Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
MODEUGE

Kan den nye ’multimodeuge’ redde Fashion Week Stockholm?

Den svenske modeuge har efter en konkurs i efteråret valgt at sadle om. Fremover er Fashion Week Stockholm en fusion af tre forskellige mode- og designevents.
Den svenske modeuge har efter en konkurs i efteråret valgt at sadle om. Fremover er Fashion Week Stockholm en fusion af tre forskellige mode- og designevents.

Fashion Week Stockholm sætter i dag punktum på sin første sæson i sit nye format. Efter at Brand Experience Scandinavia, der havde økonomisk ansvar for Stockholm Fashion Week, gik konkurs i efteråret, har fremtiden for modeugen i vores naboland været mildest talt usikker. Men som den seneste uge har været bevis på, er den svenske modeuge fortsat en realitet – bare i nye klæder. Hvor det tidligere har været en todelt affære med tæt beslægtede titler – Stockholms Fashion Week, der hovedsagligt var henvendt til indkøbere, og Fashion Week Stockholm, der primært var for pressen – er de to events denne sæson samlet under én paraply i samme periode som design- og livsstilseventet Stockholm Design Week.

“Ved at kombinere de to events kan vi samle internationale indkøbere, presse, partnere og besøgende, som tidligere har været nødt til at vælge mellem dem. Dette er dog kun startfasen for vores nye strategi og arbejde med modeugen, som vi vil skalere op til sommersæsonen,” fortæller Jennie Rosén til DI.se.

Hun er administrerende direktør for Swedish Fashion Council, som efter Brand Experience Scandinavias konkurs har overtaget både det økonomiske og indholdsmæssige ansvar for modeugen i den svenske hovedstad, sammen med Association of Swedish Fashion Brands (ASFB).

Et nyt syn på mode – og modeugen

Hvor den københavnske modeuge fortsat vokser støt, har modeugen i Stockholm, der har eksisteret siden 2005, ikke mødt samme opbakning fra hverken ind- eller udland. Og det på trods af, at svensk mode er en stor del af landets handelsindustri. Med en omsætning på 320 milliarder svenske kroner årligt, står den for 11 procent af Sveriges samlede eksport. Alligevel vælger flere og flere store svenske mærker at flytte showdestination til andre byer – heriblandt København, der denne sæson har lagt catwalk til navne som Rodebjer, Stand Studio og J. Lindeberg.

Af denne grund har Swedish Fashion Council sat sig for at styrke svensk modes kulturelle og økonomiske position ved at give modeugen en ansigtsløftning. En ansigtsløftning, der, ifølge Jennie Rosén, også handler om en langsigtet omlægning af modens og modeugens rolle i både Sverige og globalt.

“Det vi ser, er ikke kun en ændring i forholdene i Sverige, men en international udvikling fra traditionelle formater til mere innovativ tænkning. I Sverige har vi længe været gode til innovation, og det er noget, jeg vil arbejde på for at få endnu mere ind i modebranchen. Selvfølgelig vil vi også have modeshows med catwalks i fremtiden, men oplevelsen skal være mere personlig, mere forbundet med Stockholm som by og med det, byen kan tilbyde af mad, teknologi, musik og meget mere. Jeg håber, at vi ikke kun får en ny, mere skræddersyet modeuge, men at vi også kan udvikle den tendens, vi ser lige nu, hvor mode handler om mere end at eje ting. Vi vil se på mode på en helt anden måde i fremtiden,“ siger hun til Bon.se og ligger sig dermed i slipstrømmen på modeugen herhjemme, der også har sat den bæredygtige agenda øverst på dagsordenen.

Det nye format har i første omgang betydet, at Fashion Week Stockholm, der denne sæson løb fra den 4. til den 6. februar, er blevet skåret mere ind til benet. Med Stockholms Auktionsverk som samlingssted og Zalando som hovedsponsor, præsenterede fem forskellige brands sine AW19-kollektioner her, navnlig Beckmans design college, Rave review, Selam Fessahaye, Ida Sjöstedt og Maxjenny!. Derudover holdt mærker som Hope, L’Homme Rouge og Stylein deres egne præsentationer og events i øvrige dele af byen, ligesom at der også – som vi også har set denne sæson i København – er blevet afholdt flere paneldebatter og udstillinger under modeugen.

Med en meget indskrænket showkalender denne sæson bliver det dog spændende at følge det nye format og se, om denne fusion virkelig er vejen frem for den svenske modeuge.