Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Name It går all in på at blive dansk jeansfavorit til børn.

Stjernekrigere på skiløjpen, denimservice og herremode i forandring

Name It introducerer et nyt servicekoncept til de små, Global Fashion Agenda udvider partnerkredsen med to modegiganter, og et ungt skuespiltalent iført Virgil Abloh for Louis Vuitton løb med opmærksomheden til Golden Globes.
Name It introducerer et nyt servicekoncept til de små, Global Fashion Agenda udvider partnerkredsen med to modegiganter, og et ungt skuespiltalent iført Virgil Abloh for Louis Vuitton løb med opmærksomheden til Golden Globes.

I denne uge har vi for alvor fået taget hul på 2019, og med et nyt år indledes også en ny modesæson. Det betyder, at de internationale modeuger er i fuld gang, med London Fashion Week Men’s som første på kalenderen, inden turen gik videre til Firenze og derefter Milano, Paris, New York og ja, selvfølgelig, Copenhagen Fashion Week herhjemme i slutningen af januar. Men allerede et par uger inde i den nye sæson har især herremodeugerne skabt debat. For hvilken fremtid går de i møde, når flere og flere modehuse oplever større succes med at kombinere deres herre- og damekollektioner under kvindemodeugerne? Det har en ny rapport fra Launchmetrics sat under lup, hvilket har fået flere store internationale modemedier til tasterne i den forgangne uge. Læs vores egen udredning af rapporten her.

Modeugen i London og Firenze er dog ikke de eneste store events, der har skabt overskrifter i ugen, der er gået. Også Golden Globes, der fandt sted i mandags i Beverly Hills, har som sædvanlig trukket sine tråde langt ind i modebranchen og kastet lys på ikke bare filmbranchen, men også moden anno 2019. Men selvom mængden af smukke, overdådige gallakjoler var langt i overtal på den røde løber, var det alligevel en mand, der løb med opmærksomheden – foruden Lady Gaga, selvfølgelig. Det unge skuespiltalent Timothée Chalamet har høstet stor ros for sit anderledes look, som blandt andet indbefattede krystalbesat seletøj, skabt af det ditto store talent Virgil Abloh for Louis Vuitton. Et look, der var lige dele nytænkende og moderne, og som endnu en gang understreger, at herremoden er i mindst ligeså stor – hvis ikke større – forandring, som kvindemoden.

Læs resten af årets første korte nyhedsopsamling herunder.

En fuldendt partnerliste

Copenhagen Fashion Summit har vokseværk. Det har Global Fashion Agenda, der står bag topmødet, flere gang slået fast i 2018, senest i december, da de annoncerede deres nye strategiske partnerskab med en af verdens største sportsbrands, Nike. Nu udvider de endnu en gang listen over partnere, der i forvejen tæller navne som Bestseller, H&M Group, Kering, Sustainable Apparel Coalition og Target. Nyeste tilføjelser er den britiske webgigant ASOS og modekoncernen PVH Corp., der huser brands som Tommy Hilfiger og Calvin Klein. De skal fremover bidrage til det branchesamarbejde, som Global Fashion Agenda har etableret, og som i sidste ende har til formål at ændre modeindustrien til en grønnere en af slagsen. Ifølge CEO Eva Kruse, betyder tilføjelsen af de to virksomheder desuden, at deres strategiske partnergruppe er tæt ved fuldendt, da de forskellige virksomheder repræsenter hver sin afkrog af modeindustrien.

Name It vil være børnenes nye BFF

I kampen om forbrugernes gunst gælder alle kneb. Den devise lever også Bestseller-børnetøjsbrandet Name It ud fra. De har i denne uge annonceret et nyt servicekoncept under forårskampagnen ’#BFF – Best Fit Forever’. Det betyder, at kunder i alle Name Its danske butikker fremover kan lade deres børn teste jeans – det vil sige have dem på i forskellige hverdagssituationer – i op til 30 dage og derefter bytte dem til et nyt par, hvis de alligevel ikke passer eller føles rigtige.

“Vi ved, at det at finde den helt rigtige pasform både er det vigtigste og det mest udfordrende for forældre, når de køber tøj til deres børn. Derfor vil vi hjælpe med at finde den helt perfekte pasform ved at tilbyde vores nye servicekoncept, hvor man kan teste og ombytte jeans i op til 30 dage,” fortæller Trine Wittrup Ørskov, kommunikationschef hos Name It, om det nye koncept. Et koncept, der i første omgang løber fra 17. januar til 24. april 2019. Hvis det bliver en succes, vil Name It dog gøre konceptet permanent på det danske marked.

Name It går all in på at blive dansk jeansfavorit til børn.

Kvickly bejler til H&M

Apropos forbrugernes gunst: denne uge har også budt på en anden nyhed om nye initiativer i ønsket om at lokke kunderne til. Denne gang er der dog tale om dagligvarekæden Kvickly, som, ifølge Dansk Handelsblad, overvejer at inkorporere non-food shop-in-shops i deres varehuse. Og her er mode højt på ønskelisten hos Coops topchef Peter Høgsted, der i et interview har udtrykt, at han overvejer at tilbyde gulvplads til for eksempel H&M i stedet for deres egne tøjmærker. Om man fremover kan shoppe svensk high street-tøj i sin lokale Kvickly er dog endnu ikke fastlagt.

Dansk klarsyn i London

Det populære danske brillemærke Ørgreen udvider nu sin internationale indsats med ansættelsen af det internationale agentur KCD, der holder til i London. Kontrakten bygger, ifølge virksomheden selv, videre på et succesfuldt samarbejde i 2018, som nu cementeres for fremtidige produktplaceringer, digitale mediestrategier og – selvfølgelig – influencer marketing henvendt til de britiske forbrugere.

“Vi har valgt at forlænge samarbejde med KCD til et permanent partnerskab på baggrund af KCDs modeviden og troværdighed, kreative og unikke tankegang og høje eksekveringskvalitet,” fortæller marketingdirektør Giordano Capuano om beslutningen.

En stjernekriger på skiløjpen

Listen af brands, der har samarbejdet med Disney gennem årene, er uendelig lang. Men nu har en ny – og en anelse uventet – spiller meldt sig på banen. Navnlig det svenske skisportsmærke SOS Sportswear. Til AW19-sæsonen har de i samarbejde med den ikoniske filmserie Star Wars skabt en skikollektion bestående af ti styles, som især er inspireret af karaktererne Princess Leia og Han Solo.

SOS x Star Wars-kollektionen vil blive præsenteret på messer under de kommende internationale modeuger og lander i butikkerne til august 2019.

SOS Sportswear er seneste brand på listen, der samarbejder med Disney.