Slår man ordet Carcel op i en spansk-dansk ordbog, finder man oversættelsen ’fængsel’. Og kender man til det danske mærke, så står det klart, hvor passende et navn de egentlig har. For det er netop det, der får Carcel til at skille sig ud: ved at være et brand, der har specialiseret sig i at producere luksusmode i fængsler. Det lyder besynderligt, ja måske endda en anelse kontrastfyldt, men det er det ikke. Langtfra. Carcel blev tværtimod stiftet i 2016 og lanceret i august 2017, med ambitionen om at skabe en innovativ og bæredygtig modevirksomhed, der samtidig kan være med til at forbedre livet for indsatte i kvindefængsler i nogle af verdens fattigste lande.

I dag, ét år efter, er Carcel et kendt navn på den danske såvel som den internationale modescene, når man snakker om ’fremtidens brands’ – brands, der formår at balancere både æstetik og etik i en tid, hvor mode ikke længere bare er mode. Der var derfor meget at fejre, da stifterne Veronica d’Souza og Louise Van Hauen under modeugen i august kunne invitere til fødselsdagsfest.

“Det første år er virkelig gået over alle forventninger. Vi har fået kunder fra hele verden, vi er blevet omtalt af flere store, internationale medier, og vi har flere gange måtte melde udsolgt. Men vigtigst af alt er vi blevet etableret som et reelt modebrand, der fungerer på linje med andre brands, bare på nogle helt andre vilkår. Og så har det været stort at finde ud af, at det rent faktisk kunne lade sig gøre. Jeg er ydmyg over, hvor meget interesse vi har oplevet. Både i forhold til vores tøj og i måden vi producerer på,” siger Veronica d’Souza, da vi besøger brandet i deres nye og større lokaler i Indre By i København, da fødselsdagsfejringen efterhånden har lagt sig og hverdagen så småt er vendt tilbage.

Det var Veronica d’Souza, der fik idéen til Carcel tilbage i 2014. På det tidspunkt var hun bosat i Kenya, og her havde hun fået en grundlæggende nysgerrighed over, hvorfor så mange af landets kvinder sidder i fængsel, og hvad de egentlig bruger deres tid på, mens de afsoner. Og der skulle da heller ikke mere end et enkelt besøg i et kvindefængsel til, før en forretningsidé og -plan var lagt. Ved at give de indsatte et arbejde, kunne man både drage nytte af en uudnyttet arbejdskraft og samtidig gøre en forskel for kvinderne – kvinder, der gennem Carcel ville kunne tjene penge og spare op til at forsørge sig selv og deres børn og på den måde arbejde sig ud af en desværre alt for udbredt spiral af fattigdomsrelateret kriminalitet. Og kapitalen til at få det hele på benene? Den sikredes via en kombination af effektiv crowdfunding gennem Kickstarter og støtte fra eksterne interessenter, herunder både Innovationsfonden og et par angel investors. Resten er historie, som man siger det. I dag er Veronica d’Souza CEO, hvorimod Carcels populære strikdesign skal krediteres til designer Louise Van Hauen – tilsammen udgør de duoen bag Carcel.

Et af Carcels mest populære designs er deres ‘Milano’-sæt bestående af strikbluse og -bukser.

Agilitet fremfor alt

Milepæle, dem har der allerede været mange af i løbet af Carcels stadig korte levetid. En af dem var, da de på brandets lanceringsdag var på forsiden af Vogue.com med overskriften “The Coolest New Label in Copenhagen”. For én ting er nemlig at skabe et mærke med et veludviklet etisk kompas at brande sig på. Noget andet er at finde vej til modebranchen og til dens smagsdommere.

Et andet vendepunkt var, da Carcel allerede efter kort tid på markedet fik hul igennem til de internationale forbrugere, så de i dag udgør hovedparten af deres kunder. Og i samme boldgade, da Net-a-Porter henvendte sig til dem under modeugen i februar, for at spørge om de ikke skulle forhandle deres produkter side om side med nogle af verdens største luksusbrands.

“Carcels succes er på mange måder et bevis på, at den moderne forbruger indenfor luksuskategorien er parat til at købe bedre og mindre. Og at de gerne vil have den menneskelige værdi ind i tøjet. At det kan betale sig at være transparente. I løbet af det sidste år har vi fået bekræftet, at der er et marked for det, vi laver. Så meget at vi i virkeligheden slet ikke har kunne følge med,” siger Veronica d’Souza og fortæller, at de hovedsagligt sælger deres produkter gennem egen webshop, men at de også har solgt rigtig godt gennem deres nye eksterne kanal, Net-a-Porter og deres eneste fysiske forhandler, Holly Golightly i København.

Carcels historie er dog ikke udelukkende en fortælling om succes. Fordelt indimellem det sidste års mange opture ligger også adskillige lange arbejdsnætter, store forretningsmæssige beslutninger og udfordringer. Udfordringer, som berører alt fra økonomi til logistik og levering, og som de fleste nye brands skal navigere i – ikke mindst hvis man, som Carcel, har valgt at samarbejde med fjerne lande og kulturer. Forskellen er dog, forklarer Veronica d’Souza, at Carcel fra dag ét har været forberedte på at skulle være endnu mere omstillingsparate end de brands, der benytter en mere traditionel forretningsmodel.

“Det vigtigste er at være agile. Og det kan vi være, fordi vi har kontrol over alle led i vores egen værdikæde. Vi kan ændre eller stoppe en produktion, hvis vi kan se, at det ikke fungerer, eller at vi risikerer at få noget spild. Så det er ikke, fordi at det første år har været gnidningsfrit for os. Slet ikke. Men vi har været omstillingsparate i alle situationer, og det har gjort en stor forskel, de gange vi har mødt problemer.”

I to verdenshjørner

Carcel er på mange måder bygget op efter samme princip som en dogmefilm. Fyldt med benspænd, der kan virke begrænsende, men som i virkeligheden er lige det modsatte. For Veronica d’Souza og Louise Van Hauens vedkommende går det ud på at skabe en virksomhed, der lever op til en række krav: at producere tøj i 100 procent naturlige materialer, der er lokalt forankrede og i god kvalitet. At skabe etiske jobs i lande med en høj grad af fattigdomsrelateret kriminalitet. Og så selvfølgelig at kombinere de to. Det lyder svært og kompliceret – ikke mindst at samarbejde med noget så firkantet som fængselssystemet – men faktisk har det vist sig at være lettere end først antaget, forklarer Veronica d’Souza, der understreger, at brandets første år har budt på flere udfordringer, men at samarbejdet med fængslet ikke har været et af dem.

“Det overraskende er, at noget af det nemmeste i virkeligheden har været at skabe samarbejde med fængselssystemet. Vi har stort set ikke oplevet andet end at få grønt lys fra dem, vi har kontaktet. Og det tror jeg skyldes, at det er i alles interesse at skabe etiske arbejdspladser for de indsatte, så de hurtigere kommer tilbage på benene,” siger hun og fortæller, at rygtet siden har spredt sig: i dag bliver der skrevet til dem fra fængsler i hele verden, for eksempel Rumænien og Etopien, som gerne vil være de næste på listen over Carcels produktionslande. De startede i Peru, hvor der er lang tradition for at lave kvalitetsstrik af alpaca uld, og hvor der samtidig er store problemer med fattigdomsrelateret kriminalitet blandt kvinder. De fleste sidder inde på grund af handel med eller transport af kokain, fordi de har brug for pengene til at forsørge deres familier. Gennem Carcel lærer de at strikke gennem brandets egen specialudviklede, to måneders uddannelsesprogram, de får en fair løn og – måske vigtigst af alt – en følelse af at bruge sin fængselstid på noget meningsfyldt.

“De er virkelig dygtige de her kvinder. Overraskende dygtige. Og så elsker de at arbejde for os – jeg tror, de føler en stor stolthed over at få lov til at arbejde. Det får dem til at føle sig lidt mindre marginaliserede,” siger Veronica d’Souza, der sammen med Louise Van Hauen siden har taget skridtet videre og startet op for produktionen i endnu et land: et maximum security fængsel i Chiang Mai i det nordlige Thailand. Her er ulden blot skiftet ud med silke, og den nødvendige startkapital bidraget af en lokal impact fond ved navn IVL Foundation. Derudover er konceptet det samme. Kvinderne får en uddannelse, en løn og håbet om en fremtid. Men på trods af lighederne har det har alligevel været meget anderledes at producere i Asien end i Sydamerika.

“I Peru er de mere laissez-faire. Her arbejdede vi mere fra dag til dag, og projektet var mere eksperimenterende. I Thailand er de meget mere organiserede og professionelle. På den måde tror jeg, at det var rigtig godt, at vi startede i Peru. Det var et fint begynder-land for os,” siger Veronica d’Souza.

Peruviansk indsat, der er i gang med at producere strik for Carcel.

Kun begyndelsen

I dag er Carcel en virksomhed i vækst. De er otte ansatte plus det løse, kontorlokalerne er udvidet, og så er de i dialog med flere nye lande om at starte produktioner op med nye materialer til gavn for nye indsatte kvinder. Spørger man Veronica d’Souza, hvorfor Carcel er kommet så langt på bare ét år, falder svaret prompte: fordi de har formået at skabe et koncept, som folk har lyst til at være en del af. Det gælder både branchefolk, fotografer, journalister, stylister, investorer og forhandlere, såvel som slutforbrugere. Og det er altafgørende, fortæller hun, når man som dem er et nichebrand i en modebranche, hvor konkurrencen ikke er til at komme udenom. Fra dag ét har brandet fået opbakning fra interessenter, der har bidraget med alt fra kapital til rådgivning, og fra loyale kunder, der har støttet brandet og givet Carcel-stifterne troen på, at det her kun er begyndelsen. Og her har de ikke nogen planer om at svigte, hvad deres navn angår – Carcel er forankret i det fængselskoncept, de er bygget på. Og sådan bliver det ved med at være.

“At arbejde med kvinder i fængsler er fortsat et dogme for os. Men det handler ikke kun om ideologi. Det giver også virkelig god mening produktionsmæssigt – kvinderne og infrastrukturen er der jo allerede. Når man, som os, gerne vil eje sin egen værdikæde, så ville vi være nødt til at købe vores egen fabrik. Og det ville være meget dyrere og mere omstændigt. På den her måde udnytter vi en ’fabrik’, der eksisterer i forvejen, og en arbejdskraft, som allerede er der. På den måde er det også bare en rigtig god forretning,” siger Veronica d’Souza, der i februar fortalte til Fashion Forum, at planen var at være i fem forskellige lande og arbejde med fem forskellige materialer indenfor fem år. Og i dag, lige godt et halvt år senere – og et halvt år klogere – har de ikke lempet på ambitionerne.

“Vi er i løbet af det sidste år gået fra at bare ville køre derudaf, til at lave en konkret plan for fremtiden. Ambitionen er, at vi det næste halvandet år skal professionalisere, skalere op i de lande, vi allerede opererer i, og starte research på et nyt. På den måde har vi om to år forhåbentlig nok data til hurtigt at kunne rykke ud til flere lande på én gang,” fortæller Veronica d’Souza og afslutter med et grin:

“Og så derefter, så er vi ved at være klar til world domination.”