Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Stella McCartney bag nyt modecharter i samarbejde med FN

Den britiske designer er frontfigur på et nyt FN-charter, der har til formål at udbrede bæredygtighed i modebranchen.
Den britiske designer er frontfigur på et nyt FN-charter, der har til formål at udbrede bæredygtighed i modebranchen.

Den britiske designer Stella McCartney har længe været en af frontløberne, når det kommer til at bane en grønnere vej i modeverdenen. Det har hun gang på gang bevist, blandt andet gennem samarbejder med ditto bæredygtighedsforkæmper Ellen MacArthur, sine veganske produkter – senest et par Stan Smith – samt sine gentagende opråb om mere ansvarsbevidst mode til offentlige begivenheder, heriblandt Copenhagen Fashion Summit i maj.

Men nu tager hun endnu et skridt i kampen om at transformere modeindustrien. Stella McCartney har netop indgået samarbejde med FN om et nyt industri-charter, der har til formål at tackle modens miljøforurening ved hjælp af nye, bæredygtige forretningsmodeller. Det skriver The Guardian.

“Vi har ikke meget tid tilbage til at ændre tingene. Men jeg tror ærlig talt, at det stadig er muligt – jeg kan ikke gøre det, jeg gør, hvis jeg ikke troede på, det kunne lade sig gøre. Det er så meget skyld og frygt involveret, når man snakker om bæredygtighed, og det hjælper ikke noget. Derfor er det essentielt, at de store spillere i branchen går sammen med mig, fordi det ville virkelig ændre noget,” fortæller Stella McCartney om baggrunden for tiltaget til The Guardian. 

“Vi kan kun fikse det her rod, hvis vi arbejder sammen”

Hun er dog ikke alene, Stella McCartney. Til charteret – der først officielt offentliggøres næste måned – har hun samarbejdet med flere store, internationale modevirksomheder, der har underskrevet charteret i ambitionen om at støtte op om projektet. En liste, der eftersigende også skulle tælle flere store high street-giganter.

“Fast fashion er ansvarlig for den største andel af modens miljøpåvirkning, så de er de vigtigste aktører i forhold til at kunne realisere reel forandring,” siger den britiske designer videre.

Det nye charter, der er initieret af FNs ’Climate Change’-sekretariat, har foruden at etablere samarbejde mellem nogle af de største spillere i branchen, også som mål at etablere et sæt nye strategier og forretningsmodeller, som skal bane vejen for mere miljøvenlige produktionsmetoder, der kan skaleres op til industrielt niveau.

“Der er en grund til, at modeindustrien holder fast i gammeldags metoder – det er billigere og det er nemmere. Vi kan kun fikse det her rod, hvis vi arbejder sammen,” lyder opfordringen fra Stella McCartney, der i forlængelse af projektet også har lanceret en ny velgørende platform ved navn ’Stella McCartney Cares Green’.

FNs nye charter samt hvilke virksomheder, der har underskrevet, vil blive offentliggjort i Polen den 10. december 2018.