Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Lærke Andersen lukker

Den danske brand er blevet nedlagt efter fem år, afslører Lærke Andersen selv i dag.
Den danske brand er blevet nedlagt efter fem år, afslører Lærke Andersen selv i dag.

“Lærke Andersen takker for nu.”

Sådan starter den danske designer Lærke Andersen sit Facebook-opslag fra i dag, hvor hun gør det klart, at hendes brand i eget navn lukker. En udvikling, der, ifølge designeren selv, bunder i, at brandet ikke længere lever op til den vision, hun oprindeligt havde med det.

“Det har bestemt ikke været en nem beslutning, men jeg har måtte erkende at mærket er endt et sted, hvor jeg bruger alt for lidt tid på det, jeg elsker ved faget og ville med mærket. Og alt for meget tid på ting, som ikke er det, der driver mig som designer,” skriver hun videre.

Lærke Andersen er i sin karriere flere gange blevet anerkendt for sit store talent af branchen. I 2017 vandt hun herunder den prestigefyldte pris Magasin du Nord Fashion Prize. Året efter, i vinteren 2018, var hun så klar med sit debutshow under Copenhagen Fashion Week. Noget, der ifølge designeren selv, forhåbentlig kunne være med til at “blåstemple brandet overfor en bredere skare af indkøbere, så vi kan vokse os større og stærkere som virksomhed,” som hun selv formulerede det til Fashion Forum under forberedelserne til sit show. Siden har flere shows fulgt efter, hvor hun har foldet sit karakteristiske futuristiske, funktionelle og sportsinspirerede univers endnu mere ud. Senest har hun gjort sit bemærket gennem sit samarbejde med det danske arbejdstøjsmærke Kansas.

Lærke Andersen AW18. Copenhagen Fashion Week.

Lærke Andersen har en kandidatgrad i Textile Futures ved Central Saint Martins og var en årrække Ph.d.-studerende indenfor samme felt. Før hun stiftede sit eget brand, har hun desuden arbejdet for både Henrik Vibskov herhjemme samt Louis Vuitton i Paris og Stella McCartney i London. Hvad fremtiden skal byde på, er stadig uvist, men ifølge Lærke Andersen selv, står den først på barsel med hendes andet barn, og derefter er tiden inde til at prøve kræfter med nye projekter.

“Først og Fremmest, fra hjertet tusind tak til alle de mennesker, der har været omkring Lærke Andersen og hjulpet mig og mærket til at opnå ting og højder, som jeg ikke havde turde drømme om dengang for fem år siden. I ved, hvem i er,” slutter hun af i sit opslag.

Virksomheden Lærke Andersen ApS er under konkurs, efter et konkursdekret den 5. november 2019 blev afsagt af Sø- og Handelsrettens Skifteretsafdeling. Det fremgår af CVR.dk.