Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Bæredygtighed er kernen i ny Bestseller-strategi

Den danske tøjkoncern har endnu en gang sat ambitionerne højt med en ny strategi, hvori de forpligter sig til at arbejde mod både at blive klimapositive, sikre fair arbejdsforhold og være cirkulære i deres design.
Den danske tøjkoncern har endnu en gang sat ambitionerne højt med en ny strategi, hvori de forpligter sig til at arbejde mod både at blive klimapositive, sikre fair arbejdsforhold og være cirkulære i deres design.

Det er ikke nogen hemmelighed, at fast fashion er skidt for miljøet. Men de seneste år har nogle af de helt store spillere indenfor kategorien faktisk været blandt de mest ambitiøse, når det kommer til at omlægge sin forretning. Det gælder blandt andet den danske modekoncern Bestseller, som flere gange har skabt overskrifter med deres grønne løfter. Bare i 2017 og 18 har de både slået et slag for transparens ved at fremlægge deres leverandørlister, blevet strategisk partner i Global Fashion Agenda, der står bag Copenhagen Fashion Summit, og investeret i biotekstilfirmaet Pond med ambitionen om at udbrede bæredygtige materialeinnovationer. Men nu tager Bestseller endnu et skridt nærmere en grønnere fremtid. Koncernen kunne i sidste uge fremlægge en helt ny strategi ved navn ’Fashion Fwd’, som har til formål at sætte bæredygtighed øverst på dagsordenen.

“Vores styrke som virksomhed er vores agilitet og vores lydhørhed overfor trends. Vi vil anvende disse styrker til at imødekomme de foranderlige krav fra vores planet og vores miljø og til at accelerere overgangen til en mere bæredygtig virkelighed,” lyder det i en pressemeddelelse fra Bestsellers CEO og ejer, Anders Holch Povlsen, der også fortæller, at strategien indeholder en såkaldt ’North Star’ vision, der skal agere ledestjerne for virksomhedens fremtidige ambitionsniveau.

“Vores North Star-ambition forpligter os til at udvikle os, indtil vi er klimapositive, fair for alle og cirkulære i vores design. Klimapositiv betyder, at vi vil fjerne mere CO2, end vi udleder. Fair for alle betyder, at vi vil promovere ligestilling, værdighed og sikre arbejdsvilkår, og cirkulær design betyder, at vi vil forvandle affald til en værdifuld ressource igennem hele vores værdikæde,” supplerer Head of Corporate Affairs Dorthe Scherling Nielsen.

Bestseller vil gøre bæredygtighed til kernen i deres forretning

Fashion FWD-strategien indeholder fire fokusområder, som definerer, hvordan Bestseller har tænkt sig at gøre deres forretning mere bæredygtig. De fire områder dækker alt fra materialer, klimaforandringer, menneskerettigheder og cirkularitet. Samtlige fokusområder medfører desuden, ifølge koncernen selv, en række konkrete målsætninger for perioden 2019-2025.

“Dette er et afgørende øjeblik for vores virksomhed, idet vi har placeret bæredygtighed som kernen i vores forretning. Samtidig er vi fuldt ud bevidste om omfanget af den udfordring, vi står overfor. Uden samarbejde på tværs af industrien og støtten fra vores partnere, kan vi ikke klare det,” lyder opfordringen fra Dorthe Scherling Nielsen.

Udover Fashion Fwd-strategien har Bestseller også stiftet en ny investeringsplatform under navnet Invest FWD. En platform, der skal bidrage til udviklingen af nye bæredygtige metoder og innovationer, heriblandt miljøvenlige materialer, nye grønne teknologier indenfor værdikæder samt nye forretningsmodeller. I den forbindelse er Bestseller også blevet partner i organisationen Fashion for Good i ønsket om at bidrage til deres arbejde for en mere bæredygtig tøjindustri.

Læs mere om Bestsellers nye strategi her.