Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Veganske sneakers, et interaktivt modemuseum og et nyt dansk brand

Selected løfter sløret for deres nye underbrand, Stella McCartneys veganske Stan Smiths kommer i butikkerne og i Amsterdam åbnes dørene snart for et interaktivt modemuseum.
Selected løfter sløret for deres nye underbrand, Stella McCartneys veganske Stan Smiths kommer i butikkerne og i Amsterdam åbnes dørene snart for et interaktivt modemuseum.

Nyt Bestseller-brand ser dagens lys

Bestseller-brandet Selected lancerer nu et nyt mærke under navnet Selected People. Præmissen for det nye brand er, at det skal bestå af styles i høj kvalitet med funktionelle detaljer og lang holdbarhed.

“Selected People er inspireret af moderne mænd og kvinder. Mænd og kvinder, der går efter bæredygtige designs, som sidder lige i skabet,” lyder det i en pressemeddelelse fra Head of Design, Henrik Busk, omkring visionerne for brandet.

Den første kollektion består af 80 efterårsstyles og 80 vinterstyles og kan købes online nu.

Selected People.

Arket åbner tre nye butikker i Danmark

For et år siden åbnede Arket sin første butik i London tæt efterfulgt af åbningen af deres butik på Købmagergade i København. Nu udvider de med tre nye butikker i Danmark, først med en butik i Københavns Lufthavn og senere på efteråret med en i både i Lyngby og Field’s. Butikken i lufthavnen er allerede åbnet, og her kan man finde et mere kurateret – og rejsevenligt – udvalg af Arkets varer, som blandt andet deres taskeserie og badetøj året rundt. 

Butikkerne i Lyngby og Field’s vil åbne i løbet af efteråret.

Arkets nye butik og café i lufthavnen.

Veganske sko fra Adidas

Adidas har lavet endnu et samarbejde med Stella McCartney, som har resulteret i en nyfortolkning af brandets ikoniske Stan Smith-sko. Under dette års Copenhagen Fashion Summit løftede Stella McCartney sløret for det nye projekt, da hun var på besøg som en af topmødets helt store hovedtalere. I tråd med Stella McCartneys image som livslang vegetar og forkæmper for dyrevelfærd er de nye sko lavet i vegansk læder og uden brug af animalsk lim. Skoen er, ifølge Stella McCartney selv, et udtryk for, at man sagtens kan lave klassiske sneakers i god kvalitet uden at gå på kompromis med sine principper.

Skoen vil blive sat til salg den 10. september i Stella McCartneys butikker samt hos udvalgte forhandlere.

The Row lancerer herrekollektion

Modetvillingerne Mary-Kate og Ashley Olsen lancerer nu deres første herretøjskollektion under deres brand The Row. Olsen-søstrene har tidligere haft succes med to mindre capsule-kollektioner til herrerne, men nu tager de skridtet videre og laver en hel kollektion efter to års researchperiode. Her har de testet materialer og fundet frem til udvalgte producenter, som skal være med til at lave tøj af høj kvalitet i gode materialer, som også kendetegner brandets designs til kvinder. Kollektionen vil bestå af skjorter, jakkesæt, denim og strik samt accessoires og vil blive sat til salg i The Rows egne butikker i New York og Los Angeles samt hos udvalgte forhandlere.

Den nye kollektion kan købes fra oktober.

Björn Borg skubber til grænserne

Björn Borg vil med deres nye kampagne, ’Chase the Exerhighs’, bringe fokus på det rush, man kan få af at træne. Målet er at vise, at det er sjovt at komme i god form – og at man kan opnå følelser, som er at sammenligne med dem man får, når man indtager euforiserende midler. I den forbindelse åbner de i næste weekend også en såkaldt ’Coffee-swop’ i Amsterdam, hvor man kan komme og bytte kemiske stoffer til træningstøj og dermed opnå rusen gennem en mere aktiv tilgang. Det er dog ikke første gang Björn Borg sætter fokus på kontroversielle emner – senest arrangerede de en tenniskamp på tværs af grænsen mellem USA og Mexico, for at kritisere Præsident Trumps forslag om en mur langs grænsen. Om folk bliver forargede, provokerede eller imponerede over det nye tiltag, må tiden vise – det er i hvert fald en ny og opfindsom markedsføringsstrategi.

Amsterdam får nyt modemuseum

Når nu vi er ved Amsterdam, så kan mode- og bæredygtighedsinteresserede også fra starten af oktober besøge det nye museum The Fashion for Good Experience i den hollandske hovedstad. Det er organisationen Fashion for Good, som kæmper for en mere bæredygtig modeindustri, der står bag åbningen. Det nye museum bliver et teknologidrevet, interaktivt af slagsen, hvor besøgende kan lære om bæredygtighed, cirkulær mode og innovation. Visionen for museet er nemlig ikke kun at få forbrugerne til at værdsætte de æstetiske kvaliteter ved mode, men også at få dem til aktivt at gøre noget ved modesystemet, som vi kender det i dag.

Museet åbner den 5. oktober i Amsterdam.

Inditex udvider til hele verden

Inditex, som blandt andet ejer fast fashion-giganten Zara, har store planer om at udvide deres marked for online handel. Indenfor de næste to år vil de gøre det muligt for kunder over hele verden at købe tøj fra Zara og deres andre brands online – også i de lande, hvor der ikke findes fysiske butikker. Målet bliver sat i forlængelse den stadigt større konkurrence fra andre brands, og Inditex håber, at det nye tiltag kan fastslå deres position overfor konkurrenter som H&M, der også har planer om at udvide sin online rækkevidde.