Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Björn Borg blander sig i den politiske dagsorden

Sidst i juni afholdte det svenske sportsbrand en tenniskamp på grænsen mellem USA og Mexico for at demonstrere imod den så omtalte grænsemur.
Sidst i juni afholdte det svenske sportsbrand en tenniskamp på grænsen mellem USA og Mexico for at demonstrere imod den så omtalte grænsemur.

Borg Open – Tennis Across Borders fandt sted den 29. juni – den ene halvdel af banen på mexicansk jord, den anden halvdel på amerikansk. Det var tennisspillerne Mariano Argote og Pete Clemente, der stod på hver sin side af nettet, og tiltaget er en direkte kommentar til den meget omdiskuterede mur, som Donald Trump vil have bygget imellem Mexico og USA.

Tennisbanen var sat op således, at nettet løb på grænsen imellem de to lande, henover området Tijuana River. Normalt skifter spillerne side i løbet af en kamp, men det var ikke tilfældet her, da det ikke lykkedes brandet at få de nødvendige tilladelser fra den amerikanske grænsekontrol. Ikke desto mindre blev kampen afholdt, og budskabet er stadig det samme.

”Borg Open er vores måde at signalere, at vi som sportsbrand tror på en åben verden. Desværre kommer denne event nok ikke til at ændre på beslutningstagernes holdning, men ikke desto mindre vil vi gerne slå fast, at vi tror på, at sport forener, ikke deler, verden,” siger CEO hos Björn Borg, Henrik Bunge.

Det er ikke første gang, at brandet tyer til yderligtgående tiltag i forhold til at kommentere på, hvad der foregår i den globale, politiske arena. Præsident Bush fik tilbage i 2008 tilsendt beskidte underbukser på grund af Irak-krigen og da Ruslands præsident Putin for nogle år tilbage lancerede en lov imod homoseksuelle, åbnede Björn Borg en webshop, der udelukkende solgte undertøj i regnbuefarver.

Flere store sports- og modebrands har i løbet af året taget afstand fra og markeret deres mening om den amerikanske præsident og den politik, han foreløbig har rullet ud, herunder Nike, Public School, Prabal Gurung og Tom Ford.