Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Copenhagen Fashion Week offentliggør showkalender AW19. Her ses Ganni under SS19.
Alle nyheder, Indland, Modeuge

"En noget strammere kuratering" – Copenhagen Fashion Week offentliggør showkalender AW19

32 brands udgør næste sæsons endnu mere internationale og opstrammede showkalender, som ifølge modeugens nytiltrådte direktør, Cecilie Thorsmark, er skabt ud fra ønsket om at skabe den stærkeste showplatform i Skandinavien.
32 brands udgør næste sæsons endnu mere internationale og opstrammede showkalender, som ifølge modeugens nytiltrådte direktør, Cecilie Thorsmark, er skabt ud fra ønsket om at skabe den stærkeste showplatform i Skandinavien.

Copenhagen Fashion Week kan i dag løfte sløret for den officielle showkalender for den kommende vintermodeuge, der løber af stablen den 29. januar til den 1. februar 2019. En modeuge, der bliver den første med CEO Cecilie Thorsmark ved roret.

I alt 32 mærker udgør listen af showbrands, der byder på alt fra sværvægterne Ganni, Baum und Pferdgarten og Munthe til branchens nyere stjerner som Cecilie Bahnsen og Emilie Helmstedt. Derudover har også endnu flere udenlandske mærker fundet vej til København, heriblandt tyske Lala Berlin, norske Holzweiler samt svenske J. Lindeberg.

“Jeg synes, denne showkalender understreger, hvor attraktiv København er blevet. Vi har syv rigtig stærke udenlandske mærker på kalenderen denne sæson, som i princippet kunne have valgt deres egne lokale modeuger. Men den danske modescene er hypet som aldrig før og Copenhagen Fashion Week er så markant på den internationale modepresses radar for tiden. Derfor er det klart, at det giver mening for dem at søge hertil. Så nu er det vores opgave at gøre, alt hvad vi kan for, at det bliver en god oplevelse for dem,” fortæller Cecilie Thorsmark.

Sæsonen skydes herunder i gang med et kombineret debut- og åbningsshow fra det britiske og ikke mindst bæredygtige brand Mother of Pearl. Et brand, der netop har haft et særligt ønske om at præsentere deres kollektion i København, hvor bæredygtighed er høj på dagsordenen i både branchen og hos forbrugerne. Fra Copenhagen Fashion Weeks side er deres show desuden med til at markere en ny strategi om at gøre bæredygtighed til et fremtidigt omdrejningspunkt for modeugen.

“Det er en ære at skulle åbne Copenhagen Fashion Week til januar. Med vores fælles dedikation og passion for bæredygtighed, virkede det som det perfekte sted at debutere vores nye ‘No Frills’-kollektion,” supplerer Amy Powney, kreativ direktør hos Mother of Pearl.

En strammere kurateret showkalender

Men udover at være vært for endnu flere internationale og bæredygtige modebrands, er der også andre steder, hvor piben har fået en anden lyd. Modeugen modtog denne sæson et rekordhøjt antal ansøgninger, som skulle gennemgås af denne sæsons showkomité bestående af 18 eksperter fra den skandinaviske modebranche. Men alligevel er listen af showbrands ikke meget længere end sidste sommer, hvor 29 mærker præsenterede deres kollektioner under modeugen. Det skyldes, ifølge Cecilie Thorsmark, et ønske om at skabe det stærkeste line-up med fokus på “kvalitet fremfor kvantitet.”

“Der har været flere ansøgere end nogensinde, så det været en stor opgave for showkomitéen at skulle udvælge de bedste ansøgninger. Komitéens opdrag var at skabe den stærkeste showplatform – og den bedste i Skandinavien – så det er blevet til en noget strammere kuratering denne gang,” siger den nytiltrådte direktør og uddyber:

“Det er så vigtigt, at vi skaber den bedst mulige oplevelse overhovedet for de mange internationale journalister, indkøbere og influencers, der har valgt at bruge deres dyrebare tid på rejse hertil. Jeg er overbevist om, at man kommer længst med kvalitet fremfor kvantitet, og jeg er glad for at showkomiteen også deler den opfattelse,” siger hun videre og fortæller, at der også er en mere lavpraktisk årsag til, at showkalenderen ikke må blive for omfattende.

“Vi står en i særdeles gunstig situation for tiden, at der er så mange brands, der ønsker at vise under modeugen. Men helt logistisk set har vi også den begrænsning, at vi på nuværende tidspunkt har tre showdage med showtider fra klokken 9.00-19.00. Så der er en max-kapacitet på 32 shows, og de tider er naturligvis gået til de 32 brands med flest stemmer fra showkomiteen.”

Copenhagen Fashion Week AW19 løber af stablen 29. januar til den 1. februar 2019. Du kan se hele showkalenderen her.