“Det er modbydeligt at romantisere fængselslivet som et markedsføringsredskab – især i Thailand, hvor der er så trangt i fængslerne, og hvor de indsatte virkelig mangler forsyninger. Desuden er jeres brug af fængselsarbejde ikke andet end ren udnyttelse, hvis ikke decideret slaveri, især når minimumslønnen (som I hævder at betale) i Thailand er omkring 10,30 dollars per dag, mens I sælger jeres tøj til flere hundrede dollars. Skam jer.”

Sådan lyder bare én af de flere hundrede vrede kommentarer, der i sidste uge blev skrevet på det danske brand Carcels Instagram- og Twitter-profil. Profiler, der blev centrum for en ophedet debat mellem folk fra hele verden, som beskyldte brandet for alt fra ’modern day slavery’ til romantisering af fængselslivet. Brandet, der siden 2016 har bygget en forretningsmodel op på at sælge strik og silketøj lavet af kvindelige indsatte i fængsler i Peru og Thailand, havnede altså – ligesom så mange andre modebrands er for tiden – midt i en regulær shitstorm.

“Vi har kun oplevet god presse og respons blandt amerikanske medier, men for en uge siden kom der en kraftig reaktion på de sociale medier. Det var forbundet med en Facebook-annonce, hvor der stod ‘Silk – Made In Prison’. I USA er historien for fængselsproduktion forbundet med udnyttelse af arbejdskraft og er en meget relevant og følsom debat. Derfor er vi egentlig mest overraskede over, at der først kommer reaktioner nu. Men det allervigtigste for os er netop at få slået fast, at vi arbejder i kvindefængsler af de modsatte årsager, end dem vi angribes for. Vi har ikke været gode nok til at kommunikere, hvordan og især hvorfor vi arbejder med indsatte kvinder. Vi er drevet af at lave forretning, der har et positivt afsæt i verden, og vores ydmyge bidrag er at skabe jobmuligheder i fængsler, som sikrer at udsatte kvinder kan få nye færdigheder, blive inkluderet i økonomien og dermed fortsat kan forsørge dem selv og deres familier,” fortæller Louise Van Hauen, kreativ direktør hos Carcel, der siden også har offentliggjort en gennemgang af sammenhængen mellem prisen på et af deres produkter, produktionsomkostningerne og lønnen til de indsatte, for yderligere at understrege den transparens, brandet gerne vil være repræsentant for.

Peruviansk indsat, der er i gang med at producere strik for Carcel

Sociale medier giver nye muligheder – og faldgruber

Men Carcel er ikke de eneste, der er blevet mødt af en mur af tydeligt vrede og frustrerede – og ikke mindst globale – forbrugere i 2019. I løbet af bare et par uger har verdens øjne flere gange flyttet blikket fra de store internationale modehuse, som Gucci, der senest har været hovedperson i en ’Black face’-skandale, og i stedet rettet det stift mod vores lille land. Lignende er nemlig sket for Ganni, der fik kritik for sit show ’Life on Earth’ under den netop overståede modeuge i København. En af showets amerikanske gæster, Anaa Saber, der står bag bloggen OurSecondSkin, kritiserede Gannis konstellation med billeder fra fotograf og World Press Photo-vinder Ami Vitales rejser fra hele verden – en konstellation, der ifølge Anaa Saber, modsat formålet, nærmere var med til at bidrage til den manglende kulturforståelse, der stadig eksisterer i modebranchen. “Stop med at være så tonedøv og blind overfor jeres egen internaliserede, koloniale mentalitet,” skrev hun i et Instagram-opslag efter showet, hvorefter både andre brancheprofiler og medier samlede sagen op og spredte den globalt.

Men hvor kritikken af Ganni – en kritik, brandet i øvrigt efterfølgende har undskyldt for – var henvendt mod et enkeltstående tilfælde, deres show, stikker kritikken af Carcel endnu dybere. Forbrugerne stiller spørgsmålstegn ved hele grundlaget for deres virksomhed – et grundlag, som brandet selv mener giver støtte til de mange kvinder, der ender i fattigdomsrelateret kriminalitet og derfor hverken kan støtte deres familier eller komme ud af den onde cirkel, når de sidder i fængsel. Men hvorfor sker det overhovedet, at modevirksomheder fra vores lille plet på verdenskortet pludselig begynder at give negativ genlyd internationalt? Er det fordi de rent faktisk har begået en så fatal fejl, at de kan måle sig med nogle af verdens største modehuse, der de seneste år har set sig nødsaget til at trække flere kampagner og produkter tilbage? Eller er det nærmere fordi så mange danske virksomheder går forrest, når det kommer til bæredygtighed, CSR, inklusion og diversitet, som er nogle af tidens mest glohede emner i modebranchen, og som derfor også er med til at sætte Danmark og dansk mode på verdenskortet? Og når man stikker snuden frem, gør man sig også sårbar for at få et slag eller to over den. For forbrugerne er ikke bare blevet mere bevidste. De er skarpere end nogensinde før, og de er ikke sene til at råbe op, hvis de følger sig krænket – enten på egne eller andres vegne. Ikke mindst i en tid, hvor sociale medier og medfølgende hashtags som #metoo har givet alle en stemme, og hvor Instagram-profiler som @diet_prada har gjort selvtægt til branchens helt store hobby.

Som modeekspert og lektor Maria Mackinney-Valentin, der blandt har forsket i netop kulturforståelse indenfor modeverdenen, sagde det, da hun i sidste uge gæstede Deadline på DR2 for at tage del i debatten om de nye reaktionsmønstre i modebranchen og herunder især de mange ’Black Face’- og racismeanklager:

“Det man skal huske er, at moden i høj grad får sin betydning alt efter den kontekst, den befinder sig i. Det betyder, at det er sammenhængen det kommer an på, og sammenhængen lige nu er en højspændt situation omkring inklusion, respekt overfor andre etniciteter, herunder african americans, men også forskellige seksualiteter og køn,” sagde hun. Til vært Steen Nørskovs spørgsmål, om det er en revolution der foregår indenfor mode lige nu, eller om det er noget, der har eksisteret i mange år, svarede hun, at det store ryk indenfor tendensen især er sket med udbredelsen af digitale medier. Medier, som har bragt helt nye muligheder – men også faldgruber, når det kommer til at tale til et globalt publikum med alt hvad det indebærer af kulturforskelle og -historie.

Gannis AW19-show, der efterfølgende skabte debat. Foto: CFW

Dansk mode har fået international bevågenhed – og et øget ansvar

Men i takt med at flere og flere forbrugere raser ud og flere og flere brands derfor ender i shitstorms, bliver det også kun sværere at afkode, hvornår nogen reelt føler sig krænket, og hvornår der nærmere er tale om medløbere, der formet af tidens krænkelseskultur kan sidde derhjemme bag skærmen i ly af internettets virtuelle tryghed og fælde dom over små og store modevirksomheder uden at tænke over de konsekvenser, det kan have. For det kan have fatale konsekvenser for et brand – se bare på Dolce & Gabbana, der i 2018 må siges at have skudt sig selv godt og grundigt i stiletten med en mildest talt ufølsom kampagne, der fik flere af landets største modeprofiler til at melde fra til deres show i Shangha i Kina på grund af beskyldninger om racisme. Brandet udsendte til sidst en undskyldning, men skaden var sket, og i dag er det svært at forestille sig en tid, hvor det italienske modehus igen kan kalde Asien for sit kernemarked.

Men hvor Dolce & Gabbana formentlig har mistet en stor del af deres – i hvert fald kinesiske –  kunder nu og måske fremover, er det dog ikke alle brands, hvis shitstorms ser ud til at få lige så store og langvarige konsekvenser. Det gælder eksempelvis Ganni, som netop var hurtige til at undskylde i en officiel udtalelse – og siden ser den kritiske storm ud til at have lagt sig igen.

“Selvom vores intentioner udelukkende var gode, kan vi nu godt forstå, at vi har brudt nogle følsomme grænser ved at vise vores kollektion i kontekst med disse billeder. Vi sender vores oprigtige undskyldninger, da det aldrig var vores intention. Vi vil lære fra denne fejl, og vi lover at bruge jeres uvurderlige indsigt til at tage aktion, så vi kan gøre det bedre i fremtiden,” skrev Ganni.

For Carcel er situationen dog en anden. I deres tilfælde, hvor kritikken går på hele deres forretningsgrundlag, har de efterfølgende forsøgt at gøre deres værdikæde endnu mere transparent for på den måde at tage del i og tydeliggøre deres perspektiv i debatten om brugen af fængselsarbejde. Også selvom det har placeret dem i en sårbar situation som stadig ny dansk virksomhed i en global modebranche.

“Vi er enormt stolte af det, vi gør, og de kvinder, vi har ansat. Og vi ved, at denne her måde at arbejde på har en stor positiv effekt på deres selvværd, mentale helbred og deres familier. Vi tror på at det at opbygge forretningsmodeller, som bidrager positivt til verden både socialt og miljømæssigt, er en bæredygtig måde at skabe impact på. Vi er en ung virksomhed, som prøver os frem med noget, som der ikke rigtig ligger en drejebog for, så vi lytter og er selvfølgelig hele tiden klar på at blive bedre,” siger Louise Van Hauen og fortsætter:

“Vi vil helt klart fortsætte med at være åbne omkring, hvordan vi arbejder, og hvem, der laver tøjet. Men vi er nu endnu mere end før opmærksomme på vigtigheden i, hvordan vi kommunikerer, da det er et sensitivt emne, vi beskæftiger os med. Vi har sat os for at kæmpe for en mere transparent modeindustri, hvor kunderne kan få indblik i præcis, hvordan vi opererer, og hvad vi betaler i hvert led. Dette kommer vi til at udbygge endnu mere,” afslutter Louise Van Hauen fra Carcel, der trods forventningen om, at debatten ville bryde ud før eller siden, alligevel har brugt kritikken til at se indad, så de ikke havner i samme situation igen.

Men uanset hvilken handlingsplan, man som brand vurderer er bedst, hvor stiller det så den danske modebranche i fremtiden, når vi pludselig også er tvunget ind i den identitetspolitiske arena, som moden er blevet i dag? Får det os til at trække følehornene til os, eller skal vi bare vænne os til, at sammen med ambitionerne om at række ud over de danske grænser følger også et større ansvar for at følge med tiden og kommunikere og praktisere vores erhverv på en måde, så ingen føler sig krænket, overset eller trådt på?

LÆS OGSÅ:

Carcel 1 år: “Det var stort at finde ud af, at det kunne lade sig gøre”