Modebrand og etisk bannerfører: Carcel vil skabe bedre arbejdsforhold i fængsler verden over

Det er nu ét år siden, at Carcel pludselig havnede i en amerikansk shitstorm. På brandets Instagram- og Twitter-profil blev de beskyldt af en lang række amerikanske brugere for blandt andet at romantisere fængselslivet. Det skyldtes en global kampagne, som fremhævede beskæftigelsen af kvindelige indsatte i Peru og Thailand til produktionen af strik og silketøj. Kritikken kom dog ikke bag på Carcel, der egentlig mest var overraskede over, at reaktionerne først kom der. For selvom de siden begyndelsen har været klare i spyttet omkring, at deres brug af fængselsarbejde bygger på en ambition om at hjælpe kvindelige indsatte og ikke udnytte dem, er fængselsarbejde i USA historisk blevet forbundet med udnyttelse af billig arbejdskraft og er derfor et meget betændt emne. Siden har stormen dog lagt sig, og brandet har modtaget både ros – og flere priser – for deres vision og koncept.

Men shitstormen var ikke forgæves. Først og fremmest gav det Carcel en mulighed for at understrege sin transparens ved at offentliggøre sammenhængen mellem pris, produktionsomkostninger og løn til de indsatte. Derudover blev det for stifter og CEO Veronica D’Souza en stor øjenåbner. En øjenåbner, fordi det gav hende anledning til at dykke ned i, hvordan det på globalt plan står til med beskyttelsen af indsattes rettigheder – eller nærmere manglen på samme.

“Da vi stod midt i den her shitstorm, ringede jeg rundt til udenlandske organisationer, blandt andre FNs International Labour Organization og American Prison Association, for at undersøge, hvordan vores etiske retningslinjer ser ud sammenlignet med de internationale standarder. Her blev jeg virkelig overrasket over at finde ud af, at der ikke findes noget best practice-eksempel på, hvordan virksomheder kan sikre sig, at de lever op til de internationale standarder. Der er en international konvention, som dikterer, at det er menneskeret at have et arbejde i fængsel, og at det skal være ’fairly compensated’. Men der er ingen retningslinjer for, hvilke forhold de mennesker skal arbejde under, og hvad ’fairly compensated’ rent faktisk vil sige,” forklarer hun og tilføjer, at hun heller ikke kunne finde nogle arbejdsorganisationer, som arbejder med at beskytte de indsattes rettigheder, eller nogen form for akademisk research på emnet.

Et opgør mod status quo

Det blev startskuddet på det arbejde, som Veronica D’Souza og resten af Carcel har arbejdet på det sidste år. Et arbejde, som hun den 13. februar gik på talerstolen for at fremlægge i forbindelse med Garment and Footwear Forum 2020, der fandt sted i midten af februar i Paris, og som er arrangeret af den internationale organisation The Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD).

“Der er indsatte som arbejder i fængsler i alle lande verden over, men alligevel har langt størstedelen ingen, som beskytter deres rettigheder, ligesom der heller ingen gennemsigtighed er omkring deres vilkår og lønninger. Og det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt at acceptere. Vi har brug for et globalt opgør mod det, der nogle steder minder om en form for moderne slaveri. Vi har fra dag ét haft den holdning omkring vores egne ansatte, at de skal have så tæt som muligt de samme rettigheder, som folk udenfor. Og vi ved fra vores ansatte, at det at have et ordentligt betalt arbejde, som de trives i, har en stor betydning for deres selvværd og for deres familier. Målet med at fængsle er jo i høj grad at rehabilitere, og straffen er at være der – man skal ikke straffes yderligere,” siger Veronica D’Souza og fortæller videre:

“Derfor begyndte vi, i samarbejde med en konsulent, at skitsere et konkret etisk code of conduct, der tager udgangspunkt i vores egne erfaringer og principper, og som er skabt på baggrund af de best practice-guidelines og internationale konventioner, der eksisterer i tekstilbranchen udenfor fængslet.”

Carcels adfærdskodeks indeholder otte krav til de indsattes vilkår. Herunder alt fra, at arbejdsforholdene skal være sikre og hygiejniske til kravet om, at de ansatte skal betales det, der kaldes en leveløn. Altså at deres indtægt svarer til en løn, som man i det pågældende land kan opretholde en acceptabel levestandard for. Noget, som langtfra er en selvfølge for indsatte arbejdere, har Veronica D’Souza erfaret, da mange indsatte i dag betales langt mindre, end de ville for samme arbejde udenfor fængslet.

Siden er udkastet blevet sendt forbi en række forskellige eksterne rådgivere. Og det var derigennem, at Carcel kom i kontakt med OECD, som synes, det var et interessant – og meget underbelyst – emne. Og som derfor inviterede dem til deres årlige stormøde side om side med repræsentanter fra både de største fagforeninger, virksomheder og regeringer i verden for i fællesskab at diskutere den slags storpolitiske emner.

“For os handler det egentlig mere om at få sat fokus på den her gruppe mennesker end på vores eget specifikke code of conduct. At få sagt “hey, indsatte arbejder allerede i dag for virksomheder over hele verden, og der er et behov for, at vi begynder at tale om deres rettigheder, og hvis ansvar det er at beskytte dem. Kun på den måde kan vi sikre os, at arbejdet netop handler om at rehabilitere og styrke deres muligheder både fagligt og økonomisk og ikke dækker over potentiel udnyttelse.”

Alvorlig datamangel

Men én ting er at have store ambitioner og et veludviklet etisk kompas. En anden ting er at være en lille dansk start-up, som kun har tre år på bagen og omkring 30 ansatte. Og det ved Veronica D’Souza godt. Alligevel gav oplevelsen i Paris håb om, at selv en mindre spiller som dem kan være med til at påvirke den globale dagsorden – også selvom vejen til forandring endnu synes lang.

“Mødet gik rigtig godt, og OECD har efterfølgende meldt ud, at det er et emne, de vil have på deres hovedkalender næste år. Siden er der også mange, som har taget kontakt til os, fordi de vil være med i samtalen. Det er virkelig opløftende,” siger hun og understreger, at det dog ikke betyder, at hun allerede nu føler, hun kan læne sig tilbage og stole på, at en anden – større – spiller tager over på agendaen.

“For mig er det vigtigt, at det her ikke bare skal være et emne, som folk synes er ’spændende’ – der skal findes nogen, som tager ansvaret for at beskytte de her menneskers rettigheder, og som holder virksomhederne ansvarlige for deres adfærd. Vi vil derfor fortsætte med at være bindeled i samtalen mellem de forskellige aktører og med at implementere vores code of conduct, så vi kan skabe et eksempel med konkret data, vi kan diskutere ud fra. Lige nu er der en alvorlig mangel på data; hvor mange indsatte arbejder i verden? Hvor og for hvem arbejder de? Hvad tjener de, og hvordan er arbejdsforholdene? Vores mål er, at de store globale organisationer og fagforeninger begynder at deltage i den her snak. De må gerne være kritiske og uenige i vores måde at gøre det på, men de skal i det mindste diskutere det og engagere sig.”

Fra en liste af etiske krav – til en konkret implementeringsguide

Carcels beslutning om at nedfælde et konkret code of conduct handler ikke kun om at skabe det best pratice-eksempel, som de ikke selv har kunnet finde. Siden brandet blev stiftet i 2016 (og lanceret i august 2017) af Veronica D’Souza og hendes daværende partner Louise Van Hauen, har de været meget åbne omkring deres egne etiske grundprincipper i forhold til de indsattes rettigheder og vilkår. Hvad der, ifølge dem, er endnu mere væsentligt, er den konkrete implementeringsguide, der følger med kodekset. En guide, som udpensler, hvordan Carcel – og andre private virksomheder, der har ansatte i fængsler – kan holde øje med, om sådan et adfærdskodeks bliver overholdt. For Carcel gælder for eksempel et løfte om, at en repræsentant fra virksomhedens hovedkontor som minimum skal besøge produktionsstedet hver tredje måned for at tjekke op på, om de opstillede protokoller indenfor kravet ’sikre og hygiejniske arbejdsforhold’ følges korrekt.

“Lige nu er vi der, hvor vi skal dykke ned i den feedback, vi har fået på vores code of conduct. Det handler om at komme frem til og etablere et sprog for, hvordan vi kan måle og veje de her ting, og hvordan vi finder det rette data på området, så vi kan sørge for, at vores case er både underbygget og bedre formidlet,” siger hun og svarer til spørgsmålet om, hvad næste skridt er, hvis man ser udover Carcels egen case. Helt ud i alle afkroge af verden, hvor tusindvis af indsatte hver dag arbejder, imens de afsoner en fængselsstraf.

“På det globale plan skal der laves en arbejdsgruppe, som er interesseret i den her dagsorden. Og heldigvis, har vi nu fået rigtig meget interesse fra mange forskellige, både forskere, organisationer og virksomheder, som gerne vil bidrage. Så første skridt er at samle aktørerne, som kan lave en konkret handlingsplan for næste skridt. På nuværende tidspunkt er vores rolle at facilitere samtalen – skabe et momentum så større organisationer tager over og forhåbentlig begynder at arbejde videre med at sikre bedre rettigheder for den her marginaliserede gruppe af mennesker, som tydeligvis er blevet fuldstændig glemt,” afslutter Veronica D’Souza.