortæller hun til Fashion Forum.
Ifølge hende, vil brandet derfor nu bruge tid på at opfinde nye metoder, så de fremadrettet kan fortsætte samarbejdet med udvalgte fysiske forhandlere, men gennem en mere projektbaseret tilgang.
En værdikæde, som er bygget på værdi og ikke spild
Carcel har med en bæredygtig tilgang til materialer og produktion altid taget afstand til sæsoner og udsalg. Men som del af en kompleks industri har også de fundet sig nødsaget til at indrette sig efter den klassiske wholesale-model. Det har betydet, at de delvist har måtte tilpasse sig sæsonhjulet med salgsuger, faste leveringstidspunkter og lagerbeholdninger.
“I traditionel retail er en vellykket salgsrate i en butik 60 procent af en ordre – det betyder, at butikken ender med at sælge 40 procent eller mere af ordren med rabat eller decideret skiller sig af med den. De der producerer tøjet, planeten og kunderne er dem, der betaler prisen for denne ineffektive model. Vi burde alle gentænke den nuværende forretningsmodel og skabe en værdikæde, som er bygget på netop værdi og ikke spild. Vi er spændte på at tage dette skridt og sammen med vores partnere genopfinde, hvordan vi sælger, for at kunne levere kvalitetsstyles til vores kunder gennem en transparent og ansvarsbevidst produktionsrejse,” fortæller hun videre.
Ifølge Veronica D’Souza, kan udspillet ses som en slags ‘back to basics’ for brandet. Til dengang i begyndelsen, hvor Carcel solgte deres tøj udelukkende digitalt gennem netop små, løbende drops. Men selvom den nye strategi bygger på grundlæggende værdier i virksomheden, er timingen – selvfølgelig – ikke uden indflydelse fra den nuværende coronakrise, fortæller hun:
“Vi har altid arbejdet ud fra en tankegang om, at vores tøj ikke har en udløbsdato. Derfor har vi ofte tilbagekøbt varer fra butikker, som ikke var solgt, for at sælge dem til andre kunder. Og det har fungeret indtil nu. Men coronakrisen har kun gjort det tydeligere, at det ikke er en holdbar metode. Derfor har den seneste tid mest af alt bare været en god anledning for os til at gøre noget, vi gerne har ville gøre længe.”
Carcels nye webunivers og strategi er udviklet i samarbejde med Moon. Brandets nye site samt kollektion lanceres i dag, den 20. maj 2020, klokken 10.00.
LÆS OGSÅ:
Modebrand og etisk bannerfører: Carcel vil skabe bedre arbejdsforhold i fængsler verden over