Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Økonomi

Les Deux fortsætter væksten: “Det er vigtigt, at vi formår at tjene penge og ikke blot er en hype”

Det går godt for Les Deux, hvis nye årsregnskab viser, at både bruttofortjeneste og bundlinje er skudt i vejret.
Det går godt for Les Deux, hvis nye årsregnskab viser, at både bruttofortjeneste og bundlinje er skudt i vejret.

At Les Deux har høje ambitioner er ikke noget nyt. Det beviser brandets utallige nye satsninger indenfor alt fra eget leveringskoncept og udvidelse med børnetøj i 2017 til deres roste debutshow under Copenhagen Fashion Week i januar. Men nu ser det ud til, at der fortsat er incitament til at holde ambitionsniveauet højt. Det viser Les Deux’ nye årsregnskab, der er blevet offentliggjort i dag.

Heri ses det, at der også i 2018 var rigtig godt gang i salget af kreativ direktør Mathias H. Jensens genkendelige designs. Bruttofortjenesten steg nemlig fra lige godt 5,4 millioner kroner i 2017 til 10,7 millioner kroner i 2018. Med andre ord en fordobling. Endnu mere vækst er der at spore i årets resultat efter skat, der endte på næsten 1,9 millioner i 2018, hvilket er en mangedobling fra året før, hvor det lød på knap 144.000 kroner.

“Les Deux har siden starten haft sorte tal på bunden. Det er vigtigt, at vi formår at tjene penge og ikke blot er et hype brand. De senere år har vi fokuseret meget på toplinjen, hvorfor der er blevet investeret tungt i medarbejdere, lager, systemer, shop-in-shops, soft shops og så videre. Det betaler sig nu tilbage med endnu en markant vækst. Resultatet skal samtidig ses i lyset af, at vi fordoblede antallet af medarbejdere i 2018, hvor vi gik fra 11 til 22, så på trods af det gode resultat har vi stadig investeret tungt i virksomheden for at skalere den yderligere. Derfor vil alle vores penge også blive brugt i at investere i vores udvikling og vores brand,” siger direktør Andreas von der Heide og tilføjer, at deres omsætning, som ikke er udspecificeret i regnskabet, også er i vækst og lige nu stiger med 40-50 procent årligt.

Investerer i fremtiden

Selvom Les Deux har mangedoblet bundlinjen på blot ét år, fortæller Andreas von der Heide, at han fortsat er ydmyg omkring den vækst, virksomheden oplever. En virksomhed, der ligesom så mange andre iværksættereventyr startede i en kælder. Med det sagt, så var resultatet dog forventeligt, da det er en del af en større strategi, som brandet har eksekveret på de sidste tre år.

Derudover har Les Deux i 2019 påbegyndt en ny treårsplan, som blandt andet betyder, at de vil investere markant i nye koncepter – heriblandt i nye butikskoncepter udenfor Danmark, som deres kommende shop-in-shop i Åhléns i Stockholm, der står klar i slutningen af ​​april.

“For at øge omsætningen yderligere vil I se os trykke speederen i bund og gå i offensiven i alle de markeder, som vi er i. Butikker, shop in shop koncept og soft shops. Vi har trukket os fra nogle markeder, som vi var gået ind på for tidligt, og key word lige nu er fokus på eksisterende markeder i Europa, hvor vi skal blive endnu stærkere,” afslutter Andreas von der Heide.

LÆS OGSÅ:

“Vores show er en manifestering af det niveau, Les Deux har nu”