Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

2024 i overskrifter: Her er årets mest læste artikler

Konkurser, opbrud og lukninger har været højt på agendaen i 2024, men også nye begyndelser, opkøb og unge talenter fylder i Fashion Forums mest læste artikler fra året. Læs eller genlæs dem her.
Konkurser, opbrud og lukninger har været højt på agendaen i 2024, men også nye begyndelser, opkøb og unge talenter fylder i Fashion Forums mest læste artikler fra året. Læs eller genlæs dem her.

1. Wood Wood begæret konkurs
Trods kapitalindsprøjtning og ny strategi var det ikke været muligt at vende den økonomiske situation i virksomheden, der i marts begærede sig konkurs – men allerede der arbejdede på nye konstellationer.

LÆS OGSÅ: “Vi kommer til at putte Wood Wood i toppen af vores portefølje” DK Company-ejer om Wood Wood-opkøb

2. Apair-grundlægger om at sætte sit livsværk til salg: “Det skal gøres, mens jeg stadig er frisk”
Hvordan griber man det an, når tiden er inde til at give stafetten videre på den virksomhed, man har opbygget over årtier? 65-årige Lise Hjort, CEO og grundlægger af skobrandet Apair, er klar til et ejerskifte.

Lise Hjort, CEO og grundlægger af Apair.

3. Pompdelux reddet fra konkurs
Brandet, der har eksisteret siden 2006, undgik med nye investorer at gå konkurs i maj og er fortsat med samme direktør.

4. De skal lede ELLE Danmark videre
Det var velkendte ansigter, der fra 1. marts ikke alene skulle drive ELLE, men også stå som licensejere for udgivelsen.

Nikita Hoffmann Andersen, Cecilie Ingdahl og Josefine Aarkrogh, der nu står bag Toast Projects, der udgiver ELLE Danmark.

LÆS OGSÅ: ELLE i “nye” hænder: “Det er faktisk først nu, at jeg forstår kompleksiteten, alle processer og led i det”

5. “Tiden er moden”: Skall Studio ansætter CEO
“Vi har vidst i et stykke tid, at tiden var ved at være moden til at ansætte en ny direktør. Men vi har givet os rigtig god tid til denne proces, for det har været helt afgørende for os at finde en kandidat, som har lyst til at drive det strategiske arbejde videre med afsæt i Skall Studios værdier,” lød det fra Marie Skall om ansættelsen af Morten Linnet som CEO i Skall Studio i marts. 

LÆS OGSÅ: Fra Frederikshavn til København til hele verden: Skall Studio 10 år

6. (Di)vision erklæret konkurs: “Jeg drømmer om, at de værdier og principper, vi har kæmpet for, vil inspirere og bane vejen for en ny generation af designere”
“Det er med stor beklagelse, at vi har måttet træffe beslutningen om at lukke (Di)vision. I de sidste fem år har vi lagt utallige timer i at skabe en virksomhed med fokus på bæredygtighed gennem genbrug af gamle materialer og anvendelse af deadstock for at sikre, at materialer ikke destrueres,” lød det i starten af december i en pressemeddelelse fra Simon Wick, medstifter af (Di)vision.

7. Saks Potts lukker: “Efter 10 uforglemmelige år op gennem vores 20’ere har vi i fællesskab valgt at lukke dette smukke eventyr”
“Efter 10 uforglemmelige år op gennem vores 20’ere – med hårdt arbejde og store succeser – har vi i fællesskab valgt at lukke dette smukke eventyr, og er spændte på, hvad vores næste årti, 30’erne, kommer til at bringe. Vi skal helt sikkert videre på et andet spændende eventyr, men hvad det præcist er, er endnu uvist,” skrev Barbara Potts og Cathrine Saks i en mail til venner, samarbejdspartnere og udvalgt presse, i slutningen af november.

Barbara Potts og Cathrine Saks, der står bag Saks Potts, som nu lukker.

8. Martin Asbjørn stopper hos Remain
Efter blot 14 måneder stoppede Martin Asbjørn og Remain Birger Christensen deres samarbejde. Det meldte Martin Asbjørn selv ud via LinkedIn i oktober.

9. Danmarks næste tøjdesignere vil vise, hvad det kræver at lave rigtig godt tøj
Da finalen af sæson 2 af Danmarks næste tøjdesigner i september løb over skærmen, blev de tre finalister udfordret på både værdier og manglende produktionserfaring, men gik alligevel alle derfra med aftaler i hånden.

10. Creative Director: “Jeg følte ikke rigtigt, at jeg kunne tillade mig at drømme”
Hvordan skaber man en karriere i modebranchen? Vi har spurgt folk fra branchen om hvilke uddannelser, chefer og gode råd, der har formet deres vej. Her er det art director og medejer af bureauet inter.agcy Kristian Kirks fortælling.

Kristian Kirk.