Historien om en modeskaber: Ny biografi om Margit Brandt

’Margit Brandt. Modeskaber’ er den første biografi, der er skrevet om den anerkendte og nu afdøde designer Margit Brandt. Bogen, der er skrevet af Anne Nørkjær Bang, stiller skarpt på den skrædderuddannede dansker, der prøvede lykken ude i verden og endte med at blive oplært hos Balmain og Louis Féraud i Paris, inden hun vendte hjem og skabte både røre, succes – og senere modehistorie – i det stadig traditionsbunde Danmark. Først med mærket B-age og senere med brandet i eget navn.

“Måske er der mange, som har lavet det samme som hende på samme tidspunkt. Men det er ikke alle, der kommer til at definere en tidsånd. Nogle gange er det en designer, andre gange er det en model, en skuespiller eller noget andet. Hun blev dén person i Danmark, der blev ansigt på den udvikling, som skete omkring 1960’erne, hvor unge kvinder pludselig begyndte at lave tøj til sig selv – og tøj, som de ældre kvinder også gerne ville gå i,” siger TV-vært og tidligere magasinredaktør Chris Pedersen om Margit Brandt i bogens sidste kapitel ’Sporene efter Margit Brandt’. Han fortsætter:

“Kunne hun så leve op til det? Lavede hun altid nyskabende, vildt eller fantastisk design? Måske ikke altid. Men vi husker hende. Og det gør vi, fordi hun med hele sin livsstil, sit udtryk og sin karriere indfangede ånden fra den periode.”

Margit og Erik Brandt er for mange kendt som jetsetter-parret, hvis vennekreds talte navne som Andy Warhol, Mick Jagger og David Bowie. Men Margit Brandt var også en ambitiøs håndværker, og hendes mand det perfekte forretningsmæssige modspil, og sammen har de ageret katalysator for udviklingen af den danske modebranche til den, vi kender i dag.

Følgende uddrag er fra bogens tredje kapitel, som handler om Margit og Erik Brandts tid i byernes by Paris, der endte med at være startskuddet til parrets mangeårige modekarriere:

’Et år i Paris’

Det var naturligvis med stramme miner, at Strik og Sven Bjørløw modtog beskeden om, at deres yngste datter ville til Paris, når hun havde afsluttet sin uddannelse på Margrethe-Skolen og Københavns Tilskærer-Akademi. De havde indtil nu vogtet vågent over deres Lille Margit og gjort deres bedste for at sørge for, at Erik Brandt ikke kom for tæt på, hvad der kun delvist var lykkedes. Men nu ville hun som 19-årig pludselig rejse til byernes by i et helt år for at bo og arbejde. Hvis det absolut skulle være sådan, måtte hun hellere have en med, der kunne beskytte hende. Og pludselig fik Erik en ny status hos svigerforældrene:

“(…) efter først at have nægtet hende at rejse til Amsterdam for at besøge mig, skete der nu det paradoksale, at de kun ville sende hende afsted, hvis jeg fulgte med for at passe på hende på behørig afstand,” fortalte han i sine erindringer i 2005.

At slippe to modeinteresserede unge mennesker løs i Paris anno 1964, var som at slippe børn løs i en slikbutik. Paris var stadig Europas absolutte modecentrum, og med navne som Yves Saint Laurent og André Courrèges havde byens modescene også vist, at den kunne forny sig. Her lå de små modeboutiques, som Margit og Erik savnede i København, på rad og række med sømandsbluser, fine, flade ballerinasko og nederdele, der i den grad viste ben, og fra forretningslokalerne spillede de ung musik, rock og pop, som kunne høres helt ud på gaden. Her spiste folk på restaurant til hverdag og klædte sig elegant, moderne og helt anderledes stilbevidst end hjemme i København. Margit havde drømt om Paris, lige siden hun begyndte sin uddannelse på Margrethe-Skolen, og nu var hun færdiguddannet og fri – og Erik ligeså. Biografer over hele den vestlige verden havde “Paris When It Sizzles” med fikse Audrey Hepburn i hovedrollen på plakaten, og det var lige præcis, hvad byen gjorde: Sydede af liv og god smag.

“Jeg husker det som en meget romantisk tid. Vi følte, vi kunne gøre, lige hvad vi ville,” fortæller Erik Brandt.

Planen var først og fremmest, at Margit skulle finde arbejde hos et af byens store modehuse. Og Erik kunne forhåbentlig bruge sin handelsuddannelse og gode anbefalinger fra sin elevtid til at skaffe sig ind i et af byens konfektionshuse. Det hele skulle nok ordne sig. Så længe de havde hinanden.

Je m’appelle Margit Bjørløw

Margit Bjørløw og Erik Brandt indlogerede sig på Det danske Studenterhus i universitetsbyen på Boulevard Jourdan i Paris – hun på pigegangen, han i drengefløjen, og der var dømt udvisning til den uheldige, der blev taget på gangen hos det modsatte køn efter klokken 23. De stramme krav om adskillelse blev imidlertid fuldstændig rutinemæssigt brudt af Margit og Erik, som var lykkelige for endelig at kunne være sammen hver eneste dag og derfor hurtigt fandt deres helt egen måde at omgå reglerne på:

“Jeg sov altid nede hos Margit, og der havde vi en skuffe fyldt med pilleglas med mavemedicin. Så hvis jeg blev opdaget på vej tilbage til mit eget værelse, tog jeg mig bare til maven, lavede en pinefuld grimasse og sagde: “åh, jeg kommer lige ovre fra frøken Bjørløw, jeg skulle hente pillerne her.” Så slap man let igennem,” ler Erik Brandt.

Margit havde teknisk set endnu ikke bestået sin eksamen fra Københavns Tilskærer-Akademi og kom faktisk aldrig til det. I den sidste del af sin uddannelse havde hun brugt mere og mere tid på at gå mannequin, som man dengang kaldte det at gå model, og hun rejste også indimellem til Paris og så modeopvisninger sammen med Erik, fortalte hun til Berlingske Tidende i 2003. Derfor havde hun været en del væk fra undervisningen, blandt andet på dagen for eksamen. I stedet fik hun en anden opgave, som hun godt nok løste, men åbenbart ikke helt efter bogen:

“… så ville forstanderen ikke give mig mit diplom. Og bagefter brugte Tilskærer-Akademiet mig som reklame for deres uddannelse. Med billede af mig i deres brochure.”

Margit var så vred over episoden, at hun efter eget udsagn påbød dørmanden til hendes modeopvisninger at nægte forstanderparret fra akademiet adgang:

“Vi sagde til ham, at hvis de to kommer, så skal de ikke lukkes ind. De skal ikke se mine opvisninger. Jeg var rigtig godt gal på dem.”

Det var nu ikke svært for Margit at få arbejde i Paris, selv uden diplom fra Tilskærer-Akademiet. Hun havde klaret sig godt på Margrethe-Skolen, og Eriks allestedsnærværende Onkel Vagn skaffede hende via kontakter i det parisiske modemiljø hurtigt plads hos Balmain, som på linje med Dior havde været ét af det forrige årtis mest stilskabende modehuse. På det tidspunkt var systuen ledet af den internationalt anerkendte danske modeskaber Erik Mortensen, som på grund af sin danske baggrund var en eksotisk fugl i den finere franske modeverden. Som han selv beskrev det i sin erindringsbog “Ej blot til pynt”:

“Selvom jeg langt fra er den eneste udlænding inden for den franske Haute Couture, gør tilfældet, at jeg er dansk, alligevel det, at mange rundt om i verden finder det lige så ubegribeligt som en abe, der spiller Mozart, fordi landet er så lille.”

Erik Mortensen var oprindeligt fra Frederikshavn, havde været i lære hos Holger Blom og var efterfølgende som 16-årig i 1948 taget til Paris, hvor han fik arbejde hos Balmain. I 1982 overtog han posten som chefdesigner efter Pierre Balmains død, men da Margit kom til modehuset i 1964, var han endnu “bare” Monsieur Balmains førsteassistent.

Erik Mortensen havde ikke kun brug for piger, der kunne sy, men også piger, som kunne stå model, mens tøjet blev syet, og det var i netop sådan et job som husmodel, at Margits korte karriere hos Balmain begyndte:

“Jeg begyndte som husmodel, for Erik Mortensen, som jeg havde opsøgt til en snak, spurgte: “Kan du gå model?” Og det kunne jeg jo godt, for jeg havde gået teenagemodel hos Magasin og Fonnesbech. Men jeg var jo ikke kommet til Paris for at gå model, og min far blev også rasende og skældte ud, da han hørte det,” fortalte hun til Berlingske Tidende i 2010.

Modelarbejdet kom faktisk så vidt, at Margit en dag, da en af Balmains topmodeller var blevet syg lige før en opvisning, fik besked på at træde ud på podiet som afløser, fortæller Erik Brandt. Men som han med vanlig sans for anekdoter beskrev i sine erindringer:

“… hun var stadig blot den 19-årige pige fra lille Danmark, og da en herre efter en endt opvisning på catwalken pegede og spurgte, hvad den smarte model hed, sagde hun: “Je m’appelle Margit Bjørløw.” Knaldrød i hovedet blev hun dog, da det gik op for hende, at det var tøjet og ikke hende selv, manden spurgte til.”

Margit fik efterhånden også lov at tage plads blandt de mange syersker på systuen, og selvom det var ensformigt arbejde og ikke spor glamourøst, var hun meget bevidst om, hvad hun kunne bruge det til. Det bragte hende tæt på tøjet og gav hende mulighed for at se præcis, hvordan de haute couture-modeskabere, hun havde hørt så meget om på skolen derhjemme, i virkeligheden gjorde, når de skabte deres eksklusive kollektioner.

“Jeg synes, at det viser dedikation, at hun bed tænderne sammen og sad der og kastede sig over sømmene dag ud og dag ind. Nogle gange sad de jo til langt ud på natten for at få tingene færdigt. Men der var hun ambitiøs. Hun ville kunne skrædderiet, og det kunne man godt fornemme på hendes tøj,” siger Ulla Erlandsen, der har arbejdet som model for Margit Brandt og kendt parret i mange år.

Mens Margit flittigt syede og prøvede kjoler og frakker i timevis hos Balmain, havde Erik stemt dørklokker og endelig skaffet sig ind hos engrosvirksomheden Mendès, som blandt andet fremstillede prêt-à-porter for Lanvin, Guy Laroche, Carven og Yves Saint Laurent. Den sparsomme løn, de to unge danskere kunne skrabe sammen hver måned, blev brugt lige så hurtigt, som den kom ind, husker han. Deres romantiske ungdomsdrøm om livet i Paris skulle ikke drukne i trivielt lønarbejde og kedelig kantinemad, det var helt sikkert.

“Vi ville opleve noget, og vi ville være sammen. Det var det vigtigste. Det skulle ikke være kedeligt. Når det blev weekend kørte vi for eksempel af og til i min sportsvogn ud til La Fontaine, hvor man kunne leje et billigt værelse, og så sad vi bare under kastanjetræerne og kyssede hele dagen. Det er romantisk, ikke? Vi tog på små ferier, og vi dansede meget. Et sted dansede vi og kyssede så meget, at vi blev smidt ud,” fortæller han.

Pengene blev naturligvis også brugt på tøj, for i Paris var udbuddet af ung, smart konfektion helt anderledes end i København. Og hvis Margit havde set sig varm på et smukt sæt tøj i et butiksvindue, købte de det. Så måtte de efterfølgende finde ud af, hvordan de kunne få råd.

“Jeg kan huske, at vi for eksempel sparede sammen for at kunne gå over og købe et bordeauxfarvet sæt undertøj med hofteholdere og det hele, som Margit havde forelsket sig i. Sådan noget kunne vi godt spare sammen til. Men ellers sparede vi ikke på noget. Vi ville for eksempel aldrig spise på Det danske Studenterhus, hvor man ellers kunne spise næsten gratis. Vi ville på restaurant. I Rue Saint-Benoît lå et sted, hvor man kunne få hamburger, og der spiste vi ofte. Og om søndagen tog vi på La Coupole, hvor Margit fik sådan nogle krabber, som vi bestilte inden, så vi var sikre på, at de havde dem. Hun var jo så kræsen. Vi brugte alle de penge, der kom ind, indtil vi kun lige havde råd til benzin til bilen,” fortæller Erik Brandt og konkluderer så selv:

“Vi har altid haft sans for at leve livet.”

De unges modehus

Efter et lille halvt års arbejde hos Balmain var Margit begyndt at blive træt af rutineopgaverne på systuen og af at være husmodel. Hun ville bruge sine kreative evner og være med til at designe, og det førte hende til det mindre og mere progressive modehus Féraud, som havde til huse på den smalle, i dag nærmest ikoniske modegade Rue du Faubourg Saint-Honoré i det centrale Paris.

Modeskaberen Louis Féraud havde, siden han engang i 1950’erne solgte en lille, undseelig hvid sommerkjole til filmstjernen Birgit Bardot, været udsat for massiv hype og var nu et af den nye, unge modeverdens førende navne. Alle, der interesserede sig for ung, international mode, kendte hans tøj. Lønnen var ganske vist væsentligt dårligere end hos Balmain, husker Erik Brandt, men til gengæld passede Férauds tøj bedre til Margits moderne smag. Som Erik Brandt beskrev det i sine erindringer:

“Féraud (var) de unges modehus – provokerende, smart og opsigtsvækkende, og det var oplagt for Margit og mig at komme i kontakt med dem.”

Kontakten til Féraud blev ifølge Erik Brandt skabt gennem nordmanden Per Spook, en ung, ranglet fyr, der var såkaldt créateur (modeskaber) hos Féraud og i dag er anerkendt som en af Norges største designere. Erik Brandt havde lært Per Spook at kende gennem bekendte i Paris, og efter en aften på Restaurant Alma, hvor det unge danske par og den norske designer havde spist middag sammen, indvilligede Spook angiveligt i at finde en plads til Margit hos Féraud.

Hos Louis Féraud fik Margit lov at være med til at designe tøj. Og det opsnappede de danske journalister hurtigt. I Danmark var Férauds tøj kendt fra pressebilleder i aviser og modeblade som noget af det chikkeste, fransk mode kunne tilbyde, men tøjet var ikke til at få fingrene i, selv ikke i de mest velassorterede stormagasiner. Nu arbejdede der pludselig en “blond og blåøjet” Margrethe-Skole-pige der, og det var i sig selv en god historie. I Se og Hør kunne man i februar 1965 se unge Margit Bjørløw og Erik Brandt posere foran Eiffeltårnet med Eriks sportsvogn i forgrunden og læse, at “flere af Férauds modeller er lavet af danske Margit.”

Når det kom til design, betragtede hverken Erik eller Margit Louis Féraud selv som en vægtig autoritet. Erik beskrev ham i sine erindringer således:

“I modsætning til Balmain, hvor alle elskede Erik Mortensen, var de ansatte i Ferauds systue bange for Louis Feraud selv. Når pigerne stod og prøvede tøjet, kom han ind og hev ærmerne af og lavede om på tingene for at vise, at han var kreativ. På et tidspunkt mente han også, at det var en god idé at tegne og male på tøjet. Men lige så snart han var væk, pillede hans kone Zizi hans tilføjelser af tøjet og arbejde videre. Ferauds motto var “Louis Feraud adore les femmes”, Louis Feraud elsker kvinder, og sandheden var da også, at den 50-årige mand interesserede sig langt mere for kvinder end for mode.”

Til gengæld var Féraud mester i altid at finde på spektakulære måder at fremvise tøjet på for pressen og køberne. Han fik for eksempel komponeret musik specielt til opvisningerne, hvad der på det tidspunkt var helt nyt, skriver Erik Brandt videre.

“Pointen var, at folk lige så meget huskede stemningen og musikken til præsentationen, som de huskede selve tøjet, og det viste sig at have en gavnlig effekt på salget og anmeldelserne.”

Så mens Margit sugede til sig med viden om ungt, moderne modetøj på systuen hos Zizi Féraud og Per Spook, hang Erik Brandt ofte strategisk placeret ud i modehuset og lurede på Férauds markedsføringsteknikker og chattede med de udenlandske indkøbere, som kom på besøg. Og lige så stille begyndte en idé at tage form.

En chance

“I er unge og dygtige. I skal have det.”

Det var næsten for godt til at være sandt. Margit Bjørløw og Erik Brandt havde længe for sig selv leget med tanken om at introducere Louis Férauds tøj på det skandinaviske marked. De så potentiale i modehusets unge stil og havde efter arbejdstid siddet oppe til sent om aftenen på Margits værelse i Det danske Studenterhus og regnet på, hvad det ville koste at producere og sælge tøjet i Danmark. Men nu sad Louis Féraud pludselig selv og tilbød dem eneret på salget. Ikke engang Erik Brandt i sit mest selvsikre øjeblik havde turde drømme så stort.

Margit og Erik havde i løbet af Margits bare to måneder i modehuset fået et godt forhold til Louis Féraud, hans kone Zizi og husets unge designer Per Spook. Og det var ifølge Erik Brandt udslagsgivende for, at de to unge danskere under en frokost i foråret 1965 fik den chance, de havde håbet på: Et agentur på Louis Féraud-tøj i Skandinavien.

Der var ellers mange om buddet, fortæller Erik Brandt.

“Men vi fik det, og det gjorde vi vel også, fordi vi var dygtige. Jeg var i hvert fald ikke idiot, og Margit var absolut meget dygtig.”

Det var en unik mulighed for hurtigt at få skabt sig et navn i den danske modebranche. De fik lov at udvælge 15 frakke- og dragtdesigns, som skulle sælges i stormagasiner og små, tjekkede modeforretninger i hele Skandinavien. Tøjet skulle produceres gennem Brandt og Salling, der netop var specialiseret i frakker, og som Erik kort forinden med møje og besvær havde købt sig ind i på lige fod med halvbroderen Torben. Erik havde fremlagt idéen for B.T.s respekterede modejournalist Didder Rønlund i Paris, og hun havde vurderet den til at være aldeles skudsikker.

“Vi stolede meget på Didder. Hun var sød, elegant og dygtig, en god ven, og hun vidste, hvad der rørte sig. Hvis hun sagde, at det var en god idé, var vi trygge ved det,” fortæller Erik Brandt.

Forårets kollektion fra Louis Féraud styrkede håbet hos det unge par om, at deres agentur på Louis Féraud ville blive en succes, skrev Erik Brandt i sine erindringer i 2005:

“Den blev vist frem for pressen til lyden af fransk pigtrådsmusik, og her var blandt andet frakker med slanke fløjlsnit og smalle vigende drengekraver. Ingen søm nåede længere end midtvejs på knæet, ingen kjoler strammede, men de smøg sig alligevel til skikkelsen. Størst opsigt vakte en stribe voksdugsfrakker med nikkellukning i røde, hvide og blå samt citrongule og luerøde aftenkjoler med chiffonjakker over. Den “ny bølge” blev tøjet kaldt, og det passede perfekt til et nyt købestærkt og selvbevidst publikum (…)”

Euforien efter aftalen med Féraud kulminerede, da Margits forældre besøgte de to unge i Paris og Sven Bjørløw i en regulær brandert efter en middag i Rue Saint-Benoît besluttede sig for endelig at give Erik sin velsignelse til at gifte sig med Margit. Paris var smuk, mens de drønede gennem byen i Eriks elskede grønne sportsvogn med Margit i knækort Louis Féraud-kjole på bagsædet, Erik selv bag rattet og Strik og Sven siddende oven på hinanden ved siden af. Alt så ud til at lykkes.

’Margit Brandt. Modeskaber’ er skrevet af Anne Nørkjær Bang og udgivet af Story House, der er en del af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S.

Bogen udkommer på torsdag den 27. september 2018.