Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Boozt lukker tabsgivende butikssatsning i København

Den blot to år gamle Beauty by Boozt-butik på Købmagergade i København har “fra et økonomisk perspektiv været en smertefuld erfaring,” forklarer CEO Hermann Haraldsson i nyt kvartalsregnskab.
Den blot to år gamle Beauty by Boozt-butik på Købmagergade i København har “fra et økonomisk perspektiv været en smertefuld erfaring,” forklarer CEO Hermann Haraldsson i nyt kvartalsregnskab.

I sommeren 2018 kunne Boozt udvide deres fysiske tilstedeværelse og åbne dørene til et 500 kvadratmeterstor kosmetik- og hudplejemekka under navnet Beauty by Boozt på Købmagergade i København. En satsning, der handlede om at udvide den allerede vidtrækkende virksomheds markedsandele.

Men allerede kort tid efter åbningen, i november samme år, viste det sig, at den store butik ikke formåede at performe på bundlinjen, idet et kvartalsregnskab afslørede, at satsningen var dyrere end forventet, og at der var et stort tab på den nye butik i København.

Dengang afviste administrerende direktør Hermann Haraldsson dog, at der skulle være tanker om at lukke den stadig nye butik. Men nu, to år – og en coronakrise – senere er virkeligheden en anden. Boozt har besluttet at lukke den snart to år gamle butik. Det berettes i et nyt regnskab for første kvartal af 2020.

“Vores Beauty by Boozt fysiske butikker i Danmark har banet vejen for vores nuværende stærke position online på Boozt.com. Men fra et økonomisk perspektiv har det været en smertefuld erfaring. De seneste 18 måneder har vi forsøgt at få vendt udviklingen for den sidste butik i København, men uden succes,” udtaler Hermann Haraldsson i en kommentar i kvartalsregnskabet. Udover butikken på Købmagergade havde virksomheden også en Beauty by Boozt-butik i Roskilde, som dog lukkede i sidste år.

På grund af lejekontrakten lukker butikken i København ikke med det samme, men omdannes til en Booztlet-butik indtil kontrakten udløber i april 2022.

Stigende omsætning trods corona

I 2019 havde Boozt ellers et positivt regnskab, hvor deres nettoomsætning passerede de tre milliarder svenske kroner. Det skyldes blandt andet, at “den gennemsnitlige ordreværdi har været rekordhøj,” som direktøren dengang forklarede det. Men ligesom de fleste andre, har Boozt også været negativt influeret af Coronakrisen. Det betød blandt andet, at de i midt april valgte at opdatere forventningerne til første kvartal af 2020 og helt ekstraordinært nedskrive varer for 58 millioner kroner.

Alligevel formåede Boozt en fremgang i omsætningen på 7,5 procent i årets tre første måneder med en nettoomsætning, der landede på 766 millioner svenske kroner, sammenlignet med 712,4 i samme periode sidste år. På grund af afskrivningen ses et minus på 79,9 millioner svenske kroner på bundlinjen i kvartalsregnskabet.

På trods af den tabsgivende Beauty by Boozt-butik i København, satser Boozt fortsat på skønhedskategorien og vil snart åbne lignende butikskoncept i Malmø.