Modeugen åbner for ansøgninger til SS22-sæson og stor bæredygtighedspris
Når Copenhagen Fashion Week løber af stablen til august, bliver det med både fysiske og digitale shows, anden udgave af Zalando Sustainability Award og en håndsrækning til et nyt talent – og nu er der åbent for ansøgninger til alle tre.For de fleste har foråret kun så småt meldt sin ankomst, men for modebranchen og Copenhagen Fashion Week er det allerede tid til at tage hul på en ny sæson, SS22-modeugen, der afvikles fra 10. til 13. august 2021. Og det betyder, at der nu er blevet åbnet for ansøgninger til kalenderen med deadline den 4. maj 2021.
Det bliver en sæson, der efter planen genoptager sidste sommers velfungerende hybridformat. Hvor vinterens AW21-modeuge var udelukkende digital af hensyn til den daværende Covid-19-udvikling, vil den kommende sommermodeuge bestå af både fysiske shows og præsentationer kombineret med forudproduceret, digitalt indhold, som vil blive vist på Copenhagen Fashion Weeks egen platform.
Derudover vil modeugen fortsætte nogle af sine nye initiativer, herunder det populære talk-program, Q&As med designere i forlængelse af alle shows og præsentationer, samt den nye, bæredygtige pris, Zalando Sustainability Award, der vil blive afviklet for anden sæson i træk.
En bæredygtig frontløber
Prisen, der, som navnet antyder, er opstået ud af modeugens strategiske – og grønne – partnerskab med den tyske webgigant, har til formål at yderligere opfordre og opmuntre modeugens brands og resten af branchen på rejsen mod en mere bæredygtig profil. I februar blev det showaktuelle svenske mærke House of Dagmar det første brand til at modtage den nye pris – men nu inviterer Copenhagen Fashion Week alle brands, der er på SS22-kalenderen, til at ansøge om et lod i anden udgave af konkurrencen. Her vil prisens tre finalister få plads på det officielle venue under modeugen, ligesom at hver af de tre brands vil få tildelt 75.000 kroner som tilskud til deres produktionsomkostninger.
Sæsonens vinder, der endnu en gang udråbes under modeugen, den 12. august, vil blandt andet modtage en pengepræmie i form af 150.000 kroner, samt et partnerskab med Zalando i udviklingen af en eksklusiv capsule-kollektion med et bæredygtigt fokus. Sidst vil Zalando tilbyde at sælge dele af brandets nye SS22-kollektion på tværs af platformens 17 europæiske markeder.
Med øje for nyt talent
Som endnu et element under den forestående modeuge – og i ønsket om også at støtte nyt designtalent – vil Copenhagen Fashion Week ligeledes dedikere en unik plads på kalenderen til en visionær, upcoming designer gennem sæsonens officielle ’Talent Slot’.
Her vil det udvalgte brand – som også udpeges af modeugens showkomité – få tildelt en gratis plads på den officielle kalender, ligesom at det vil blive en integreret del af modeugens målrettede, globale kommunikationsindsats.
For at komme i betragtning skal man som virksomhed maks have tre år på bagen.
Alle brands skal senest ansøge om en plads på kalenderen den 4. maj 2021 via Copenhagen Fashion Weeks hjemmeside her, hvor man også kan tilmelde sig Zalando Sustainability Award og det officielle Talent Slot.