Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Modelikon fylder 70, international pris til Ichi, Cara Delevingne og et helt nyt mærke

Modelikonet Twiggy fylder 70 år, det britiske medie Drapers kårer Ichi som årets kvindebrand, og Moss Copenhagen har stiftet et nyt mærke.
Modelikonet Twiggy fylder 70 år, det britiske medie Drapers kårer Ichi som årets kvindebrand, og Moss Copenhagen har stiftet et nyt mærke.

I sidste uge var det New York, så London. I denne uge Milano og i næste uge går turen til Paris. Ja, de internationale modeuger er i fuld gang, og ligeså er de utallige showanmeldelser, street style-fotoserier, debatter om modehusenes udvikling – eller mangel på samme – og etiske og politiske betragtninger, der hver sæson følger i kølvandet. Det gælder ikke mindst i London, hvor modeugen ikke bare var præget af den Brexit-storm, som briterne til stadighed forsøger at navigere i, men også store protester fra gruppen Extinction Rebellion, der – med mere eller mindre grafiske metoder – satte fokus på branchens miljømæssige konsekvenser og endda gik så langt som at opfordre besøgende til at boykotte mode.

Knap så dramatisk bliver det formentlig i Paris, der lukker og slukker ballet i næste uge og frem til den 1. oktober. Endnu en gang med deltagelse fra også en stor gruppe brands fra Danmark, der slår et slag for dansk mode via både shows, messer og egne showrooms i byernes by.

Nu vi er ved strejkerne, så er det også i dag, at de globale klimastrejker går i gang. Anført af tidens måske mest omtalte svensker, Greta Thunberg, igangsættes protester over hele verden, der, modsat dem i marts og maj, ikke kun er tilsigtet skolebørn, men alt og alle, der gerne vil have verdens ledere til at tage aktion i klimakrisen. Strejkerne er arrangeret omkring med FNs Climate Action topmøde den 23. september og finder sted over hele verden, inklusiv Danmark, enten i dag, den 20. september, eller næste fredag, den 27. september. Du kan finde mere information om strejker i dit lokalområde her.

Sidst, men absolut ikke mindst, kan vi ikke komme udenom denne uges mest omtalte sag i modebranchen herhjemme. Nemlig den om Chris Pedersen og Lotte Freddies DR K-program ’Mode og Sex’, som har fået model Vincent Beier – og mange andre – til tasterne i protest mod programseriens andet afsnit, ’Kjoler til mænd.’

“På nationalt TV kalder en ekstremt respekteret modekritiker mig forkert, fordi jeg er en dreng, der bærer kjole. Uden jeg har haft nogen viden om det eller mulighed for at forsvare mig selv, er jeg nu blevet personligt angrebet på TV,” skrev Vincent Beier selv på sin Instagram kort efter, hvilket fik Chris Pedersen til at undskylde, ligeledes på sin Instagram:

“Mener jeg, at Vincent Beier er forkert. Nej, selvfølgelig ikke. Og det gør Lotte Freddie selvfølgelig heller ikke. Jeg har tværtimod fulgt Vincent tæt siden han var 12 år gammel og altid ment, at han var en af de mest fantastiske modeller i branchen. Med hensyn til programmet Mode & Sex, så anerkender jeg fulgt ud, at klipningen er stram, og at den lille sekvens med Vincent kan ses, som at Lotte mener, at Vincent er forkert. Det gør hun ikke. Hun mener kjolen er forkert, og flere gange ellers i programmet nævner hun, hvor smuk Vincent er, og hvor skønt det er, folk nu i langt højerede grad end før, kan gøre hvad de vil.”

En ærgerlig, men også vigtig sag, der endnu engang understreger, hvor essentielt det er, at medier, redaktører og programansvarlige forstår og er opmærksomme på alle nuancer i deres formidling – også når det kommer til formidlingen af mode.

Læs op på ugens øvrige korte modenyheder herunder.

Nyt brand i byen

Moss Copenhagen har netop løftet sløret for deres nyeste satsning, et undermærke ved navn Edit by MSCH. Et mærke, der ifølge Moss Copenhagen, er mere feminint end hovedbrandet og som henvender sig lidt en lidt mere moden målgruppe – dog stadig med samme fokus på at skabe produkter af høj kvalitet til en konkurrencedygtig pris.

Den første kollektion under navnet Edit by MSCH distribueres på udvalgte markeder, online og i udvalgte butikker i Aarhus, København, Aalborg og Vejle.

Moss Copenhagen har stiftet et nyt brand ved navn EDIT by MSCH. Fotograf: Bjarke Johansen.

FN’s verdensmål fortolkes i pop-up i Odense

Der sker fortsat meget på bæredygtighedsfronten i modebranchen – og heldigvis for det. Befinder man sig i Odense-egnen kan man for eksempel svinge forbi Brandts Passage, hvor Morten Underbjerg Olesen, Tina Søgaard-Pedersen og Bára Ástvaldsdóttir har åbnet en pop-up med hver deres bæredygtige tøjmærke. Mærker, der har det til fælles, at de aktivt arbejder med FN’s verdensmål under navnene Le Pirol, Vain Dane Athletic og Bara Bara. Hvor Le Pirol laver strik med uld fra argentinske merinofår, der bliver forarbejdet i Italien og strikket i Danmark, beskæftiger Vain Dane Athletic sig med sportstøj lavet af gamle fiskenet, havplast og gulvtæpper. Ligesom Bara Bara, der bruger restmetervarer, som ellers skulle være brændt eller destrueret. Tre gode bud på, hvordan man kan arbejde med mode på en mere miljøvenlig måde.

Pop-up’en åbnede officielt den 28. august i Passagen i Brandts Klædefabrik og er der i tre måneder frem.

Morten Underbjerg Olesen, der står bag Le Pirol, laver miljøvenlig strik.

Dansk brand hyldes af Drapers – igen

Dansk mode nyder fortsat stor bevågenhed udenfor landets grænser. Se bare på DK Company-brandet Ichi, der i sidste uge blev udråbt til ’Womenswear Brand of the Year’ af det britiske medie Drapers under deres årlige Independents Awards i London. Og det er ikke første gang, at et dansk mærke får den ære – sidste år gik samme pris til ditto danske Mos Mosh.

Cara Delevingne sætter fokus på truede dyr

Tilbage i marts kunne vi berette, at det verdensomspændende franske kunstfotografikoncept Yellowkorner, der driver 90 gallerier verden over, kom til København med et nyt galleri i Kronprinsensgade 16. Nu er der så nyt på udstillingsfronten, idet galleriet er klar med en global udstilling ved navn ‘I’m Not a Trophy’. En udstilling, der sætter fokus på truede dyrearter og derfor præsenterer kunstværker af forskellige dyr, hvor antallet af værker til salg afhænger af, hvor mange af den art, der stadig lever i det fri. Til at fremme budskabet har kunstmaler Arno Elias’, der står bag udstillingen, teamet op med ingen ringere end Cara Delevingne, der foruden sin lysende modelkarriere også er engageret i netop bevarelsen af natur og truede dyrearter.

Den danske del af den ellers globale udstilling åbner i dag, den 20. september 2019. Overskuddet fra salget af de begrænsede antal værker går til Arno Elias’ organisation, der også har navnet ’I’m Not a Trophy.’ 

Cara Delevingne lægger selv krop til udstillingen ‘I’m Not a Trophy’.

Peter Shire er tilbage hos Kokoon

Peter Shire er efterhånden et kendt navn også i modebranchen – ikke mindst for sit fine keramik-univers, der især er elsket for de quirky ’Echo Park’-kopper, der med sine barnlige former og fine farvekombinationer har fundet vej til manges hjerter. Ikke mindst gennem Kokoon, som flere gange har lagt rammer til galleriet Les Gens Heureux’ pop-ups med den populære keramiker i deres butik på Gl. Kongevej 86 på Frederiksberg. Nu har Les Gens Heureux fået endnu et (begrænset) parti hjem, som sælges i butikken gennem hele september side om side med Kokoon-designer Nanna Søbirks populære silkedesigns.

Peter Shire er manden bag de quirky kopper.

JEWLSCPH støtter Psoriasisforeningen

Lider man selv af psoriasis eller kender man en, der gør, ved man, at det er en meget alvorlig hudsygdom – som kan være meget begrænsende for dem, der har den. Det vil smykkedesigner Mai Manniche fra JEWLSCPH være med til at sætte fokus på. På baggrund af sin egen kamp med sygdommen er hun blevet ambassadør for Psoriasisforeningen og lancerer i den forbindelse kampagnen #SmukMedPsoriasis. Kampagnen, der skydes i gang den 12. oktober i forbindelse med optakten til Psoriasisdagen den 29. oktober, er centrereret omkring øreringene ’Mini Triple Leaves’, hvor 20 procent af salget går til Psoriasisforeningen og deres arbejde.

Øreringene kan købes både gennem JEWLSCPH og Psoriasisforeningen.

Hip Hurra

Få modeller har revolutioneret modelverdenen som Twiggy, aka Lesley Lawson, der med sine store dådyrøjne, kortklippede, drengede frisure og androgyne, spinkle skikkelse vendte det kvindelige skønhedsideal på hovedet i 1960’erne – på godt og ondt. Siden har mange andre supermodeller fået ligeså meget – hvis ikke mere – ikon-status, men Twiggys helt unikke look vil for altid forblive en tilbagevendende inspirationskilde i modebranchen. Et stort tillykke skal der lyde herfra til modellen, der fyldte 70 år i går.