Pompdelux reddet fra konkurs
Brandet, der har eksisteret siden 2006, undgår med nye investorer at gå konkurs og fortsætter med samme direktør.Mindre end en måned efter det populære børnetøjsmærke Pompdelux blev begæret konkurs, er der nu fundet en løsning, så virksomheden ikke behøver dreje nøglen om. I en pressemeddelelse fra virksomhedens grundlægger Marianne Hoffmann Dyrbøl lyder det, at hun sammen med investorer er lykkedes med at “redde Pompdelux ud af konkursens kløer og sikre, at brandet forbliver i de bedste hænder.”
Af CVR-registret fremgår det nu, at Torben Haaning og Søren Bjerg Søgaard er de reelle ejere med 50 procent ejerandel hver. Dermed er Marianne Hoffmann Dyrbøl helt ude af ejerkredsen, men fremgår stadig som virksomhedens direktør.
“Den seneste tid har været hård og hjerteskærende, hvor især det, at skulle sige farvel til mange dygtige og dedikerede medarbejdere, der har været en stor del af mit liv i mange år, har påvirket mig meget. Deres indsats vil blive husket og værdsat. Jeg giver dem alle sammen de allerbedste anbefalinger med videre og står til enhver tid til rådighed som reference,” skriver Marianne Hoffmann Dyrbøl videre i pressemeddelelsen.
Samtidig offentliggøres det, at Pompdelux nu vil få hovedsæde i København fremfor Nykøbing Mors, hvor det hidtil har ligget. Virksomheden vil få en ny webshop og regner med at være klar til at sælge børnetøj igen til efteråret.