Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

BESTSELLER går med i Global Fashion Agenda

Den danske modevirksomhed bliver ny strategisk partner i Global Fashion Agenda, Danish Fashion Institutes globale bæredygtighedsinitiativ.
Den danske modevirksomhed bliver ny strategisk partner i Global Fashion Agenda, Danish Fashion Institutes globale bæredygtighedsinitiativ.

Global Fashion Agenda er bedst kendt for at organisere det årlige internationale topmøde om bæredygtig mode, Copenhagen Fashion Summit, der tiltrækker verdens industriledere, politikere, NGO’ere og meningsdannere til København for at sætte fokus på branchens miljømæssige, sociale og etiske udfordringer. Herudover arbejder Global Fashion Agenda løbende på en række større projekter så som modebranchens Call to Action for a Circular Fashion System, udgivelsen af den årlige Pulse of the Fashion Industry rapport, Youth Fashion Summit, masterclasses og workshops om bæredygtighed i modebranchen.

Eva Kruse, adm. direktør i Danish Fashion Institute og Global Fashion Agenda, fortæller:

“Vi er utrolig glade for BESTSELLERs beslutning om at gå med som strategisk partner. Med deres ambitiøse målsætning om at blive en af verdens mest bæredygtige virksomheder i deres segment, og med den store indsats, de allerede har lagt for dagen, er jeg sikker på, at de vil bidrage betydeligt til vores arbejde i Global Fashion Agenda. Og at BESTSELLER tilmed er den første danske virksomhed, der tilslutter sig, synes jeg heller ikke skal gå ubemærket hen. For selvom vores udsyn er globalt, så er Danmark vores hjemmebane, og det bør selvfølgelig afspejles i vores partnerkreds.”

Med tilslutningen til Global Fashion Agenda bliver BESTSELLER således en del af kredsen af strategiske partnere, der i forvejen består af nogle af de største og vigtigste aktører i den globale modeindustri, herunder H&M og luksuskoncernen Kering, samt Target, Li & Fung og Sustainable Apparel Coalition. Om beslutningen siger Dorte Rye Olsen, Sustainability Manager i BESTSELLER:

“Vi mener, der skal en fælles og målrettet indsats til for at skabe en mere bæredygtig modeindustri. Derfor er vi glade for at indgå i dette partnerskab med Global Fashion Agenda og tror på, at vi kan lære af hinandens erfaringer og i fællesskab påvirke den globale agenda i en positiv retning.”

Som strategisk partner i Global Fashion Agenda kommer BESTSELLER til at være med til at sætte dagsordenen for udviklingen af den globale modeindustri i en mere bæredygtig retning.