Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

5 gode råd til at promovere dit brand på Instagram

Instagram har for længst overhalet Facebook som modebranchens foretrukne markedsføringsredskab – men hvordan får man mest muligt ud af det populære sociale medie? Her er fem gode råd til at forbedre din Instagram-branding.
Instagram har for længst overhalet Facebook som modebranchens foretrukne markedsføringsredskab – men hvordan får man mest muligt ud af det populære sociale medie? Her er fem gode råd til at forbedre din Instagram-branding.

At Instagram er højborg for modeinspiration og kundeengagement, kommer nok ikke som en overraskelse for mange i dag. Det sociale medie, der har mere end 800 millioner aktive brugere om måneden, har efterhånden taget patent på flere af tidens største markedsføringstendenser – heriblandt influencer marketing. Og med god grund. Ifølge Fashion United, får et modebrand 58 gange så meget engagement fra forbrugerne på Instagram som på Facebook. Men hvordan kommer man igang, og hvad fungerer godt, når man som modevirksomhed ønsker at promovere sit brand på Instagram?

Fashion United har talt med Marlous de Weerd, partner i det kreative marketingagentur Daily Sirup, der arbejder professionelt med netop Instagram-branding. Her er hendes fem bedste råd til at få mest muligt ud af det populære sociale medie som branding-værktøj i modebranchen.

Fastsæt dine mål

Det første man skal gøre, når man som virksomhed opretter en Instagram-konto, er at spørge sig selv: Hvad er mit mål og hvem er min målgruppe? Man kan hurtigt spilde tid, penge og kræfter, hvis man ikke har en fastlagt strategi fra starten. Man skal derfor fokusere på at definere, hvilken type indhold, man vil poste, og hvilken forbruger man vil henvende sig til – og så holde sig til den plan, forklarer Marlous de Weerd, der foreslår at man bruger en kalender til at holde styr på sine planlagte opslag.

Fortæl din historie

Når du bruger Instagram til at promovere dine produkter, er det vigtigt, at du ikke bare opfordrer folk til at købe dine varer uden videre. I stedet skal du fokusere på at fortælle historien bag dit produkt og vise, hvilken værdi netop dit brand kan tilføje til dine kunders hverdag. Billeder skal derfor kunne mere, end bare at vise det, du sælger – og så skal du kæle for detaljen. Instagram er et visuelt medie, så dets brugere filtrerer lynhurtigt mellem det, de kan lide, og det de ikke kan – og her er lys, farver og komposition alfa og omega.

Vær autentisk

Det er en god idé at undgå arkivbilleder og i stedet bruge originale billeder af rigtige mennesker. Det er en god investering at bruge penge på at tage dine egne billeder i god kvalitet, da folk engagerer mere med originalt og ægte indhold frem for noget, der åbenlyst er reklame. Derudover skal man som virksomhed også helst undgå at sætte tekst ind over billederne, da mange forbrugerne også vil aflæse det som et tegn på reklame.

Gør det enkelt

Instagram-kampagner skal være nemme at afkode. Derfor skal du gøre det så let som muligt for dine kunder at komme til selve købsfasen. Mediets relativt nye shoppefunktion – som forhåbentlig snart lanceres på det skandinaviske marked – er derfor et godt værktøj, da den giver brugerne mulighed for at shoppe uden at forlade Instagram. Derudover råder Marlous de Weerds til, at man skal fokusere på at promovere ét enkelt produkt ad gangen, da det virker stærkere på Instagram-brugerne, end hvis man præsenterer dem for flere produkter i ét opslag.

Alliér dig med en influencer

Når du skal fortælle din historie, kan en influencer være en god samarbejdspartner, da de er gode til at agere bindeled mellem dig og deres loyale følgerskare på Instagram. Det kan dog være en dyr fornøjelse at arbejde med de store influencere, hvorfor de såkaldte mikro-influencere ofte kan være en lige så god – eller endda bedre – løsning for nogle virksomheder. De rammer nemlig et endnu mere specificeret segment og kan derfor være et stærkt brandingværktøj, hvis du har gjort din research godt og har valgt en, der passer til din målgruppe.