Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Nyt årsregnskab fra Boozt.com: “Den gennemsnitlige ordreværdi har været rekordhøj”

Både top og bund er løftet i den dansk/svenske webportals resultatopgørelse for 2019. Ifølge CEO Hermann Haraldsson, skyldes det blandt andet, at de i november blokerede 9000 kunder med “ekstrem returneringsadfærd."
Både top og bund er løftet i den dansk/svenske webportals resultatopgørelse for 2019. Ifølge CEO Hermann Haraldsson, skyldes det blandt andet, at de i november blokerede 9000 kunder med “ekstrem returneringsadfærd."

“I et fortsat udfordrende marked har vi formået at løfte vores nettoomsætning med 18 procent i fjerde kvartal og med 23 procent for hele året.”

Sådan indleder CEO Hermann Haraldsson pressemeddelelsen om Boozt.coms nye årsregnskab. Et regnskab, der vidner om, at den dansk/svenske netportal fortsat har en solid tiltrækning på forbrugerne. I årsregnskabet, der dækker over perioden 1. januar til 31. december 2019, ses det, at virksomhedens nettoomsætning nu har passeret de tre milliarder og lander på 3,4 milliarder svenske kroner, hvilket svarer til cirka 2,4 milliarder danske kroner. Og det er netop en stigning på 23 procent sammenlignet med sidste års resultat på knap 2,8 milliarder svenske kroner.

Ser man på bruttofortjenesten, er denne steget næsten lige så meget, med 22,3 procent, fra 1,1 milliarder svenske kroner i årsregnskabet for 2018 til nu at lande på 1,4 milliarder for 2019. Det har resulteret i et overskud på bundlinjen, som ligeledes er blevet løftet. Det lander på 54,8 millioner svenske kroner, hvilket er en stigning på 28,6 sammenligner med de 42,6 millioner svenske kroner, som man fandt i sidste års resultatopgørelse for 2018.

“Den gennemsnitlige ordreværdi har været rekordhøj, hvilket skyldes færre returneringer på grund af implementeringen af vores ’fair use’-politik i november, hvor cirka 9000 kunder blev blokeret, hovedsageligt på grund af deres ekstreme returneringsadfærd. Det har haft en lille negativ effekt på væksten i vores nettoomsætning og en midlertidig effekt på vores ’net promotor score’ (et værktøj til at måle kundeloyalitet red.), men alt i alt har det været et meget positivt tiltag for virksomheden, og vi er stolte over at tage del i kampen om at skabe en mere ansvarlig branche,” lyder det videre fra Hermann Haraldsson, der forventer, at portalens nettoomsætning vil vokse med yderligere 15-20 procent i løbet af 2020.

“I de kommende år er vores mål at fortsætte med at vokse udover det nordiske onlinemarked for på den måde at udvide vores markedsandele,” afslutter han.

Du kan læse hele årsregnskabet her.