Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Vogue Scandinavia ansætter diversitetsredaktør og ekspert i flydende køn

Der er lagt op til at flydende kønsidentitet, inklusion og natur bliver godt integreret i stoffet på Vogue Scandinavia - det viser listen over redaktionen, der også inkluderer influencer Sophia Roe.
Der er lagt op til at flydende kønsidentitet, inklusion og natur bliver godt integreret i stoffet på Vogue Scandinavia - det viser listen over redaktionen, der også inkluderer influencer Sophia Roe.

“Jeg ser ikke længere nogen barriere mellem herre- og dametøj i moden. Samtidens designere vil skabe smukt tøj, uanset hvem der går med det, og hos Vogue Scandinavia vil vi promovere mode, uanset hvilken kønsidentitet den er målrettet.”

Sådan lyder det fra Martina Bonnier, der nu er få måneder fra lanceringen af Vogue Scandinavia. For nyligt har hun annonceret den fulde liste over redaktionen på magasinet, der bliver engelsksproget, men – som titlen indikerer – repræsenterer alle de skandinaviske lande. Hun har fra starten lagt vægt på, at magasinet skulle have en stærk digital profil, men nu viser hun med sine rollebesætninger, at hun også ønsker at lægge et nødvendig fokus på kønsidentitet, diversitet og inklusion – og ligeså aktuelt i tiden også bæredygtighed og natur.

Til at understøtte sit ønske om en nuanceret modeformidling har hun ansat den finske fotograf og influencer Mikko Puttonen som Gender Fluidity Expert, og svenske Mona M. Ali, grundlægger af Fiiri Agency, som Diversity & Inclusion Editor.

“Jeg er meget glad for at have ansat Mikko Puttonen og Mona M. Ali til at hjælpe med at give en dybere forståelse af disse emner,” siger Martina Bonnier til Fashion Forum.

Selv skriver Mikko Puttonen på sin Instagram-profil:

“Som deres (Vogue Scandinavias, red.) ekspert kommer jeg til at skrive om alt flydende inden for mode og skønhed med mere.”

Udover disse eksperter bliver Celine Aagaard, kreativ direktør og grundlægger i det norske brand The Envolope, magasinets Sustainability Expert, ligesom der er ansat en Nature Expert, Ása Steinars, og en Eco-Beauty Expert, Babba C. Riviera.

Flere danskere i det redaktionelle team

For et par uger siden kunne vi fortælle, at stylist Camilla Larsson er blevet ansat som Fashion Editor, men hun er ikke den eneste dansker, der kommer til at stå i kolofonen af det skandinaviske modemagasin. På ekspertlisten står også influencer Sophia Roe, der også står bag tøjbrandet The Garment, ligesom man finder Kristian Haagen, der bliver magasinets urekspert. 

Herudover kan man fra vores nordiske lande finde blandt andet Marianne Theodorsen som Handbag Expert og Gucci Westman som Beauty Expert.