Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Stand up for Stand Studio

Det er frakkerne, der står stærkest i Stand Studios' AW19-kollektion, hvor især fake fur, læder og stærke farver gør indtryk.
Det er frakkerne, der står stærkest i Stand Studios' AW19-kollektion, hvor især fake fur, læder og stærke farver gør indtryk.

Stand Studio, Nikolaj Kunsthal, torsdag den 31. januar 2019 klokken 16.00.

Modefolket gør sig umage gennem Copenhagen Fashion Week i de nyeste, mest trendy outfits. Og blandt dem, der især har fanget øjet, er kvinder klædt i utraditionelle fake furs eller dyreprintede frakker.

Dette opsigtsvækkende overtøj kommer i mange tilfælde fra Stand – et svensk brand, der i løbet af knapt fire år har opnået succes i både Skandinavien og Europa. Bag de fine resultater står den svenske designer Nellie Kamras. Hun er ikke designuddannet, men derimod marketinguddannet i Stockholm, hvor hun også grundlagde sit mærke. Et mærke, der i høj grad er baseret på hendes families 35-årige kendskab til læderbranchen. Stand Studio – brandets nye navn fra 1. august i år, hvor AW19-kollektionen er butikkerne – handler i høj grad om high fashioned design til hverdagen, udført i læder, ruskind, uld, lak og PVC.

Men Stand Studio er et moderne brand, hvor kvalitet ligger den svenske designer i blodet, og hun manifesterer gang på gang sin omhyggelighed med de specifikke valg af skind – læder med stretch til leggings og blødt lammeskind til skjorter. For bare at nævne et par eksempler.

Stilen er ‘French Chic’, hvilket for Nellie Kamras betyder feminint og ‘easy’ tilføjet en skandinavisk, enkel renhed, der gør det nemt tilgængeligt.

Stand Studio arbejder med uortodokse teknikker i læder, der i rig grad blev demonstreret under Nikolaj Kirkes tag: i en lang skindfrakke i mosgrøn, sort, hvid og slange. En sammensætning, der også blev elegant brugt i en kjole, en rummelig sort dunfrakke med hvide rulams- og sorte skinddetaljer samt i en lavendelfarvet bamsefrakke i lammeskind – ret storslået alt i alt.

Forrygende var både gråt slangemønster i PVC-jakke og nederdel; langhårede fake fur frakker i stærk lilla og lilla/turkis, store tørklæder og tote bags i pangfarvet fake fur-plys.

Det er frakkerne, der står stærkest i efterbilledet, og her, hvor Stand Studio virkelig folder sig fint ud.

Se hele kollektionen her.