Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, PODCAST

Modebranchen vil være inkluderende. Men er alder stadig et issue?

I denne uges episode af Fashion Forum på lyd taler vi med forsker og model Dorrit Bøilerehauge om, hvorfor vi ikke ser flere modne og ældre modeller i mode- og skønhedsbranchen, når vi alle – forhåbentlig – ender i den kategori.
I denne uges episode af Fashion Forum på lyd taler vi med forsker og model Dorrit Bøilerehauge om, hvorfor vi ikke ser flere modne og ældre modeller i mode- og skønhedsbranchen, når vi alle – forhåbentlig – ender i den kategori.

Hvem bestemmer egentlig, hvad der er smukt? Ungdommen har længe været det ideal, vi alle skulle stræbe efter, og både mode- og skønhedsindustrien har lukreret på at skjule, ændre og fjerne alle tegn på, at vi bliver ældre.

“Aldersdiversiteten knytter sig til den bølge, vi har set i nogle år inden for repræsentation af etnicitet, seksualitet og kropstyper, som man har diskuteret både inden for moden, men også i samfundet generelt. At tingene hænger sammen, er ikke nogen overraskelse. Det, der måske kan være en overraskelse, er, at alder kommer til sidst,” lyder det fra Dorrit Bøilerehauge model og forsker i mode branding ved Aarhus Universitet, i denne uges episode af Fashion Forum på lyd om den stigende inklusion af modne modeller i blandt andet modemagasiner og -kampagner.

Men det er ikke en forandring, der sker på et øjeblik. Det tager tid, hvis en norm eller en fælles opfattelse skal ændres. Og det ser vi i særlig grad med diversiteten og inklusionen i mode- og skønhedsindustrien. Det er et fokus og en samtale, der har været i gang længe, at der skal være større repræsentation og bredere rammer for, hvad der er skønt og smukt. Og i den samtale har modne og ældre mennesker længe manglet. Indtil nu, hvor der stille og roligt dukker flere grå hår og flere rynker op.

Og det er underligt, at de modne og ældre har været så længe om at komme med på listen over grupper, der mangler repræsentation, mener Dorrit Bøilerehauge. For vi bliver – forhåbentlig – alle sammen ældre, og med alderen kommer ofte en bedre økonomi og dermed større købekraft. Så der er ikke bare goodwill at hente for brands og magasiner i repræsentationen, men også kroner og ører.

Et langt, sejt træk

Og selvom det så småt går i retningen af et bredere skønhedsideal, er der stadig ikke mange modne og ældre modeller at spotte i kampagner, på catwalken og på forsiderne af modemagasinerne. Men hvorfor det forholder sig sådan, kan være svært at give et definitivt svar på.

“Det kan være, at man frygter, at hvis man også viser modne mennesker, så er det ikke sikkert, at man stadig er et brand, som de toneangivende grupper vil se op til. Så der er måske alligevel så meget stigmatisering, frygt og usikkerhed omkring det (at bruge ældre modeller, red.),” foreslår Dorrit Bøilerehauge.

Men én ting er sikker: jo flere ældre modeller, der bliver vist i kampagner og på catwalks, jo mere bliver rynker og grå hår en del af det, vi opfatter som smukt. På samme måde som det er ved at ske med forskellige kropstyper, størrelser, hudfarver, hårtyper… ja, listen er lang, og forandringen har været længe ventet. Det er også tydeligt hos Eurowoman, fortæller chefredaktør Anne Lose:

“Vi har jo alle sammen brug for nogle at spejle os i – blive inspireret af og se op til. Og det gælder jo begge veje. Jeg synes jo også, at det inspirerer mig at læse om yngre mennesker, men jeg synes jo også, det inspirerer mig at læse om ældre. Og jeg fornemmer helt klart, at vores læsere i hvert fald rigtig gerne vil se noget forskelligt,” fortæller hun.

“Vi er mange, der har et ansvar. Vi har selvfølgelig også et ansvar på Eurowoman, og det ved vi også godt, når vi vælger modeller. Og derfor prøver vi også at vælge noget forskelligt. Nogle gange kan man også godt vælge noget, man måske godt ved, ikke bliver en bestseller, men det er virkelig vigtigt at få den her historie ud, og det er vigtigt at få givet en platform til den her person,” fastslår Anne Lose.

Lyt til hele Fashion Forum på lyd-episoden “Er alder et issue?” på Spotify eller Apple PodcastApple Podcast.