Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Ganni strejker, Won Hundreds stole-debut og en velgørende pyjamas

Ganni er med, når verden i dag klimastrejker, Won Hundred står sammen med Fritz Hansen om ikonisk skammel, Day Birger et Mikkelsen støtter Red Barnets arbejde, og Normann Copenhagen fylder år.
Ganni er med, når verden i dag klimastrejker, Won Hundred står sammen med Fritz Hansen om ikonisk skammel, Day Birger et Mikkelsen støtter Red Barnets arbejde, og Normann Copenhagen fylder år.

Mens Greta Thunbergs FN-tale stadig står øverst på samtalelisten, er det fortsat de internationale modeuger, der primært fylder feeded. Og selvom der er mange højdepunkter blandt kollektionerne (Y Projects i Paris, åhh..) fandt nogle af de mere spektakulære højdepunkter sted i Milano. Her kan vi ikke komme udenom kunstner og aktivist Ayesha Tan-Jones, der som model til Gucci-showet gjorde oprør mod de spændetrøje-uniformer, som Alessandro Michele havde valgt at åbne showet med. På sine håndflader, som hun holdt frem foran sig for enden af catwalken, havde hun skrevet “Mental Health is Not Fashion.” Om man er enig i hendes reaktion på Micheles statement-styles eller ej, er det ikke desto mindre et godt eksempel på den tid vi er i, hvor modehuse mere end nogensinde før stilles til ansvar for de kreative referencer, de laver. Efter denne lidt dramatiske start gik showet i mere vanlig Gucci-stil i gang, og kollektionen blev af Business of Fashions Tim Blanks efterfølgende kaldt for Michelles “mest forførende og tilgængelige kollektion til dato.” Dog var det runway-stunt, der ultimativt løb med opmærksomheden i Milano, uden sammenligning fra Jennifer Lopez, der gik Versace-showet i en nyfortolkning af den ikoniske jungle-kjole hun bar for 20 år siden – et stunt, der, ifølge Launchmetrics, fik omtale og onlineengagement til en værdi af små 65 millioner kroner.

Lige nu er der fuld gang i Paris, hvor en stor del af de danske brands er aktive i showroom, på messer og i butikker. Samsøe & Samsøe havde butiksåbning onsdag, i går fejrede Ole Lynggaards pariser-flagshipstore to års fødselsdag og i dag, fredag, holder Heliot Emil show – hvilket vi selvfølgelig følger op på, så læs med i næste uge.

Læs flere af ugens branchenyheder herunder:

Ganni går i strejke

Når verden endnu engang går i klimastrejke i dag, fredag, er det med Gannis opbakning. Brandet, der netop har lanceret tøjudlejningsservicen Ganni Repeat, har valgt at lukke alle butikker i København, Stockholm og Oslo samt kontorer i København, London og New York i en totimers periode og giver dermed deres ansatte mulighed for at deltage i strejken. Ganni har i sin levetid taget mere end 30 bæredygtige initiativer – store og små – fra vegetarisk frokost og 100 procent vedvarende energi på kontoret samt kortlægning af deres kulstofudledning.

“Ganni anerkender fuldt ud de negative bivirkninger, der er ved at være i en industri drevet af nyheder, men ser det som vores moralske forpligtelse at reducere vores indvirkning på planeten. Vi er de første til at indrømme, at vi kunne gøre mere, men tiden til at handle er nu. Vi arbejder trin-for-trin på at blive mere ansvarlige og sigter mod at gøre det bedre hver dag,” skriver Ganni i en pressemeddelelse.

Ganni går i klimastrejke fredag den 27. september og lukker samtlige butikker og kontorer.

Fritz Hansen går i denim-mode med Won Hundred

Chancen for at du har haft popoen plantet enten på en af Fritz Hansens ikoniske Dot-skamler eller i et par af Won Hundreds jeans er forholdsvis stor. Og nu går de to københavnerbrands sammen om at forene deres favoritter og lancerer den Arne Jacobsen-designede Dot-skammel beklædt med denim i et begrænset oplag på 100 signerede styks.

“Ideen omkring at se Dot-skamlen i denim er sjov, fordi det er et så ikonisk og velkendt materiale, anbragt på en ægte Fritz Hansen klassiker. Og alligevel er looket og kombinationen overraskende og moderne,” siger Christian Andresen, chefdesigner hos Fritz Hansen.

Skamlen fås fra den 10. oktober 2019 hos Won Hundred og Fritz Hansen.

Fritz Hansen samarbejder med Won Hundred om den ikoniske Dot-skammel.

Et trygt sted at sove

DAY Birger et Mikkelsen står dette efterår bag en blød pyjamas, der med skuespiller Birgitte Hjort Sørensen som ambassadør og kampagnemodel, skal være med til at støtte Red Barnets arbejde for de børn, der er fanget i katastrofeområder og give dem tryghed og et sted at sove.

“Vi har som familie stor berøring med Indien og har rejst der igennem 40 år. Igennem alle disse år har vi observeret landets udvikling, man bliver stadig helt grebet af mangfoldigheden og kulturen, og ikke mindst den værdighed, man møder i Indien i alle samfundslag. Store dele af Indien er udsat for et voldsomt klima, som kan skabe store problemer. Disse naturkatastrofer gør det svært for samfundet at garantere børns velfærd, og det er her, Red Barnet gør sådan en beundringsværdig indsats. Vi er stolte af dette partnerskab med Red Barnet, og vores mål er at være med til at gøre en forskel og sætte fokus på sådanne områder ved salg af vores pyjamas lavet af bæredygtigt bomuld,” siger kreativ direktør Marianne Brandi i en pressemeddelelse.

Pyjamassen kommer i handlen den 20. november 2019.

DAY Birger et Mikkelsen x Red Barnet.

Normann Copenhagen fylder 20 år

Da Jan Andersen og Poul Madsen grundlagde Normann Copenhagen for 20 år siden, var det med lampen ‘Norm 69’, der hurtigt tændte lys over hele byen. Samtidig vandt de terræn, ikke bare med deres serier af sofaer, stole, lamper og tekstiler, men også med et nyt designperspektiv på nogle af de hverdagsting, vi ikke kan undvære, såsom opvaskebørster, -baljer og fejebakkesæt – noget der på daværende tidspunkt ellers ikke var meget ballade i. Stort tillykke herfra.

Soundvenue og Muf10 slår pjalterne sammen

Når Soundvenue på lørdag afholder endags-festivalen Input i Pumpehuset, har de samtidig sat sig for at udfordre den klassiske band- og festival-merchandise. Derfor har de teamet op med Muf10, der har designet et logo, som man til festivalen kan få trykt på sit eget gamle tøj og totebags eller på de brugte T-shirts, man kan købe på stedet gennem fra Røde Kors. Ideen er inspireret af rockbandet The 1975, der netop trykker nye prints på gamle turnétrøjer for at komme lagre af overskydende merchandise til livs.

Det gratis arrangement består af både talks, koncerter og DJ-set og løber fra klokken 15 til midnat i Pumpehuset i København. 

H&M i skotsk twist

Argylemønster og jaquardvævede stoffer er ikke noget dårligt match til efteråret, og da slet ikke i kombination med bløde strikkjoler, hoodies og strik-accessories. Derfor er samarbejdet mellem H&M og Pringles of Scotland ret godt tænkt. Det klassiske tøjmærke har i denne high street-version moderniseret sin silhuet og tilført rå kanter, neongule detaljer og en lidt sporty feel. De primære materialer er genanvendt polyester, økologisk bomuld, alpacauld og viskose, der nok skulle kunne holde kolde kroppe varme – og selv den lille hund er der også tænkt på med små matchende striktrøjer. Så er der styr på det.

H&M x Pringle of Scotland
H&M x Pringle of Scotland.