(Opdateret den 27. april klokken 10.30)

Siden det i sommer kom frem, at den 28. udgave af Vogue, Vogue Scandinavia, ville blive en realitet, har der været snak om, hvem der ville besætte de attraktive stillinger i redaktionen under chefredaktør og udgiver Martina Bonnier.

Nu er det så offentliggjort, at det er den anerkendte, danske stylist Camilla Larsson, der kommer til at stå som det traditionsrige magasins Fashion Editor. Camilla Larsson, der tidligere har været moderedaktør på Costume og før det assisterende moderedaktør på Eurowoman og Alt for damerne, kommer derved til at stå for magasinets modeserier sammen med Konca Aykan, der bliver magasinets Fashion Director. Samtidig bliver hun en del af redaktionen, der foruden i København og Stockholm, hvor Martina Bonnier selv har base, befinder sig i Oslo og Helsinki. Ved siden af stillingen fortsætter Camilla Larsson som selvstændig stylist og konsulent.

Bonnier har siden lanceringen bedyret, at Vogue Scandinavia kommer til at have et stort fokus på digitalt indhold og samarbejder med førende influencers fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Hun har desuden opfordret sine følgere på Instagram til at tagge deres billeder med #MyVogueScandinavia for at skabe en tættere forbindelse med bladets kommende læsere.

Det fulde redaktionelle team vil blive offentliggjort af Condé Nast i løbet af foråret. Vogue Scandinavia forventes lanceret i august 2021.