Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
LIDL
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Voksende tøjforhandler slår slag for transparens

Lidl har som den første dagligvarekæde i Danmark valgt at offentliggøre listen over de virksomheder, der producerer deres tøj og sko.
Lidl har som den første dagligvarekæde i Danmark valgt at offentliggøre listen over de virksomheder, der producerer deres tøj og sko.

“Som detailkæde i Danmark arbejder vi for socialt forsvarlige og miljøvenlige vilkår hos vores producenter, og med offentliggørelsen af vores leverandørliste for tekstiler og sko ønsker vi at tage det første skridt i branchen og dermed skabe mere gennemsigtighed i vores forsyningskæde,” udtaler CCO for Lidl, Mikko Forsström, i en pressemeddelelse i forbindelse med kædens nyeste tiltag indenfor transparens.

Lidl har nemlig – som den første dagligvarekæde i Danmark – valgt at offentliggøre deres leverandørkæde. En liste, der indeholder en opgørelse over de cirka 650 forskellige virksomheder, som står for at producere kædens private-label-sortiment af tøj og sko. Lidl er dog langt fra den eneste supermarkedsgigant, der gør sig bemærket med etiske initiativer i dag. Bare i denne uge har Salling Group, der ejer kæderne Bilka og Føtex, været i søgelyset for deres nyeste tiltag i kampen mod plastforurening.

“For Lidl betyder bæredygtig handel at opfylde vores løfte om kvalitet hver dag og at påtage os vores ansvar inden for sortiment, medarbejdere, miljø, samfund og forretningspartnere langs hele værdikæden,” siger Mikko Forsström videre og tilføjer, at tiltaget er et led i virksomhedens overordnede CSR-strategi, hvorigennem de også forpligter sig til at forbedre vilkårene for de ansatte ved deres leverandører.

“Gennem vores CSR-afdelinger og i tæt samarbejde med interesseorganisationer, nationale såvel som internationale, arbejder vi for at bidrage til en forbedring af situationen for medarbejderne hos den enkelte leverandør. Offentliggørelsen af leverandørlisten for tekstiler og sko er et af mange CSR-relaterede initiativer, vi har, og er samtidig vores første skridt mod øget gennemsigtighed i leverandørkæden.”

Lidl vil fremover opdatere den offentlige leverandørliste hvert halve år med navne og adresser på alle hovedproduktionssteder. Derudover har de meldt ud, at de i øjeblikket undersøger mulighederne for at offentliggøre yderligere leverandørlister. Hvorvidt tiltaget får flere supermarkedskæder til at åbne op om deres produktionsforhold indenfor tøj og sko må tiden vise.

Lidl er oprindeligt tysk, men åbnede i 2005 deres første danske butikker og har i dag 115 dagligvarebutikker og flere end 2.550 medarbejdere i Danmark.

Heidi Klum designer tøjkollektion for Lidl