

Der var lagt op til store ændringer på CIFF Youth, der dette forår stod til at løsrive sig fra både CIFF, Bella Center og modeugen og flytte til Øksnehallen i juni. Som stort set alt andet er disse planer nu også ændret grundet Covid-19.
Uden derfor nogensinde at være rykket, er CIFF Youth nu tilbage i Bella Centrets rammer i starten af august. Dette sker i første omgang for at sikre de sundhedsmæssige foranstaltninger, men i høj grad også for at bakke op omkring den fælles indsats for modeugen, der blev proklameret i en pressemeddelelse tidligere på ugen. I den slog Copenhagen Fashion Week, CIFF, DM&T, Revolver og Wear fast, at de står sammen om at få modeugen i uge 32 til at ske. Også selvom formaterne formodentlig bliver både justeret og gentænkt.
“Vi befinder os i en hidtil uset situation, og for nu er vores hovedfokus at støtte modebranchen, herunder ungdomssegmentet, ved at stå samlet gennem disse udfordrende tider. Naturligvis holder vi os opdateret om udviklingen af Covid-19 og følger under alle omstændigheder instruktionerne fra Sundhedsstyrelsen,” lyder det i en netop udsendt pressemeddelelse.
CIFF Youth vil til august blive afholdt i de – frem til nu – dedikerede CIFF Raven- og Special Projects-områder i Bella Centrets B0- og B1-haller. Hvad der skal ske med CIFF Raven og Special Projects melder pressemeddelelsen ikke noget om.
CIFF Youth vil annoncere messens fremtidige datoer og kommende placering i Københavns centrum på et senere tidspunkt med effekt fra januar 2021.